En af stifterne til Clevelands Group no. 3, der forgæves kæmpede modforbudet.

Mærkeligt nok blev jeg gjort bekendt med det muntre liv netop på det tidspunkt i mit liv, da jeg virkelig var ved at falde til ro i den hjemlige hygge. Min kone blev gravid, og lægen anbefalede hende at drikke portvin eller maltøl… så… jeg købte et seks-gallons (ca. 23 1) kar og nogle flasker, lyttede til gode råd fra amatørbryggere og gik i gang med min ølfremstilling i det små (på daværende tidspunkt). På en eller anden måde må jeg have misforstået lægens instrukser, for jeg nøjedes ikke med at lave øllet til min kone. Jeg drak det også for hende.

Som tiden gik blev det en vane at åbne et par flasker, hver gang der kom gæster. Således tog det ikke lang tid at finde ud af, at mine beskedne produktionsforhold var helt utilstrækkelige til fremstilling af øl både til selskabeligt og eget forbrug. Derefter anskaffede jeg kar på ti gallons og gik virkelig med liv og sjæl ind for hjemmebrygning. Vi havde regelmæssige sammenkomster, hvor vi fik øl og stærk ost. Med den munterhed et par gallons øl kunne frembringe, var det til sidst ikke nødvendigt med hverken bridge eller poker til underholdning. Sammenkomsterne blev mere fugtige og lystige efterhånden, og endelig fandt jeg ud af, at en slurk spiritus ind imellem øllerne hurtigere fik mig i stemning, i forhold til alt det øl, jeg skulle hælde ned for at opnå den samme virkning. Det uafvendelige resultat af denne opdagelse var, at jeg hurtigt fandt ud af, at øl var godt oven på whisky til at skylle efter med. Den opdagelse var jeg så fangen af, at jeg blev på den diæt næsten til slutningen af min kraftige drikkeperiode. På min drikkekarrieres sidste dag drak jeg to og tyve af den slags drinks mellem klokken ti og tolv om formiddagen, og jeg får aldrig at vide, hvor mange flere der fulgte efter, inden jeg blev puttet i seng den nat.

Jeg klarede mig temmelig godt med mit selskabelige drikkeri i en rum tid, men til sidst begyndte jeg at aflægge besøg i ølstuer ind imellem sammenkomsterne. En aften om ugen på værtshus, et selskab om ugen hjemme eller sammen med venner, kombineret med lidt alenedrikkeri grundlagde snart en superdrankertilværelse.

Tre år efter at jeg var startet på min drikkekarriere, mistede jeg mit første job. Dengang boede jeg uden for byen, så jeg flyttede bare til hjembyen og fik en ansvarsfuld stilling i et af de større firmaer i finansverdenen. Indtil da havde jeg været seks år i forretningsverdenen og nød godt af mit ry som værende succesfuld.

Mit nye arbejde var meget krævende, og mit spiritusforbrug begyndte at stige. Efter at have forladt kontoret om eftermiddagen stak jeg gerne ind på en bar ca. en husblok derfra. Da der tilfældigvis var adskillige barer i nærheden, syntes jeg ikke, at det samme sted skulle nyde godt af mit besøg hver aften. Det betaler sig ikke at vise sig på det samme sted samme tid hver dag.

Den almindelige fremgangsmåde var at tage fire-fem genstande det første sted, jeg faldt ind. Dette fik mig til at føle mig i form, og så ville jeg begive mig mod hjemmet og kakkelovnskrogen tyve kilometer væk. På vej hjem skulle adskillige steder passeres. Hvis jeg var alene, stoppede jeg gerne fire-fem steder, men kun ved en eller to, hvis jeg havde min mistroiske kone med.

Til sidst nåede jeg hjem til en sen middag, som jeg naturligvis slet ikke havde lyst til. Jeg gjorde et svagt forsøg på at spise, men havde aldrig rigtig succes med det. Jeg nød aldrig et måltid, men jeg spiste min frokost af to grunde. For det første for at komme ud af den foregående nats omtågethed, og for det andet for at få en smule næring. Til sidst blev frokosten også sprunget over.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg blev offer for søvnløshed, men jeg ved bestemt, at jeg ikke gik ædru i seng en eneste aften det sidste halvandet år. Jeg kunne ikke sove. Jeg var dødelig angst for at gå i seng og ligge og vende og dreje mig hele natten. Aftnerne hjemme var en prøvelse, og resultatet var, at jeg gik ud som et lys bedøvet af druk hver aften.

Hvordan jeg var i stand til at varetage mine pligter på kontoret de forfærdelige morgener, bliver jeg aldrig i stand til at forklare. Betjening af kunder, mæglere, forsikringsfolk, diktat, telefonsamtaler, vejledning af nyansatte, rapporter til cheferne og alt det andet. Til sidst var jeg trængt op i en krog som et mentalt, psykisk og nervøst vrag.

Jeg nåede det punkt, hvor jeg nogle morgener ikke kunne få det til at fungere på kontoret. Så sendte jeg sygemelding, men firmaet tog mit drikkeri ilde op, og deres kur var at fjernet ondet, i min skikkelse, fra lønningslisten under stor ståhej og meget personlige bemærkninger og insinuationer.

l denne periode var jeg blevet truet, slået, kysset, rost og forbandet af henholdsvis familie, venner og fremmede, men naturligvis prellede det hele af på mig. Hvor mange gange jeg svor højt og helligt om morgenen og alligevel blev fuld, inden solen gik ned, ved jeg ikke. Jeg var på slæden, og nu gik det stærkt.

Efter at jeg var blevet fyret, begyndte jeg i’et nyt firma, som netop var ved at starte. Jeg fik stilling som salgschef med kontakt til automobilforhandlere. Mens jeg sad på kontoret var der visse begrænsninger, men – nå ja – når jeg kom i marken for dette nye firma uden opsyn, gik jeg i byen!!

Jeg arbejdede rigtig godt i adskillige uger, og efter at have fået et godt kendskab til forhandlermarkedet var det ikke vanskeligt for mig at samle kunder nok til at skaffe mig gode forretninger uden nogen særlig indsats.

Nu drak jeg mig fuld hele tiden. Det var ikke nødvendigt at møde op på kontoret personligt hver dag, og når jeg gjorde det, var det kun for at vise mig og stikke af igen.

Til sidst blev også dette firma opmærksom på problemet, og jeg var atter på udkig efter et job. Da opdagede jeg noget, nemlig at man ikke kan finde et j job ved at hænge på et værtshus både nat og dag, eftersom j obs ikke synes at dukke op sådanne steder. Jeg blev klar over det, fordi jeg tilbragte det meste af min tid der, og et job viste sig aldrig. På dette tidspunkt var mine chancer for at få et job inden for mit fag lig nul. Alle kendte mig og ville ikke ansætte mig for nogen pris.

Af adskillige grunde har jeg udeladt detaljer i de lovovertrædelser, jeg begik i fuldskab. En af grundene er, at jeg ikke husker ret mange af dem, da jeg var en af de fulderikker, som kunne holde den gående og deltage i et møde eller selskab, deltage i en samtale og gøre ting, som enhver næsten normal person gjorde, uden næste dag at kunne huske en snus om, hvor jeg havde været, hvad jeg havde lavet, hvem jeg havde set, eller hvordan jeg var kommet hjem. (Dette forhold var et særligt handicap for mig, når jeg prøvede at retfærdiggøre mig over for min ikke så tålmodige kone).

Endelig kom jeg til det punkt, hvor jeg ikke havde nogen venner. Jeg brød mig ikke om at besøge dem medmindre selskabet, vi skulle deltage i, bød på masser af spiritus, så jeg kunne blive fuld. Jeg var sandelig altid godt i gang, før jeg overhovedet overvejede at deltage.

Efter i ti år at have haft gode stillinger, der gav mere end gennemsnitsindkomsten, havde jeg gæld, næsten intet tøj, ingen penge, ingen venner og ingen længere, som tålte mig, bortset fra min kone. Min søn havde absolut ingen brug for mig. Selv nogle af barejerne, hos hvem jeg havde brugt så megen tid og mange penge, bad mig blive væk. Til sidst tilbød en gammel forretningsforbindelse, som jeg ikke havde set i adskillige år, mig etjob. Jeg beholdt det job en måned og drak det meste af tiden.

Netop på det tidspunkt hørte min kone om en læge i en anden by, som havde haft stort held med folk, der drak. Hun tilbød mig valget imellem at konsultere ham, eller at hun forlod mig for alvor. OK – jeg havde stadig mit job, og jeg ønskede desperat at holde op med at drikke, men kunne ikke, så jeg gik beredvilligt med til at besøge den læge, hun anbefalede.

Det blev vendepunktet i mit liv. Min kone ledsagede mig på besøget hos lægen, og han fortalte mig virkelig noget, der i min tilstand af rysten nær havde fået mig til at falde ned af stolen. Han fortalte om sig selv, men jeg var sikker på, at det var mig. l løbet af sin historie nævnte han løgne og bedrag i nærværelse af den eneste person, jeg ikke ønskede skulle vide sådanne ting. Hvor vidste han alt dette fra? Jeg havde aldrig set ham før, og dengang håbede jeg, at jeg aldrig ville få ham at se igen. Han forklarede mig imidlertid, at han havde været lige så fordrukken som mig, bare i meget længere tid.

Han rådede mig til at komme ind på et bestemt hospital, som han havde tilknytning til. Jeg indvilligede gerne. Skønt jeg ærlig talt var skeptisk, ønskede jeg så afgjort at holde op med at drikke, at jeg ville have budt enhver form for fysisk tortur velkommen for at opnå resultatet.

Jeg aftalte at komme ind på hospitalet tre dage senere og gik prompte ud og blev stiv af syre i tre dage. Det var med bange anelser og udtalt rysten, jeg lod mig indskrive på hospitalet. Naturligvis havde jeg ikke den mindste anelse om, hvad behandlingen bestod i.

Efter adskillige dage på hospitalet blev en plan, jeg skulle leve efter, afstukket for mig. En meget enkel plan, som jeg stadig finder stor glæde og lykke ved at følge. Det er umuligt på papir at nedfælde de fordele, jeg har opnået… fysisk, mentalt, på det hjemlige plan, åndeligt og økonomisk. Dette er ikke tom tale. Det er sandheden.

Hvad det fysiske angår, tog jeg otte kilo på de første to måneder, jeg var spiritusfri. Jeg spiser tre gode måltider om dagen nu, og jeg nyder dem virkelig. Jeg sover som et spædbarn og skænker aldrig søvnløshed en tanke. Jeg føler mig, som jeg gjorde for femten år siden.

Mentalt… Jeg ved, hvor jeg var i går aftes og aftenen før og alle aftnerne før. Jeg frygter heller ikke noget. Jeg har selvtillid og forvisning om, at jeg ikke bliver forvekslet med den skryder, jeg var før. Jeg kan tænke klart, og jeg får megen hjælp til min tænkeevne og dømmekraft af min åndelige udvikling, som vokser hver dag. På hjemmefronten har vi virkelig et hjem nu. Jeg er ivrig efter at komme hjem efter mørkets frembrud. Min kone er glad for at se mig komme. Min yngste har accepteret mig. Vort hjem er altid fuldt af venner og gæster. (Ikke noget hjemmebryg som lokkemiddel).

Åndeligt… Jeg har fundet en Ven, som altid er opsat på at hjælpe, og som aldrig svigter mig. Jeg kan faktisk komme med mine problemer til Ham, og Han giver mig trøst, fred og lykke.

Økonomisk… I de forløbne få år har jeg nedbragt min svimlende gæld til næsten nul, og jeg har haft penge nok til at leve komfortabelt for. Jeg har stadig mit job, og førend jeg skrev denne fortælling, blev jeg forfremmet.

For alle disse velsignelser takker jeg Ham.