– men han opdagede, at der findes gentlemen, som ikke kan drikke.

Jeg blev født i Cleveland, Ohio, i 1889, som yngste barn i en familie med otte børn. Mine forældre var hårdt arbejdende. Min far var jernbanemand og borgerkrigsveteran. Jeg husker, at han i min barndom ikke havde det let med børn, fordi han forsøgte at udøve den militære disciplin, der var indprentet i ham under hans tre og et halvt års militærtjeneste.

Forskellene mellem min far og mine søstre, der var lærere, gav et udmærket miljø for sådan et barn som mig, dvs. glat og nuttet nok til at drage fordel af de voksnes stridigheder. Med andre ord var jeg altid i sikkerhed for min fars disciplin, og opvokset på den måde fik jeg en hel del besvær i skolen. Regler var lavet for andre, men ikke for mig. Naturligvis tragtede jeg efter at få min vilje uden at blive opdaget.

Min mor var niogfirs år, da hun døde, og jeg var da fuldt udviklet alkoholiker. Hun var en kvinde, der helligede sig sin familie og var loyal mod sin mand, men familiestridigheder gav hende ikke et lykkeligt miljø. Jeg havde fire brødre og tre søstre. Når jeg ser tilbage, fik alle mine brødre personlighedsproblemer. Mine søstre syntes at forblive upåvirkede. Selv syntes jeg at reagere ved at udvikle et strejf af varierende ondskabsfuldhed, der satte mig i stand til at skabe røre og få Opmærksomhed. Jeg oplevede meget tidligt virkningen af alkohol. Faktisk blev jeg ved en enkelt lejlighed samlet op af Politiet og bragt hjem. Jeg var da ca. seksten år. Jeg gik ikke i high school. Jeg gik i fem forskellige skoler, først og fremmest fordi jeg blev smidt ud på grund af min opførsel; men til sidst lykkedes det mig at afslutte med ottende klasse.

Gennem hele min opvækst var jeg interesseret i mekanik, og efter at have haft tyve forskellige jobs å én til to ugers varighed opnåede jeg at komme i lære som værktøjsmager. Da jeg var umådelig interesseret i arbejdet, ændrede jeg opførsel tilstrækkeligt til at bestride jobbet. Jeg fuldførte læretiden og blev flyttet til tegneafdelingen. Det var i Cleveland. Som teknisk tegner arbejdede jeg for flere store selskaber og erhvervede en varieret erfaring.

Ikke Langtfra, hvor jeg boede, var man i færd med at bygge en ny teknisk højskole, og én af lærerne gav mig den idé, at jeg havde brug for noget teknisk tegning, hvis jeg skulle blive en god værktøjsmager. Jeg gik i gang med tegningen og gjorde hurtigt fremskridt. Skolen skaffede mig så et job på tegnestue hos et andet selskab. Efter to år på tegnestuen besluttede jeg, at det var nødvendigt med en teknisk uddannelse. Jeg var da ca. atten år. Jeg havde ikke adgangseksamen, så jeg gik på aftenskole for at tage studentereksamen, som jeg fuldførte på to år og ni måneder. Jeg var tilsyneladende villig til at undertrykke personlige forstyrrelser i en enorm trang til succes. Jeg havde et mål. Jeg kunne disciplinere mig selv, men hen ad vejen var der fester og andre lejligheder, hvor jeg drak mig fuld. Skønt jeg ikke i denne periode var afhængig af noget specielt drikkemønster, var mit drikkeri temmelig vildt, når det endelig stod på.

Så begyndte jeg på erhvervsjura og arbejdede, mens jeg gik i skole og tog eksamen. Det var på et ingeniørakademi. Efter eksamen fik jeg tilbudt et temmelig godt job, som jeg tog imod. l efteråret inden min afgangseksamen blev jeg involveret i nogle sager omkring ejendomsret for opfindelser og patenter. Erfaringerne herfra sendte mig til jurastudiet, hvor jeg gik om aftenen og fuldførte på mindre end tre år. De juridiske studier var ikke inspireret af et ønske om at følge patenteringslov, som har været mit speciale siden. Jeg tog først og fremmest jura for at lære om kontrakter – efter min erfaring med retstvistigheder. Et år efter, da jeg havde fuldført kurset i kontrakter, forlod jeg skolen og tog noget arbejde som ingeniør for et patent-advokatfirma for klienter, der foretrak at holde deres problemer uden for deres egne virksomheder. Dette arbejde varede ca. 8 måneder og var så succesrigt, at jeg besluttede at gå videre med patentlovgivningen. Jeg gik tilbage til juraen og fordoblede lektionerne, fordi jeg nu nærmede mig de tredive og ønskede at blive færdig hurtigst muligt. Jeg klarede mit eget underhold gennem hele uddannelsen som værktøjsmager og teknisk tegner.

Jeg giftede mig som otteogtyveårig og begyndte jurastudierne efter ægteskabet. Jeg havde oven i købet to børn, da jeg fik min bestalling som sagfører.

Jeg var så travlt optaget, at udover nogle skole- og gruppefester gik jeg ikke meget til drikkeriet mellem femogtyve og tredive. Min tilværelse var temmelig fyldt op, og jeg havde ikke behov for stimulanser for at holde mig i gang. Da jeg var færdig med juraen, havde jeg erhvervet en del erfaring i patentlov, for jeg forblev i firmaet og arbejdede også i Washington, hvor man betragtede mig som en kyndig fagmand inden for mit speciale. I 1924 havde jeg samlet nok klienter selv til, at firmaet gjorde mig til junior-partner. Min drikkekarriere begyndte ca. fire år efter, jeg var blevet partner og samtidig medlem af visse klubber, selskaber osv. Det var i forbudstiden. Jeg var dengang syvogtredive år gammel.

l forbudstiden syntes enhver alkoholiker, at netop han lavede den bedste hjemmebryg, uanset hvor elendigt det var. Jeg blev specialist i hyldeblomstvin.

Der havde været episoder – for eksempel var der et biluheld, hvor jeg blev eskorteret hjem i stedet for til detentionen af politiet. Lejligheder, som gjorde mig mere skade end gavn, fordi jeg var så fuld af hovmod over de fremskridt, jeg havde gjort både professionelt og økonomisk. De første afgørende tegn på et egentligt alkoholisk mønster begyndte at vise sig, når jeg tog til New York på forretningsrejse, forsvandt og så endte i Philadelphia eller Boston og blev der en to-tre dages tid. Jeg måtte så tilbage til New York for at hente regninger og bagage. Disse perioder blev hyppigere, og jeg besluttede, at når jeg nu snart blev fyrre år, ville jeg gå på vandvognen. Fyrre kom og gik, og så blev min beslutning udsat til énogfyrre, toogfyrre osv. i det vanlige mønster. Jeg indså, jeg havde et problem, skønt min erkendelse ikke var særlig dyb, fordi jeg efter min egen opfattelse ikke led af egentlige personlighedsproblemer. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne drikke som en gentleman, og det var min største ambition, indtil jeg havnede i AA. Dette mønster blev værre og værre. Jeg drak konstant samtidig med en enorm daglig kamp for at kontrollere mit forbrug.

Min praksis havde nået et punkt, hvor den kunne tåle en god del misbrug, og det fik den. Når som helst der opstod en situation, som jeg ikke kunne snakke uden om, trak jeg mig simpelt hen tilbage. Med andre ord: Jeg fyrede klienten, før klienten fyrede mig. Jeg var stædig og fuld af vilje til at gøre de ting, jeg havde lyst til, og få de ting, jeg ønskede.

Med hensyn til religion var jeg katolsk opdraget. Jeg gik i både katolske og almindelige skoler. Jeg meldte mig aldrig ud af kirken, men var frynsemedlem, og den tanke faldt mig aldrig ind, at jeg ved blot at bruge, hvad jeg havde, kunne finde løsningen på mit problem. Simpelt hen fordi jeg ikke ville indrømme, at jeg havde et problem. Det succesrige bevis, jeg havde på at have klaret mig igennem livets problemer på andre områder, overbeviste mig om, at jeg en skønne dag ville være i stand til at drikke som en gentleman.

Da jeg var omkring syvogfyrre, og efter at have svælget i alle slags selvbedrag for at få kontrol over mit drikkeri, startede en periode, hvor jeg var overbevist om, at jeg havde behov for en vis mængde alkohol hver dag, og at det egentlige problem bestod i at kontrollere hvor meget. Efter to-tre års kraftanstrengelser med denne metode, nåede jeg dertil, hvor jeg faktisk måtte opgive håbet om blot at kunne drikke en uskadelig mængde hver dag. Og så begyndte jeg at lave beregninger over, hvor lang tid jeg havde tilbage at leve i, hvor længe mine midler ville vare. På det tidspunkt havde jeg en søn under højere uddannelse, en anden på sidste år i gymnasiet og en datter omkring tolv år gammel. Min effektivitet som erhvervsaktiv var formodentlig reduceret til femogtyve procent af, hvad den burde have været.

Jeg havde to kompagnoner. De led under min opførsel uden at sige noget, men grunden hertil var, at jeg stadig havde en meget solid praksis. De følte sandsynligvis, at det var nytteløst, at jeg formentlig var intelligent nok til at vide, hvad jeg gjorde. De tog fejl. De bragte det aldrig på bane. l virkeligheden har jeg ofte tænkt, når jeg ser tilbage, at de formodentlig besluttede at holde mig ud et par år, at jeg ikke kunne leve længe, og at de ville arve, hvad der var tilbage af praksisen. Det er der ikke noget usædvanligt i.

Hvad mit hjem angik, så var det – det så jeg ikke dengang, men det ser jeg nu – en alt andet end lykkelig situation for min kone. Mine børn havde mistet respekten for mig, og faktisk var det først efter tre-fire års ædruelighed, at nogen af dem overhovedet sagde noget, der viste, at jeg havde genvundet blot lidt af deres respekt.

Jeg var niogfyrre et halvt, da jeg første gang hørte om Akron-gruppen. Jeg kendte ikke gruppen, men senere fandt jeg ud af, at min kone havde kendt til den i ni måneder og hele tiden bedt til, at jeg ville ramle ind i Akron på en eller anden måde. Hun vidste, at på det tidspunkt ville enhver hentydning fra hende omkring mit drikkeri blot bygge en barriere mellem os, en betragtning, jeg er evig taknemmelig for. Havde nogen påtaget sig at forklare mig, hvad AA-bevægelsen var, hvad den egentlig stod for, var jeg formodentlig blevet sat adskillige år tilbage, og jeg tvivler på, at jeg overhovedet havde overlevet.

Så beretningen om min introduktion til AA begynder med min kones aktiviteter. Hun havde en frisør, der plejede at fortælle hende om sin svoger, der havde været lidt af en fyldebøtte, og om en læge i Akron, der havde fået ham på ret køl. Min kone fortalte ikke mig noget, men en søndag eftermiddag, mens Mary prøvede at fjerne noget af spindelvævet fra min hjerne, kom Clarence og hans svigerinde – frisøren – på besøg. Jeg blev præsenteret for dem, og Clarence startede sit tolvte-trins arbejde. Jeg blev ret chokeret over, at nogen talte om sig selv på den måde, han gjorde, og mit indtryk var, at fyren var lidt småtosset. Imidlertid syntes Clarence ved et par lejligheder at falde ind i den bar, der hver dag var min sidste på hjemvejen. Jeg følte mig selvfølgelig forurettet og tilbød Clarence hvad som helst for at lade mig være i fred, for jeg var kommet til den konklusion, at han måtte være »opsamler« fra et alkoholiker-hjem. En aften var jeg gået ud for at få et par dobbeltvægede efter middag, og det var blevet lidt senere end normalt. Da jeg kom hjem, sad Clarence i sofaen med Bill W. Jeg husker ikke den nøjagtige samtale, men jeg tror, jeg udæskede Bill til at fortælle mig noget om AA, og jeg husker en anden ting: Jeg ønskede at vide, hvad der udrettede så mange undere. På væggen hang et billede fra Gethsemane, og Bill pegede på det og sagde »det der«, hvilket ikke sagde mig noget fornuftigt. Der var også en del snak om dr. Bob, og jeg må have sagt, at jeg ville tage med Bill til Akron næste dag.

Næste morgen kom min kone ind på mit værelse, vækkede mig og sagde: »Manden er nedenunder, og han siger, du ville tage med til Akron.« Jeg udbrød: »Sagde jeg det?« Hun svarede: »Han ville vel ikke have været her, hvis du ikke har sagt sådan!« og da jeg var mand for at holde ord, sagde jeg: »Hvis jeg har sagt det, så tager jeg af sted.« Det var nogenlunde den stemning, jeg tog til Akron i. Bill gav mig en drink eller to på vejen, og Dorothy S. tog også med, så vi tre tog til city-hospitalet. Vi kørte i min bil, og jeg efterlod den i hospitalsgården. Bill forlod mig ved elevatoren og sagde: »Dit værelsesnummer er det og det,« og siden så jeg ham ikke i seks måneder. Den vagthavende kom med et glas »bomber«, der slog mig ud i ca. femten timer. Jeg blev indlagt i april 1939.

Mit møde med hospitalet var en rædselsfuld oplevelse, eftersom dr. Bob hurtigt fortalte mig, at medicin ikke kunne bruges til meget andet end et forsøg på at genoprette min madlyst. Indtil da havde jeg ikke været indlagt, fordi jeg ikke ville ringe til lægen, når jeg kæmpede mig ud af en slem druktur. Jeg brugte barbiturater. Faktisk var mine sidste tre års druk en evig vekslen mellem piller om morgenen, nok til at standse rysteriet så meget, at jeg kunne barbere mig – og så alkohol fra halvfem-fem tiden og en kamp for ikke at drikke til frokost eller i løbet af dagen, fordi jeg havde en idé om, at blot en enkelt drink stank, som om jeg havde fået en halv liter.

Dr. Bob åbenbarede ikke hele programmet. Han overraskede mig ved at fortælle, at han var alkoholiker, og at han havde fundet en måde, der indtil nu havde sat ham i stand til at leve uden en drink, og hovedideen i programmet var at finde en metode til ikke at tage denne første drink. Han fortalte mig om andre, der havde prøvet dette med succes, og hvis jeg havde lyst til at møde nogen af dem, ville han få dem til at besøge mig. Jeg tror, hvert eneste medlem af Akrongruppen kom på besøg, hvad der imponerede mig enormt. Ikke så meget beretningerne, men fordi de tog sig tid til at komme og tale med mig uden overhovedet at kende mig.

Jeg vidste intet som helst om gruppeaktiviteten, før jeg blev udskrevet fra hospitalet. Jeg rejste en onsdag eftermiddag, spiste i Akron, og tog derefter til et hus, hvor jeg deltog i mit første møde. Jeg havde været til adskillige møder, før jeg opdagede, at ikke alle i gruppen var alkoholikere. Det viste sig at være en blandet forsamling af Oxford-bevægelsen med interesse for alkoholproblemer og alkoholikere. Mine reaktioner på disse møder var gode. Faktisk tabte jeg aldrig troen. Jeg var jo blevet forberedt gennem samtaler med dr. Bob hen imod slutningen af mit hospitalsophold, samtaler af åndelig karakter. Der var især én oplevelse, som gjorde et kolossalt indtryk på mig: Den eftermiddag, jeg skulle rejse, kom dr. Bob og spurgte mig, om jeg var villig til at prøve at følge programmet. Jeg svarede, at jeg havde ikke andre planer. Det var efter otte dage uden alkohol. Så trak han en stol hen, så hans ene knæ rørte mit, og sagde: »Vil du bede sammen med mig for, at det må lykkes for dig?« Og så fremsagde han en smuk bøn. Det er en oplevelse, jeg aldrig har glemt, og mange gange i mit eget arbejde med AA-nykommere føler jeg en slags skyld, fordi jeg ikke har gjort det samme. En af de ting, der blev ved med at dukke op i beretningerne var, at når de først havde accepteret programmet, fik de aldrig lyst til en drink. Jeg var ret skeptisk, da jeg første gang hørte dette; men efter at ca. otteogtyve eller tredive fyre havde besøgt mig, og næsten alle sagt det samme, begyndte jeg at tro på det. For mit eget vedkommende, så var jeg så jublende glad over at være ædru, og der var så mange ting at indhente, at der gik en hel måned, før tanken så meget som strejfede mig. Jeg var virkelig befriet lige fra starten. Jeg har aldrig siden haft lyst til at tage en drink.

Doc var af den overbevisning, at der her var tale om en sygdom, men han var i øvrigt temmelig åben over for mig. Han mente, at jeg havde tilstrækkelig tro på Den Almægtige til at være nogenlunde ærlig. Han understregede, at det måske mere var en moralsk eller åndelig sygdom end en egentlig fysisk.

Vi tog til Akron i seks uger og besøgte en masse mennesker der. På det tidspunkt var der Cleveland-medlemmer, der havde været ædru fra ca. et par måneder til halvandet år. De havde alle været i Akron. Det blev endelig besluttet at danne en Cleveland-gruppe, og mod slutningen af maj blev det første Cleveland-møde holdt i mit hjem. Til dette møde var der en del Akron-folk og samtlige Cleveland-medlemmer.

Efter ca. en måneds ædruelighed indså jeg, at med hensyn til mit erhverv, skulle jeg arbejde mig hen imod en opløsning af mit kompagniskab. Først og fremmest fordi jeg følte, at jeg aldrig ville genvinde mine kompagnoners respekt, ligegyldigt hvor længe jeg forblev ædru, og at jeg blot ville være til ulempe. Jeg havde stadig nok erfaring til at kunne tjene godt, hvis jeg bare ville arbejde. Så jeg besluttede, at fra januar 1940 ville jeg starte mit eget patent-advokatfirma.

Kort efter denne beslutning blev jeg anmodet om at hjælpe et kendt patentfirma med noget sagsarbejde, fordi deres advokat havde fået et slagtilfælde og var blevet forbudt at procedere. På et eller andet tidspunkt under én af vore samtaler nævnte jeg, at jeg overvejede at danne et nyt firma. Da disse folk hørte det, pressede de på for, at jeg med det samme gik ind som seniorkompagnon hos dem. Det gjorde jeg så. Jeg opdagede i efteråret 1939, at hvad angik retssager, var jeg ikke mentalt svækket, og jeg begyndte, hvor jeg havde sluppet, da jeg var omkring femogfyrre år. Min fysik havde det elendigt, men jeg begyndte at komme mig. Faktisk tog jeg ca. femten kilo på i løbet af seks måneder, hvor jeg levede af mad i stedet for whisky.

Jeg indså, at jeg intet kunne gøre for at stille mig i et bedre lys hos mine børn. Det måtte tiden klare. For jeg forstod også de unges intolerance over for de ældres ufuldkommenhed. Jeg tror dog, det hjalp min familie kolossalt at have AA-møderne ugentligt i vort hjem. Mit ældste barn var somme tider med til møderne.

Jeg havde accepteret katolicismen nærmest som en arv. Min opdragelse havde nærmest været hedensk. Jeg besluttede, at ville jeg fortsætte i den katolske kirke, måtte jeg kende doktrinernes rødder til bunds. De havde tidligere forvirret mig. Derfor indskrev jeg mig på universitetet til aftenkursus i religion, og jeg deltog heri et år. Alt i alt kan jeg sige, at AA har gjort mig til en virkelig katolik – håber jeg.