Han fandt ud af, at der var en Højere Magt, som havde større tiltro til ham, end han selv havde. På den måde blev AA født i Chicago.

Jeg voksede op i en lille by uden for Akron, Ohio, hvor livet var typisk for gennemsnittet af småbyer. Jeg var meget interesseret i sport, og på grund af dette og mine forældres indflydelse drak eller røg jeg ikke hverken i folkeskolen eller i gymnasiet.

Alt dette forandrede sig, da jeg begyndte at studere. Jeg måtte tilpasse mig nye forhold og fællesskaber, og det så ud til være noget smart at drikke og ryge. Jeg begrænsede drikkeriet til weekenderne og drak jævnligt på universitetet i adskillige år derefter.

Efter skolen tog jeg på arbejde i Akron, medens jeg boede hjemme hos mine forældre. Hjemmelivet havde igen en begrænsende indflydelse. Når jeg drak, skjulte jeg det for mine forældre af respekt for deres følelser. Dette fortsatte til jeg var syvogtyve. Så begyndte jeg at rejse med USA og Canada som mit område, og med så stor frihed og en så ubegrænset repræsentationskontor, at jeg snart drak hver aften og bedrog mig selv med, at det var en del af mit arbejde. Jeg er nu klar over, at 60% af tiden drak jeg alene, uden at der var kunder med i billedet.

l 1930 flyttede jeg til Chicago. Kort efter fandt jeg ud af, at jeg havde en hel masse fritid, godt hjulpet af depressionen, og at en lille drink om morgenen hjalp. omkring 1932 gik jeg på 2-3 dages soldeture. Samme år fik min kone nok af mit drikkeri omkring i huset og tilkaldte min far i Akron og bad ham tage affære. Hun bad ham gøre noget, for hun kunne ikke selv. Hun var kommet til at føle fuldstændig afsky for mig.

Dette var begyndelsen til fem års faren frem og tilbage mellem mit hjem i Chicago og Akron for at blive ædru. Det var en periode, hvor soldeturene blev hyppigere og hyppigere og af længere og længere varighed. Engang kom far hele vejen til Florida for at få mig ædru, efter at en hotelejer havde ringet til ham og sagt, at hvis han ville se mig i live, måtte han hellere komme med det samme. Min kone kunne ikke forstå, hvorfor min far kunne få mig ædru og hun ikke. De talte fortroligt sammen, og min far forklarede, at han simpelt hen tog mine bukser, sko og penge fra mig, så jeg ikke kunne få fat i spiritus og måtte blive ædru.

Engang besluttede min kone også at prøve dette. Efter at have fundet alle flaskerne, som jeg havde gemt rundt om i lejligheden, tog hun mine bukser, mine sko, mine penge og mine nøgler, smed dem ind under sengen i det bageste soveværelse og smækkede døren. Klokken et om natten var jeg desperat. Jeg fandt nogle uldne strømper, nogle hvide flonelsbukser, som slap under knæene på mig og en gammel jakke. Jeg brød entrédøren op, så jeg kunne komme ind, når jeg kom tilbage, og gik ud. Det var i februar med sne og is, og jeg måtte gå fire husblokke til den nærmeste taxiholdeplads, men jeg gjorde det. På turen til den nærmeste bar solgte jeg til chaufføren historien om, hvordan min kone ikke forstod mig og hvilket urimeligt menneske, hun var. Da vi ankom til baren, indvilligede han i at købe mig en flaske for sine egne penge. Desuden var han, da vi kom tilbage til lejligheden, villig til at vente to-tre dage på betalingen for spiritussen og turen, indtil jeg blev mig selv igen. Jeg var en bondefanger. Min kone kunne den næste morgen ikke forstå, hvorfor jeg var mere fuld end aftenen før, hvor hun tog mine flasker.

Efter nogle særligt slemme jule- og nytårshelligdage samlede far mig op i begyndelsen af 1937, for at jeg skulle gennemgå den sædvanlige afvænningsrutine. Denne bestod i at gå frem og tilbage på gulvet tre-fire dage og nætter, indtil jeg kunne tage næring til mig. Denne gang havde han et forslag at stille mig. Han ventede, til jeg var fuldstændig ædru, og dagen før jeg skulle stille i Chicago, fortalte han mig om en lille gruppe mænd i Akron, der tilsyneladende havde det samme problem som jeg, men som gjorde noget ved det. Han sagde, at de var ædru og lykkelige, og at de fik deres selvrespekt tilbage såvel som deres naboers agtelse. Han nævnte to af dem, som jeg havde kendt i årenes løb, og foreslog mig at tale med dem. Men jeg havde stadig helbredet i behold og tillige ræsonnerede jeg, at de havde været i en meget værre forfatning, end jeg nogen sinde ville komme i. Havde jeg ikke lige for et år siden set Howard, en tidligere læge, rapse en ti-cent til en drink. Jeg ville i det mindste have bedt om en kvart-dollar. Så jeg fortalte far, at jeg ville klare skærene selv, og at jeg ikke ville drikke andet end øl i den næste måned.

Nogle måneder senere var far tilbage i Chicago for at samle mig op igen, men denne gang var min opførsel helt anderledes. Jeg kunne ikke vente med at fortælle ham, at jeg ønskede hjælp. At jeg, hvis disse mænd i Akron havde noget at tilbyde, ville tage imod det, ja gøre hvad som helst for at få fat i det. Alkoholen havde helt opslugt mig.

Jeg husker stadig meget tydeligt, at jeg kom til Akron klokken elleve om aftenen og jagede denne Howard ud af sengen, for at han skulle hjælpe mig. Han ofrede to timer på mig den nat for at fortælle mig sin historie. Han sagde, at han til sidst havde lært, at drikkeri var en skæbnesvanger sygdom, der bestod af en allergi og en besættelse. Når drikkeriet var passeret over vanen til besættelsen, var man et fuldstændigt håbløst tilfælde, der kun kunne se frem til at tilbringe resten af livet på et sindssygehospital eller dø. Han understregede stærkt, hvordan hans fremtræden og holdning over for andre mennesker havde udviklet sig. Det meste af hans fremtræden havde lignet min meget. Jeg troede undertiden, at det var min historie, han fortalte! Jeg havde troet, at jeg var helt anderledes end andre mennesker, så jeg efterhånden begyndte at blive mere og mere sky, indtil jeg trak mig tilbage fra samfundet og ønskede at være alene med min flaske.

Her var en mand, der stort set havde samme syn på livet, som jeg havde, bortset fra at han havde gjort noget ved det. Han var lykkelig og glad for livet og andre mennesker, og han var ved at få sin lægepraksis tilbage. Når jeg ser tilbage på denne første aften, er jeg klar over, at jeg begyndte at håbe. For første gang følte jeg, at hvis han kunne genvinde disse ting, var det måske også muligt for mig.

Den næste eftermiddag og aften havde jeg besøg af to andre mænd, og de fortalte mig hver sin historie, og hvad de forsøgte for at komme sig af denne tragiske sygdom. De havde dette særlige »noget«, som syntes at gløde. En fred og en sindsro kombineret med lykke. l løbet af de næste to-tre dage kontaktede resten af denne lille flok mænd mig. De opmuntrede mig og fortalte, hvordan de prøvede at leve genoprettelsesprogrammet, og hvor morsomt de havde det med det.

Efter at være blevet indoktrinerer af otte-ni forskellige og først da, fik jeg lov at deltage i mit første møde. Dette første møde blev holdt i dagligstuen i et privat hjem og blev ledet af Bill D., den første mand som Bill W. og dr. Bob havde arbejdet vellykket med.

l mødet deltog otte-ni alkoholikere og syv-otte hustruer. Det var anderledes, end de møder der bliver afholdt nu. Den store AA-bog var ikke skrevet, og der var ingen anden litteratur bortset fra forskellige religiøse tidsskrifter. Programmet blev viderebragt ved det talte ord alene.

Mødet varede en time og sluttede med Fadervor. Da det var afsluttet, trak vi os tilbage til køkkenet, hvor vi fik kaffe og æbleskiver og diskuterede videre til ud på de små timer.

Det møde gjorde et stort indtryk på mig sammen med den grad af lykke, som disse mænd opviste, på trods af mangel på materielle goder. l denne lille gruppe var der ingen, som ikke havde været spændt hårdt for under depressionen.

Jeg blev i Akron i to-tre uger på min første tur for at suge så meget som muligt til mig af programmet og filosofien. Jeg tilbragte en stor del af tiden sammen med dr. Bob og hjemme hos to-tre andre for at se, hvordan familien levede programrnet. Hver aften mødtes vi hjemme hos et af medlemmerne og fik kaffe og æbleskiver og hyggede os.

Dagen før jeg var klar til at rejse tilbage til Chicago, en onsdag og dr. Bobs frieftermiddag, tog han mig med på kontoret, og vi brugte tre-fire timer på udelukkende at gennemgå sekstrinsprogrammet, som det så ud dengang. De seks trin lyder:

1. Fuldstændig overgivelse
2. Afhængighed og ledelse af en Højere Magt
3. Moralsk selvransagelse
4. Bekendelse
5. Genoprettelse
6. Fortsat arbejde med andre alkoholikere

Dr. Bob førte mig gennem alle disse trin. Ved den moralske selvransagelse bragte han nogle af mine slemme personlige træk og karakterbrist på bane, såsom egoisme, indbildskhed, jalousi, skødesløshed, intolerance, opfarenhed, sarkasme og krænkelse. Vi gennemgik disse vidt og bredt, og til sidst spurgte han mig, om jeg ønskede disse karakterbrist fjernet. Da jeg sagde ja, knælede vi begge ned ved hans skrivebord og bad, idet vi begge to bad om at få disse defekter fjernet.

Dette står stadig lyslevende for mig. Hvis jeg bliver hundrede, vil det altid ligge i min hukommelse. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg ville ønske, at enhver AA´er fik mulighed for at opleve noget lignende i dag. Dr. Bob understregede altid den religiøse side af sagen stærkt, og jeg tror, det hjalp. Jeg ved, det hjalp mig. Dr. Bob ledte mig derefter gennem genoprettelsestrinnet, hvortil jeg lavede en liste over alle de mennesker, jeg havde skadet, og udarbejdede måder, hvorpå jeg langsomt kunne gøre det godt igen.

Jeg tog adskillige beslutninger dengang. En af dem var, at jeg ville prøve at få startet en gruppe i Chicago, den anden at jeg måtte tage tilbage til Akron for at deltage i møder i det mindste hver anden måned, indtil jeg fik startet gruppen i Chicago. For det tredje besluttede jeg, at jeg ville sætte dette program over alt andet, selv min familie, fordi, hvis jeg ikke vedligeholder min ædruelighed, mister jeg min familie alligevel. Hvis jeg ikke vedligeholdt min ædruelighed, ville jeg ikke have noget job. Hvis jeg ikke vedligeholdt min ædruelighed, ville jeg ikke have nogen venner mere. Jeg havde meget få dengang.

Næste dag rejste jeg tilbage til Chicago og startede en ihærdig kampagne blandt mine såkaldte venner eller drikkekammerater. Deres svar var altid det samme: Hvis de fik brug for det en skønne dag, ville de helt sikkert sætte sig i forbindelse med mig. Jeg gik til en frimenighedspræst og en læge, som jeg stadig kendte, og de spurgte mig efter tur, hvor længe jeg havde været ædru. Da jeg sagde seks uger, var de lutter høflighed og sagde, at de ville kontakte mig, hvis de kom i kontakt med folk med alkoholproblemer.

Det er overflødigt at sige, at det varede et år eller mere, før de kontaktede mig. På mine ture tilbage til Akron for at blive åndeligt genoprettet, spurgte jeg gerne dr. Bob om denne sendrægtighed, fordi jeg undrede mig over, hvad der var galt med mig. Han svarede altid det samme: »Når du selv og tiden er moden, vil Forsynet bane vejen for dig. Du må altid være parat og fortsætte med at optage kontakter.«

Nogle få måneder efter at jeg foretog min første tur til Akron, følte jeg mig temmelig overmodig, og jeg syntes ikke, at min kone behandlede mig med den rette respekt, nu da jeg var en prominent borger. Så jeg besluttede mig til at blive fuld med overlæg, bare for at lære hende, hvad hun gjorde forkert. En uge senere måtte jeg have fat i en ven fra Akron, der ofrede to dage for at få mig ædru igen. Deraf lærte jeg, at jeg ikke kunne foretage den moralske selvransagelse og så glemme alt om den. At alkoholikeren må fortsætte med at foretage selvransagelse hver dag, hvis han forventer at have det godt til stadighed. Det var min eneste svipser, og den gav mig en værdifuld lektion. l sommeren 1938, næsten et år efter den første kontakt med Akron, dukkede manden, jeg arbejdede for og som kendte programmet, op og spurgte, om jeg kunne gøre noget for en af hans sælgere, som drak temmelig kraftigt. Jeg tog til det sanatorium, hvor denne fyr var indlagt og opdagede til min overraskelse, at han var interesseret. Han havde i lang tid ønsket at gøre noget ved sit drikkeri, men vidste ikke hvordan. Jeg tilbragte adskillige dage hos ham, men følte mig ikke kvalificeret nok til at viderebringe programmet til ham alene. Derfor foreslog jeg, at han tog en tur til Akron et par uger, hvilket han gjorde, og han kom til at bo sammen med en AA-familie der. Da han vendte tilbage, havde vi praktisk talt møder dagligt siden.

Nogle få måneder senere kom en af de mænd, som havde været i forbindelse med gruppen i Akron, til Chicago for at bo. Så var vi tre, som fortsatte med at have informationsmøder regelmæssigt.

l foråret 1939 blev Den store Bog trykt, og vi fik to henvendelser fra New York-kontoret p.g.a. et kvarters radioudsendelse. En eller to var selv interesserede. Der var en moder, der gerne ville hjælpe sin søn. Jeg foreslog hende at henvende sig til sønnens præst eller læge og mente, at en af dem måske ville anbefale AA-programmet. Lægen, en ung mand, var straks varm på ideen. Han fik ikke overbevist sønnen, men overlod os to andre emner, som var interesserede i programmet. Vi tre i Chicago følte os ikke gode nok til den opgave, og efter et par møder overbeviste vi emnerne om, at de skulle tage til Akron, hvor de kunne se en ældre gruppe i aktion.

l mellemtiden blev en anden læge i Evanston overbevist om, at programmet havde muligheder og overlod os en kvinde at gøre noget for. Pigen blev begejstret, og også hun tog turen til Akron. Umiddelbart efter hendes tilbagevenden begyndte vi med faste møder en gang om ugen i efteråret 1939, hvilket vi har fortsat med og siden udvidet.

Undertiden bliver det nogle få af os forundt at iagttage noget fint vokse fra en lille spire til noget vældigt og godt. Netop det har været mit privilegium både på landsplan og i min hjemby. Fra blot en håndfuld i Akron har vi udbredt os over hele verden. Fra et enkelt medlem i Chicago-området, der rejste frem og tilbage til Akron, er vi nu over seks tusind.

Disse sidste atten år har været de lykkeligste i mit liv, selv om de er meget slidsomme. Femten af dem havde jeg ikke haft glæde af, hvis jeg havde fortsat med at drikke. Lægerne fortalte mig, før jeg holdt op, at jeg kun havde tre år tilbage at leve i.

Denne sidste del af mit liv har haft et mål, ikke med deltagelse i store projekter, men i det daglige. Mod til at møde hver ny dag har fortrængt tidligere års frygt og usikkerhed. Accept af forholdene, som de er, har erstattet det gamle jag for at være med til at erobre verden. Jeg har standset kampen mod vejrmøller, og i stedet har jeg prøvet at forenkle de små daglige gøremål, ubetydelige i sig selv, men dog en del af livet som helhed.

Hvor jeg før mødte foragt og medlidenhed, nyder jeg nu mange menneskers agtelse. Hvor jeg engang havde tilfældige bekendtskaber, som alle var rygklappere, har jeg nu en sværm af venner, som accepterer mig for det, jeg er. Og igennem mine AA-år har jeg fået mange, mange ægte, ærlige og inderlige venskaber, som jeg altid vil påskønne.

Jeg bliver anset for at være en rimeligt heldig mand. Jeg ejer ikke store materielle goder, men jeg ejer en formue i venskaber, mod, selvtillid og en ærlig værdsættelse af mine egne evner. Fremfor alt har jeg vundet det største, noget menneske kan få: den nådige Guds kærlighed og forståelse, som har løftet mig op fra den alkoholiske affaldsdynge til en tillidspost, hvor jeg har været i stand til at høste de rige fordele, der kommer af at vise andre en lille smule kærlighed og tjene dem, så godt jeg kan.