(4)
Kvinder lider også!

På trods af store muligheder slog alkohol hende næsten ihjel. Som tidligt medlem spredte hun budskabet til kvinder i vore pionerdage.

Hvad var det, jeg sagde … ? Langt borte, som var jeg midt i et delirium, hørte jeg min egen stemme kalde nogen »Dorothy«, tale om tøjforretninger, om job… ordene blev tydeligere… lyden af min egen stemme skræmte mig, efterhånden som den kom nærmere… og pludselig var jeg der selv, i en samtale om jeg ved ikke hvad, med én, jeg aldrig havde set før. Jeg holdt brat inde. Hvor var jeg?

Jeg var tidligere vågnet op på fremmede steder, fuldt påklædt på en seng eller sofa. Jeg var også tidligere vågnet op hjemme hos mig selv i eller på min seng og ikke vidst, hvad klokken var, eller hvad dag det var, bange for at spørge… men dette var anderledes. Denne gang virkede det, som om jeg allerede var vågen. Jeg sad i en komfortabel lænestol midt i en livlig konversation med en fuldstændig fremmed ung kvinde, som ikke fandt det spor mærkeligt. Hun sludrede roligt og afslappet videre. Skrækslagent så jeg mig omkring. Jeg befandt mig i et stort mørkt, ret sparsomt møbleret værelse – dagligstuen i en kælderlejlighed. Det begyndte at løbe mig koldt op og ned ad ryggen, mine tænder klaprede, og mine hænder rystede, så jeg var nødt til at stikke dem ind under mig for at holde dem nogenlunde i ro. Min frygt var ægte nok, men var ikke grunden til min voldsomme reaktion. Jeg vidste, hvad det var.. en drink kunne ordne det. Det måtte være længe siden, jeg havde fået min sidste drink – men jeg vovede ikke at bede den fremmede om en. Jeg måtte bort derfra! Under alle omstændigheder måtte jeg væk, før jeg begyndte at afsløre min mangel på viden om, hvordan jeg var havnet hos hende, og inden hun opdagede, at jeg var fuldstændig rablende vanvittig. Jeg var gal – det måtte jeg være!

Jeg rystede mere og mere, jeg så på mit ur – klokken var seks. Den havde været et, sidst jeg så på uret. Jeg havde siddet og hygget mig på en restaurant sammen med Rita i færd med at drikke min sjette Martini, medens jeg håbede, at tjeneren havde glemt frokosten – i det mindste indtil jeg havde fået yderligere et par drinks. Vi havde kun fået to drinks sammen, men det var lykkedes mig at få fire i de femten minutter, jeg ventede på hende. Naturligvis havde jeg også fået adskillige slurke af flasken, medens jeg øm over det hele kom på højkant og krampagtigt klædte mig på til mødet. Jeg havde faktisk haft det glimrende kl. et – uden smerter. Hvad kunne der dog være sket? Det havde været midt i New York, på den støjende 42. Gade… dette her var øjensynlig et roligt beboelseskvarter. Hvorfor havde »Dorothy« bragt mig herhen? Hvem var hun? Hvordan havde jeg mødt hende? Jeg vidste det ikke, og jeg vovede ikke at spørge hende. Hun lod ikke til at bemærke, at der var noget galt, men hvad havde jeg lavet i de mellemliggende fem timer? Min hjerne arbejdede på højtryk. Jeg kunne have lavet de frygteligste ting uden at vide noget som helst om det!

På en eller anden måde kom jeg derfra og gik forbi fem karreer med rødstenshuse. Der var ikke en bar i synsvidde, men jeg fandt en undergrundsstation. Jeg kendte ikke dens navn og måtte spørge mig frem for at komme til Grand Central. Det tog tre kvarter og to skift at komme dertil – til mit udgangspunkt! Jeg havde været langt ude i Brooklyn.

Den aften drak jeg mig meget fuld, hvilket var almindeligt, men jeg huskede alt, hvilket var meget unormalt. Jeg huskede, at jeg pløjede telefonbogen igennem – hvad min søster forsikrede mig var min sædvanlige natlige procedure – for at finde Willie Seabrooks navn. Jeg huskede min højlydte beslutning om at finde ham og bede ham hjælpe mig med at komme på det »Asyl«, han havde skrevet om. Jeg huskede min påstand om, at jeg nu ville gøre noget ved det, at jeg ikke kunne fortsætte på denne måde… Jeg huskede, hvordan jeg havde kigget længselsfuldt hen mod vinduet, som værende en lettere løsning, og rystet ved tanken om et andet vindue tre år tidligere og de kvalfulde seks måneder på London-hospitalet. Jeg huskede, hvorledes jeg fyldte brintoverilte flasken i mit medicinskab med gin, i det tilfælde at min søster skulle finde flasken, jeg havde gemt under madrassen. Og jeg huskede den grufulde og endeløse nat, hvor jeg sov i korte perioder og vågnede dryppende af koldsved, rystende i fuldstændig fortvivlelse, indtil en slurk fra min flaske fik mig til nådigt atter at gå ud som et lys. »Du er gal, du er gal, du er gal!« dunkede det gennem mit hoved ved hvert tilbagevendende glimt af bevidsthed, og jeg druknede refrænet med en drink.

Dette fortsatte i yderligere to måneder, inden jeg endelig havnede på et hospital og langsomt begyndte at kæmpe mig tilbage til at blive normal igen. Jeg var 32 år.

Når jeg ser tilbage på det sidste forfærdelige år med konstant druk, er jeg forundret over, hvorledes jeg kunne overleve fysisk såvel som psykisk. For selvfølgelig havde jeg klare perioder, hvor jeg indså, hvad jeg var blevet til, fulgt af erindringen om , hvad jeg havde været, og hvad jeg havde forventet at blive. Kontrasten var rystende. Siddende på et tredjeklasses værtshus og modtage drinks fra hvem som helst, som bød, efter at mine egne midler var sluppet op, eller siddende hjemme, med det uundværlige glas i hånden, ville jeg huske. Og ved minderne ville jeg drikke hurtigere for at opnå hurtig glemsel. Det var svært at forene denne forfærdelige nutid med fortidens nøgne kendsgerninger. Min familie havde penge – jeg var aldrig blevet nægtet noget. Den bedste kostskole afsluttende med skoleophold i Europa havde forberedt mig på den konventionelle rolle som debutant i selskabslivet og ung hustru. Den tid, jeg voksede op i (forbudstiden – udødeliggjort af Scott Fitzgerald og John Held Jr.) havde lært mig at være glad med de gladeste. Min egen indre trang fik mig til at udkonkurrere dem alle. Året efter, jeg forlod skolen, giftede jeg mig. Så langt, så godt – alt gik efter planen, som for tusindvis af andre. Men så blev historien helt og aldeles min egen.’ Min mand var alkoholiker – jeg havde kun foragt for dem, der ikke havde min fantastiske evne til at tage fra – og resultatet var derfor uundgåeligt en skilsmisse. Denne faldt sammen med min faders bankerot, og jeg begyndte at arbejde, idet jeg kastede alt hensyn og ansvar fra mig – bortset over for mig selv.

For mig var arbejde kun en anden måde at nå mit mål på – at være i stand til at gøre nøjagtig, hvad jeg havde lyst til.

Og det var netop, hvad jeg gjorde de næste ti år. For at få mere frihed og spænding i tilværelsen tog jeg til udlandet. Jeg var selverhvervende med min egen forretning og havde så stor fremgang med denne, at jeg kunne få de fleste af mine ønsker opfyldt. Jeg mødte alle de mennesker, jeg havde lyst til at møde. Jeg så alle de steder, jeg ønskede. Jeg gjorde kort sagt alle de ting, jeg havde lyst til – og jeg havde det mere og mere forfærdeligt. Stædigt og egensindigt for jeg fra fornøjelse til fornøjelse – og fandt dem mere og mere ligegyldige og intetsigende. Tømmermændene begyndte at antage uhyrlige dimensioner, og min morgendrink var en tvingende nødvendighed. »Sorte huller« var hyppige, og jeg vidste sjældent, hvordan jeg var kommet hjem. Når mine venner antydede, at jeg drak for meget, var de ikke længere mine venner. Jeg skiftede fra gruppe til gruppe, fra sted til sted – og fortsatte med at drikke.

Med en snigende lumskhed var drikkeriet kommet til at betyde mere for mig end noget som helst andet. Det gav mig ikke længere nogen fornøjelse, det dulmede blot smerten, men jeg måtte have det! Jeg var forfærdelig ulykkelig. Uden tvivl havde jeg været udenlands alt for længe, det var på tide, at jeg tog hjem til USA. Og det gjorde jeg så. Men til min overraskelse blev drikkeriet endnu værre.

Da jeg blev indlagt på et sanatorium til en længerevarende, intensiv, psykiatrisk behandling, var jeg overbevist om, at jeg havde et alvorligt nervesammenbrud. Jeg ønskede hjælp, og jeg prøvede at samarbejde. Som behandlingen skred frem, begyndte jeg at danne mig et billede af mig selv – af det temperament der havde været årsag til så meget besvær. Jeg havde været overfølsom, genert, idealistisk. Min manglende evne til at acceptere livets barske realiteter var resulteret i en form for desillusioneret kynisme, der som et panser beskyttede mig mod en uforstående verden. Dette panser var blevet til fængselsmure, som indkapslede mig i ensomhed – og frygt. Det eneste, jeg havde tilbage, var en fast beslutning om at leve mit eget liv ~ på trods af den fremmedgjorte verden og her var jeg så: En indvendig frygtsom, udadtil trodsig kvinde, som havde et desperat behov for en krykke for at kunne fortsætte.

Alkohol var denne krykke, og jeg kunne ikke se, hvorledes jeg kunne leve uden. Da min læge sagde, at jeg aldrig burde drikke mere, kunne jeg ikke få mig selv til at tro ham. Jeg måtte bruge al min styrke på at få det tilstrækkelig godt til at blive i stand til at tage de drinks, jeg måtte have, uden at det vendte sig inden i mig. og hvordan skulle han i øvrigt kunne forstå det? Han drak ikke selv, han vidste ikke, hvad det ville sige at behøve en drink, eller hvad en drink kunne gøre for en, nar man havde det skidt. Jeg ønskede at leve – ikke i en udørk – men i en normal verden, og min forestilling om en normal verden var blandt mennesker, der drak – afholdsfolk var ikke inkluderet. Og jeg var sikker på, at jeg ikke kunne omgås mennesker, der drak, uden selv at drikke. Heri havde jeg ret: Jeg kunne ikke føle mig tilpas med nogen uden at drikke. Det havde jeg aldrig kunnet.

På trods af mine bedste intentioner og på trods af det beskyttede liv bag sanatoriets mure – drak jeg mig derfor fuld adskillige gange – og var bagefter lamslået… og dybt rystet!

Det var på dette tidspunkt, at lægen gav mig bogen »Anonyme Alkoholikere« at læse. De første kapitler var en åbenbaring for mig. Jeg var ikke det eneste menneske i verden, som følte og opførte sig sådan. Jeg var hverken gal eller ryggesløs – jeg var et sygt menneske. Jeg led af en virkelig sygdom, som havde et navn og havde symptomer, akkurat som diabetes eller kræft eller TB. Og en sygdom var noget respekteret – ikke et moralsk stigma.

Men så stødte jeg på en hindring. Jeg kunne ikke fordøje religion, og jeg brød mig ikke om, at Gud blev nævnt eller noget af det andet, der var skrevet med stort. Hvis dette var vejen frem, var det ikke noget for mig. Jeg var intellektuel og måtte have et intellektuelt svar – ikke et der gik på følelser. Det fortalte jeg lægen ligeud. Jeg ønskede at lære at stå på egne ben, ikke at skifte den ene krykke ud med en anden – og slet ikke en uhåndgribelig og tvivlsom én som denne. Og således fortsatte det i adskillige uger, medens jeg modvilligt pløjede mig gennem mere af denne anstødelige bog, og jeg følte mig mere og mere modløs.

Da skete miraklet for mig. Det er ikke altid, det sker så pludseligt, men i mit tilfælde løb jeg ind i en personlig krise, som fyldte mig med en ubændig og retfærdig vrede. Medens jeg rasede hjælpeløst og planlagde at drikke mig godt og grundigt fuld og vise dem…. fangede mine øjne en sætning i bogen, som lå slået op på sengen: »Vi kan ikke leve med vrede«. Muren gav efter – og lyset strømmede ind. Jeg var ikke fanget. Jeg var ikke hjælpeløs. Jeg var fri, og jeg behøvede ikke at drikke for »at vise dem«. Det var ikke »religion« – det var frihed! Frihed fra vrede og frygt, frihed til at erfare lykke og kærlighed.

Jeg gik til et møde for ved selvsyn at se denne gruppe af originaler eller bumser, som havde klaret dette. Det at være sammen med mange mennesker var en af de ting, som altid havde givet mig en følelse af ubehag og at være udenfor, der nødvendiggjorde den varme stimulans en drink gav, førend jeg kunne føle mig afslappet og tryg. Sådan havde det været, lige siden jeg første gang forlod min private verden af bøger 09 drømme for at møde den rigtige verden med mennesker, selskaber og job. Skælvende gik jeg ind i et hus i Brooklyn, der var fyldt med fremmede… Og jeg opdagede, at jeg omsider var kommet hjem til mine egne. Der er en anden betydning af det hebræiske ord, som i kong Jakob-versionen af Bibelen er oversat »frelse«. Det er »at komme hjem«, og jeg havde fundet mit hjem. Jeg var ikke længere alene!

Dette var begyndelsen til et nyt liv – et mere indholdsrigt liv – et lykkeligere liv end jeg nogen sinde havde kendt eller troet muligt. Jeg havde fundet venner, forstående venner, som ofte vidste, hvad jeg tænkte og følte, bedre end mig selv, og som ikke tillod mig at flygte tilbage til mit fængsel af ensomhed og frygt over en indbildt tilsidesættelse eller fornærmelse. Ved at tale tingene igennem med dem blev det mere og mere klart for mig, hvordan jeg virkelig var, og at jeg var en af dem. Vi havde alle hundredvis af karaktertræk af frygt og fobier, sympatier og antipatier tilfælles. Pludselig kunne jeg acceptere mig selv med alle mine mangler – for havde vi det ikke alle på samme måde? Ved accepten mærkede jeg en ny følelse af indre velvære og villighed og styrke til at gøre noget ved de træk, jeg ikke kunne leve med.

Jeg stoppede ikke ved det. De vidste, hvad der skulle gøres ved disse mørke afgrunde, som gabende var parat til at opsluge mig, når jeg følte mig deprimeret eller nervøs. Der fandtes et konkret program, udviklet for at sikre den størst mulige indre sikkerhed for os »langtids«-eskapister. Følelsen af en forestående katastrofe, som havde forfulgt mig i årevis, begyndte at forsvinde, efterhånden som jeg praktiserede de tolv trin mere og mere. Det virkede!

Som aktivt medlem af AA siden 1939 føler jeg mig omsider som et brugbart medlem af menneskeheden. Jeg har noget at bidrage med, eftersom jeg er særligt kvalificeret som lidelsesfælle til at yde bistand og trøst til dem, som er snublet og faldet i forsøget på at møde livet. Jeg får mine største oplevelser ved bevidstheden om, at jeg har spillet en rolle i den ny glæde, som er opnået af utallige som mig selv. Det faktum, at jeg atter kan arbejde og tjene til livets ophold, er vigtigt for mig, men det kommer i anden række. Jeg tror, at min engang så overvældende egenrådighed omsider har fundet sin rette hylde, for jeg kan mange gange dagligt sige: »Din vilje ske – ikke min«. Og mene det!