Øl og vin var ikke svaret.

Jeg blev født i Europa, Elsass for at være nøjagtig, kort efter det var blevet tysk, og voksede således op med den »gode rhinskvin« af sang og historie. Mine forældre havde en vag idé om at gøre mig til præst, så i nogle år gik jeg i den Franciskanske Skole i Basel, Schweiz, lige på den anden side grænsen ca. 10 km fra mit hjem. Skønt jeg var en god katolik, havde klosterlivet kun lille tiltrækning på mig.

Tidligt kom jeg i lære som sadelmager og fik betydeligt kendskab til møbelpolstring. Mit daglige vinforbrug var ca. l l, men det var almindeligt, hvor jeg boede. Alle drak vin, og sandt at sige var der ingen videre fuldskab. Fra mine teenageår husker jeg dog, at der var nogle få individer, som fik landsbyens hoveder til at nikke medlidende og somme tider i vrede udbryde: »Den sut, Henri« og »Den stakkels Jules«, som drak for meget. De var uden tvivl vor landbys alkoholikere.

Der var tvungen værnepligt, og jeg aftjente min, sammen med min aldersgruppe, med at gå strækmarch i tyske barakker og deltage i Bokseropstanden i Kina. Det var første gang, jeg var langt væk hjemmefra. l fremmede lande lærer mangen en soldat, der har været afholdende hjemme, at bruge de nye og stærke drikke. Så jeg væltede mig med mine kammerater i alt, Det fjerne Østen havde at tilbyde. Jeg kan imidlertid ikke sige, at jeg af den grund udviklede en trang og kræven efter stærk alkohol. Da jeg kom tilbage til Tyskland, slog jeg mig til ro, afsluttede læretiden og drak landets vin som vanligt.

Mange af familiens venner var emigreret til Amerika, så 24 år gammel besluttede jeg, at Amerika tilbød mig de muligheder, jeg aldrig ville finde i mit fædreland. Jeg kom direkte til en voksende industriby i Midtvesten, hvor jeg faktisk har boet lige siden. Jeg blev varmt modtaget af mine ungdomsvenner, der var kommet før mig. l uger efter min ankomst blev jeg feteret og vist gæstfrihed i den allerede store, elsassiske koloni i byen, og af tyskerne i deres værtshuse og klubber. Jeg afgjorde hurtigt, at vinen i Amerika var noget sprøjt, og slog mig på øllet i stedet for.

Da jeg var glad for at synge, meldte jeg mig ind i en sangklub, der havde. gode klubfaciliteter. Der var jeg om aftenen, delte minder fra »det gamle land« med vennerne, sang gamle sange, vi alle kendte, spillede kort om drinks og nedsvælgede enorme mængder af øl.

På det tidspunkt kunne jeg gå ind hvor som helst, få 1-2 øl, gå igen og glemme alt om det. Jeg havde intet ønske om at slå mig ned og blive siddende en hel for- eller eftermiddag og drikke. På det tidspunkt var jeg bestemt den, der kunne tage én eller lade være. Der havde aldrig været nogen drukkenbolte i min familie. Jeg kom fra en frodig slægt af mænd og kvinder, der drak vin hele deres liv som forfriskning, og hvis de lejlighedsvis blev fulde ved fester, var de friske næste dag.

Forbudstiden kom. Da jeg havde respekt for landets lov, bøjede jeg mig for de nationale lovgivere og holdt helt op med at drikke, ikke fordi jeg fandt det skadeligt, men fordi jeg ikke kunne få, hvad jeg var vant til. l kan alle huske, at i de første måneder efter forandringen var der mange mænd, der var vant til nogle få øl dagligt eller lejlighedsvis en whisky, der helt holdt sig fra alkoholiske drikke. For de fleste af os holdt denne tilstand dog ikke. Vi indså hurtigt, at forbudet ikke ville virke. Det varede ikke længe før hjemmebrænding blev iværksat, og mænd begyndte febrilsk at lede efter gamle opskrifter på vinbrygning.

Jeg smagte næppe noget i 2 år og begyndte min egen forretning, grundlagde en madrasfabrik, som i dag er en vigtig, industriel virksomhed i vor by. Jeg klarede mig udmærket med den og almindelig møbelpolstring, og alt tydede på, at jeg ville være økonomisk uafhængig, når jeg blev midaldrende. På den tid var jeg blevet gift og havde stiftet hjem. Som de fleste emigranter ønskede jeg, at »være nogen« og »have noget«, og jeg var glad og tilfreds, da jeg følte mine anstrengelser krones med succes. Jeg savnede naturligvis de gamle, selskabelige tider, men havde intet bestemt krav, ikke engang efter øl.

Succesrige hjemmebrændere blandt mine venner begyndte at invitere mig hjem til sig. Jeg mente, at hvis disse fyre kunne lave det, ville jeg prøve selv – og som tænkt, så gjort. Det varede ikke længe, før jeg havde udviklet et godt bryg med ensartethed og slagkraft. Jeg vidste, at stoffet, jeg lavede, var meget stærkere end det, jeg havde været vant til, men jeg anede ikke, at konstant indtagelse af det kunne udvikle en smag for noget endnu stærkere.

Det varede ikke længe, før »spritsmugleren« var en etableret institution i denne, såvel som andre byer. Jeg klarede mig fint i forretningssager, og på min færden rundt i byen blev jeg ofte inviteret på en drink i en smugkro. Jeg så gennem fingre med mit eget hjemmebrænderi såvel som med smuglerne og deres virke. Efterhånden vænnede jeg mig til at klare nogle af mine forretninger i smugkroen – og senere behøvede jeg ikke dem som undskyldning. Kroerne solgte som regel whisky. Øl fyldte for meget og kunne ikke opbevares i en kande under disken, parat til at forsvinde, når »loven« kom forbi. Jeg udviklede nu en helt ny drikketeknik. Inden længe havde jeg afgjort fået smag for stærk alkohol, led af svimmelhed og hovedpiner, som jeg ikke havde kendt til tidligere, men som i gamle dage pinte jeg mig igennem dem. Gradvis led jeg så meget, at jeg simpelthen måtte have en »dagen-derpå« drink.

Jeg blev kvartalsdranker. Jeg blev lempet ud af den forretning, jeg havde grundlagt, og var reduceret til almindelig møbelpolstrer i en lille forretning bag mit hus. Min kone bebrejdede mig tit og meget, når hun så, at mine ture gradvis ødelagde det arbejde, jeg endnu kunne få. Jeg begyndte at tage flasker med hjem. Jeg havde dem omhyggeligt gemt alle steder i huset og værkstedet. Jeg havde alle de sædvanlige kendetegn på en alkoholiker, for jeg var ganske givet blevet en nu. Somme tider bestemte jeg ærligt at holde op efter at være blevet ædru efter en tur på adskillige ugers varighed. Med stor beslutsomhed smed jeg fulde flasker ud, hældte dem ud, knuste flaskerne, fast besluttet på aldrig at tage en slurk af skidtet igen. Jeg ville rette mig.

4-5 dage senere ville jeg jagte vildt rundt overalt i hjemmet og forretningen efter de flasker, jeg havde ødelagt, mens jeg forbandede mig selv for at være sådant et fjols. Mine ture kom hyppigere og hyppigere, indtil jeg nåede punktet, hvor jeg viede al min tid til druk, mens jeg arbejdede så lidt som muligt og så kun, når det var påkrævet af familiær nødvendighed. Så snart der var sørget for familien, gik alt, hvad jeg tjente som møbelpolstrer, til sprut. Jeg ville love arbejde gjort – og aldrig få det gjort. Mine kunder mistede tilliden til mig, så jeg kun fik arbejde, fordi jeg var veluddannet og efter sigende en god håndværker. »Den bedste inden for faget når han er ædru,« sagde mine kunder, og jeg havde stadig tilhængere, som ville give mig arbejde, selv om de beklagede mine vaner, fordi de vidste, arbejdet ville være velgjort, når det endelig blev gjort.

Jeg havde altid været en god katolik, måske ikke så hengiven som jeg burde være, men temmelig regelmæssig i min deltagelse i gudstjenester. Jeg havde aldrig tvivlet om tilstedeværelsen af en Højeste Magt, men nu begyndte jeg at fjerne mig fra min kirke, hvor jeg tidligere havde været medlem af koret. Uheldigvis nærede jeg intet ønske om at rådføre mig med min præst om mit drikkeri. Jeg var faktisk bange for at tale med ham om det, da jeg frygtede, hvad han ville sige til mig. Ulig mange andre katolikker, som jævnlig aflagde løfter for fastsatte perioder: I år, 2 år eller for altid havde jeg aldrig haft noget ønske om et afholdsløfte foran en præst. Og dog, da jeg til sidst erkendte, at sprutten virkelig havde fanget mig, ønskede jeg at holde op. Min kone skrev efter annoncerede patent-mediciner mod druk og gav dem til mig i kaffe. Jeg skaffede dem endog selv og prøvede.

Så kom den begivenhed, der reddede mig. En alkoholiker, der var læge, besøgte mig. Han talte ikke som en prædikant overhovedet. Hans sprog passede perfekt til min fatteevne. Han ønskede ikke at vide noget, kun om jeg var fast besluttet på at holde op med at drikke. Jeg sagde med al min overbevisning, at det var jeg. Selv da gik han ikke i detaljer om, hvordan han og en flok alkoholikere, som han plejede omgang med, havde overvundet deres vanskelighed. I stedet sagde han, at nogle af dem ønskede at tale med mig og ville komme og besøge mig.

Denne læge havde på dette tidspunkt kun delt sin viden med få andre – ikke mere end 4-5, de er nu mere end 70 mennesker*. Siden har jeg fundet ud af, at det er en del af »behandlingen«, at disse folk bliver sendt på besøg og taler med alkoholikere,’ der ønsker at standse, så han holdt dem beskæftigede. Han havde allerede imprægneret dem med sin egen kraft, til de var rede og villige til på alle tidspunkter at gå, hvorhen de blev sendt, og som læge vidste han, at denne opgave og pligt ville styrke dem, som det senere hjalp mig. Besøgene af disse mænd imponerede mig straks. Hvor prædiken og bønner kun havde berørt mig lidt, ønskede jeg omgående at vide mere om disse mennesker.

Jeg kunne se, de var ædru. Den tredje, der besøgte mig, havde været et af de største handelstalenter, hans firma nogen sinde havde haft ansat. Fra toppen var han på få år gledet ned til at blive en snusket fyr, der stadig gik de bedre steder, men ikke var velset, hverken af den gæve vært eller hans faste kunder. Hans egen forretning var nærmest ødelagt, da han opdagede svaret, fortalte han.

»Du har prøvet menneskets måder, og de mislykkes altid,« sagde han. »Du kan ikke vinde, hvis ikke du prøver Guds måde.«

Jeg havde aldrig hørt noget lægemiddel beskrevet på

*Skrevet i 1939

.

denne måde. I få sætninger gjorde han Gud til noget personligt for mig, forklarede Ham som en skabning, der var interesseret i mig, alkoholikeren, og alt, jeg behøvede, var at være villig til at følge hans vej, og så længe jeg fulgte den, ville jeg være i stand til at overvinde mit behov for spiritus.

Godt, der var jeg så, villig til at prøve, men jeg vidste ikke hvordan, blot vagt, jeg vidste dog, det betød mere end blot at gå i kirke og leve et moralsk levned. Hvis det var alt, var jeg noget tvivlende, om det var svaret, jeg søgte.

Han fortsatte med at tale og fortalte, at han havde fundet, at planen havde et grundlag af kærlighed og udøvelsen af Kristi bud: »Elsk din næste som dig selv«. Tog man det som grundlag, mente han, at hvis man fulgte den regel, kunne man ikke være egoistisk. Det kunne jeg indse. Videre sagde han, at Gud ikke ville modtage mig som tilhænger af Hans Guddommelige Lov, medmindre jeg var rede til at være fuldkommen ærlig.

Det var ganske logisk. Min kirke lærte én det. Teoretisk havde jeg altid vidst det. Vi talte også om personlige moralbegreber. Alle har problemer af den slags, men vi diskuterede det ikke meget. Min gæst vidste, at når jeg prøvede at følge Gud, ville jeg komme til at gennemarbejde disse ting selv.

Den dag overgav jeg min vilje til Gud og bad om at blive vejledt. Men jeg har aldrig troet, at det bare var noget at gøre – og så glemme. Jeg indså meget hurtigt, at der måtte være en vedvarende fornyelse af den simple aftale med Gud, at jeg vedvarende måtte holde aftalen. Derfor begyndte jeg at bede, at lægge mine problemer i Guds hånd.

I lang tid blev jeg ved at prøve, først ret enfoldigt, det ved jeg, men meget alvorligt. Jeg ønskede ikke at være hykler. Jeg begyndte at bruge, hvad jeg lærte hver dag. Det varede ikke længe, før min lægeven sendte mig til en anden alkoholiker for at fortælle, hvad min oplevelse havde været. Denne opgave, sammen med mine ugentlige møder med mine alkohol-frænder, og min daglige fornyelse af kontrakten, jeg oprindelig lavede med Gud, har holdt mig ædru, hvor intet andet gjorde.

Jeg har været ædru i mange år nu. De første få måneder var hårde. Mange ting skete. Forretningsbesvær, små bekymringer og følelser af almindelig fortvivlelse var nær ved at drive mig til flasken, men jeg gjorde fremskridt. Som tiden går, synes jeg at få styrke dagligt til lettere at modstå. Når jeg bliver vred, kontrær og ude af trit med mine medmennesker, ved jeg, jeg er ude af trit med Gud. Når jeg undersøger, hvor jeg gik galt, er det ikke svært at opdage og få rettet, for jeg har bevist for mig selv og for mange andre, der kender mig, at Gud kan holde én ædru, hvis man vil lade Ham gøre det.