Pioner i Akrons Group no. l, Ohio, den første AA-gruppe i verden. Han holdt fast ved sin tro. Derfor fandt han og utallige andre et nyt liv.

Jeg blev født på en gård i Kentucky i Carlyle County som et ud af fem børn. Mine forældre var velstående, og deres ægteskab var lykkeligt. Min kone, en pige ligeledes fra Kentucky, fulgte med mig til Akron, hvor jeg gennemførte mine juridiske studier ved Akron Law School.

Mit tilfælde er ret usædvanligt i én henseende. Der var ingen ulykkelige hændelser i min barndom, som kunne forklare min alkoholisme. Jeg følte tilsyneladende bare en naturlig samhørighed med spiritus. Mit ægteskab var lykkeligt, og som sagt har jeg aldrig, bevidst eller ubevidst, haft nogen af de grunde til at drikke, som man ofte hører. Alligevel blev jeg, som kendsgerningerne skulle vise, et yderst alvorligt tilfælde.

Før mit drikkeri havde ødelagt mig helt, havde jeg haft en hel del fremgang. Jeg var medlem af byrådet i fem år og økonomidirektør i Kenmore, en forstad, som senere blev indlemmet i selve byen. Men selvfølgelig blev alt dette tabt på gulvet p.g.a. mit tiltagende drikkeri. Derfor var mine kræfter sluppet op, da dr. Bob og Bill W. viste sig.

Første gang jeg blev beruset, var jeg otte år gammel. Det var hverken min fars eller min mors fejl, da de begge var stærke modstandere af drikkeri. Vi havde lejet nogle folk til at rydde op i laden, og jeg sad med på vognen til og fra. Mens de læssede, drak jeg noget æblevin fra en tønde i laden. På tilbageturen efter to-tre læs, besvimede jeg og måtte bæres ind i huset. Jeg husker, at min far havde whisky i huset. Det blev brugt som lægemiddel og til gæster, og jeg drak af det, når ingen så det og fyldte flasken op med vand, for at mine forældre ikke skulle opdage, at jeg drak.

Dette fortsatte, indtil jeg begyndte på universitetet, og da der var gået fire år, vidste jeg, at jeg var alkoholiker. Morgen efter morgen vågnede jeg, elendig tilpas og med frygtelige rystelser, men der stod altid en flaske spiritus på natbordet. Jeg tog en slurk og et øjeblik efter en til, stod op, barberede mig, spiste morgenmad, stak en halv flaske spiritus i baglommen og gik til forelæsning. Ind imellem forelæsningerne gik jeg ned på toilettet for at drikke mine nerver til ro, før jeg gik til næste time. Det var i 1917.

Jeg forlod universitetet i slutningen af det sidste år og lod mig hverve til hæren. Dengang kaldte jeg det patriotisme. Senere blev jeg klar over, at jeg flygtede fra alkoholen. Det virkede i en vis udstrækning, fordi jeg kom til at opholde mig på steder, hvor jeg ikke kunne få fat i noget at drikke, og således blev mønsteret brudt.

Forbudstiden trådte i kraft og den omstændighed, at den sprut, man kunne få, både var ringe og undertiden dødsens farlig, og at jeg var blevet gift og havde et job, som jeg var nødt til at passe, hjalp mig i tre-fire år, selv om jeg blev fuld, hver gang jeg fik fat i tilstrækkeligt med sprut til at komme i gang. Min kone og jeg var medlemmer af nogle bridgeklubber, og de begyndte at lave vin selv og servere det. Men efter to-tre forsøg fandt jeg ud af, at det ikke gjorde fyldest, fordi de ikke serverede nok til at dække mit behov, så jeg sagde nej tak. Men jeg løste problemet ved selv at medbringe min flaske, som jeg gemte på toilettet eller i buskadset udenfor.

Som tiden gik, blev mit drikkeri gradvist værre. Jeg forsømte fra kontoret to-tre uger ad gangen og havde frygtelige dage og nætter, hvor jeg lå på gulvet, vågnede, rakte ud efter flasken, tog en slurk og sank tilbage i glemselen.

l løbet af de første seks måneder af 1935 blev jeg indlagt på hospitalet otte gange p.g.a. fuldskab og var lænket til min seng i to-tre dage, før jeg overhovedet vidste, hvor jeg var.

Den 26. juni 1935 blev jeg også indlagt, og jeg var mildt sagt modløs. Hver af de syv gange, jeg hidtil havde forladt hospitalet i løbet af disse seks måneder, havde jeg lovet mig selv fuldt og fast, at jeg ikke ville drikke mig fuld mere – i hvert fald de næste seks-otte måneder. Sådan var det ikke gået, og jeg vidste ikke, hvad der var i vejen, eller hvad jeg skulle gøre.

Jeg blev flyttet ind på en anden stue den morgen, og der var min kone. Jeg tænkte: »Nå, nu fortæller hun mig, at det er forbi,« og jeg kunne bestemt ikke fortænke hende i det, og jeg havde ikke i sinde at prøve på at retfærdiggøre mig. Hun fortalte mig, at hun havde talt med et par mænd om alkoholisme. Det blev jeg meget krænket over, indtil hun fortalte mig, at det var et par drukkenbolte, ligesom jeg var. Det var ikke så slemt – at fortælle det til andre fyldebøtter.

Hun sagde: »Du skal holde op.« Det var meget værd, selv om jeg ikke troede på det. Så fortalte hun, at de to, hun havde talt med, havde en plan, som de regnede med kunne hjælpe dem til at lade være med at drikke, og en del af den plan var, at de indviede andre drukkenbolte i den. Dette skulle hjælpe dem med at forblive ædru. Alle andre, jeg havde talt med, ønskede at hjælpe mig, og min stolthed forhindrede mig i at lytte til dem og afstedkom kun, at jeg følte mig krænket. Men her følte jeg, at jeg ville være en rigtig skiderik, hvis jeg ikke lyttede et øjeblik til et par mænd, hvis det kunne hjælpe dem. Hun sagde også, at jeg ikke skulle betale dem, selv om jeg ville og havde pengene – hvad jeg ikke havde.

De kom ind og begyndte at fortælle om det program, der senere skulle blive kendt som Anonyme Alkoholikere. Der var ikke meget af det dengang.

Jeg så op, og der stod to store klepperter på over seks fod. De var meget tiltalende. (Jeg blev efterhånden klar over, at det var Bill W. og dr. Bob). Inden der var gået ret lang tid, var vi begyndt at fortælle hinanden episoder, der havde med vort drikkeri at gøre, og jeg var selvfølgelig temmelig hurtigt klar over, at de begge vidste, hvad de talte om, for man ser og lugter ting, når man er fuld, som man ellers ikke gør. Havde jeg haft fornemmelsen af, at de ikke vidste, hvad det drejede sig om, havde jeg ikke talt med dem overhovedet.

Efter et stykke tid sagde Bill: »Nu har du lettet dit hjerte, nu er det min tur.« Efter at have hørt noget mere af min historie, vendte han sig mod dr. Bob – jeg tror ikke, han vidste, at jeg hørte ham, men det gjorde jeg – og sagde: »Jeg tror, han er værd at redde og gøre noget for.« Til mig sagde de: »Ønsker du at holde op med at drikke? Dit drikkeri kommer ikke os ved. Vi er ikke kommet for at tage nogen af dine rettigheder eller privilegier fra dig, men vi har et program, som vi tror på kan holde os ædru. En del af det program består i, at vi lader det gå videre til andre, som har behov for det, og som ønsker det. Hvis du ikke vil have det, vil vi ikke optage mere af din tid, men gå ud og finde anden.«

Det næste de ville vide var, om jeg mente, at jeg kunne holde op på egen hånd uden hjælp, om jeg bare kunne spadsere ud af hospitalet og aldrig mere tage en drink. Hvis jeg kunne det, var det pragtfuldt l alle tiders – og de ville værdsætte en person, der havde en sådan viljestyrke, men de var ude efter en, som vidste, at han havde et problem, og som vidste, at han ikke kunne klare det alene, men behøvede hjælp udefra. Det næste spørgsmål var, om jeg troede på en højere magt. Det var ikke noget problem, for jeg var faktisk aldrig holdt op med at tro på Gud, og jeg havde masser af gange bedt om hjælp, men havde ikke haft heldet med mig. Det næste de ville vide var, om jeg var villig til at gå til denne højere magt og bede om hjælp, stille og roligt og uden forbehold.

De gik og lod mig fundere over det. Jeg lå der i min hospitalsseng og så tilbage på mit liv. Jeg tænkte på, hvad spiritussen havde gjort imod mig, på de muligheder, jeg havde forpasset, på de evner, jeg havde fået og forspildt. Til sidst kom jeg til den konklusion, at hvis jeg ikke ønskede at holde op, burde jeg i hvert fald ønske det og være villig til at gøre hvad som helst for at holde op med at drikke.

Jeg var villig til at indrømme over for mig selv, at jeg havde nået bunden, og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op. Så efter dette tilbageblik og efter at være blevet klar over, hvad spiritussen havde kostet mig, gik jeg uden forbehold til denne højere magt, som for mig var Gud, og indrømmede, at jeg var totalt magtesløs over for alkohol, og at jeg var villig til at gøre hvad som helst i denne verden for at løse mit problem. Jeg indrømmede faktisk, at jeg fra nu af var villig til at overlade mit problem til Gud. Hver dag prøvede jeg at finde ud af, hvad der var Hans vilje og forsøgte at følge den, fremfor at prøve at få Ham til at være enig med mig i, hvad der var bedst for mig. Det fortalte jeg dem, da de kom igen.

En af dem, jeg tror det var Doc, sagde: »Nå, du ønsker altså at holde op?« – »Ja, Doc, jeg ville gerne holde pause i det mindste fem, seks eller otte måneder, indtil jeg får orden i tingene, og min kone og andre begynder at respektere mig igen, og jeg får orden på min økonomi osv.«. De lo begge to hjerteligt og svarede: »Det er det bedste, du har præsteret hidtil, ikke sandt?« Det var selvfølgelig rigtigt. De fortsatte: »Vi har dårligt nyt til dig. For os var det dårligt nyt og vil sikkert også være det for dig. Hvad enten du holder op i seks dage, måneder eller år, vil du, hvis du på ny tager en drink, igen havne på hospitalet, nøjagtigt som de sidste seks måneder. Du er alkoholiker!« Så vidt jeg ved, var det første gang, jeg nogen sinde havde hæftet mig ved det ord. jeg regnede med, at jeg bare var en drukkenbolt. De sagde videre: »Nej, du er syg, og det er uden betydning, hvor lang tid du holder dig tørlagt. Efter en eller to drinks vil du være nøjagtigt der, hvor du er nu.« Det var sandelig nedslående nyheder – på det tidspunkt.

De næste spørgsmål, de stillede var: »Du kan godt lade være med at drikke i 24 timer, ikke sandt?« – »Jo, selvfølgelig, det kan enhver gøre,« svarede jeg. De fortsatte: »Det er nøjagtigt det, vi taler om. Bare 24 timer ad gangen.« Det fjernede en sten fra mit hjerte. Hver gang jeg begyndte at tænke på at tage en drink, tænkte jeg på alle de lange tørre år fremover uden noget at drikke. Men denne idé med de 24 timer ad gangen, og at det var op til mig selv fra den tid af, var til stor hjælp.