Journalisten, der beskrev livet fra toppen til bunden og selv havnede i god behold på midten.

Med intet andet end en kunstneruddannelse, et køligt forhold til min familie og allerede gift, blev jeg hurtigt efter afgang fra gymnasiet bookmakermedhjælper ved de britiske væddeløbsbaner og tjente mere end de fleste kunstnere. Jeg bevægede mig i muntre cirkler på de forskellige »steder« og sportsklubber. Min kone rejste sammen med mig, men med et barn i vente besluttede jeg at slå mig ned i en stor by, hvor jeg fik job som kommissionsagent, en høflig betegnelse for bookmaker. Mit job var at samle indsatser og kuponer i forretningskvarteret, et indbringende sted. Min chef var, på sin måde, en stor kanon. Drikkeriet hørte til dagens orden.

En aften var der underskud i regnskabet p.g.a. bevidst »fusk« fra min side, og min chef, en meget dygtig og durkdreven mand, fyrede mig med den afskedsbemærkning, at én gang var tilstrækkeligt. Med en god pose penge sejlede jeg til New York. Jeg vidste, at jeg var færdig hos de engelske bookmakere.

Tom Sharkeys slyngelstue på 14. Gade og de berømte vinstuer bagved, var mit hovedkvarter. Formuen var snart brugt. Nogle studentervenner skaffede mig et job, da jeg endelig var nødt til at tage arbejde, men jeg beholdt det ikke længe. Jeg ville gerne rejse. Da jeg lagde vejen om ad Pittsburgh, traf jeg andre tidligere venner og fik job på en stor fabrik, hvor man tjente gode penge ved akkordarbejde. Næsten alle mine arbejdskammerater drak om lørdagen, og jeg fulgte gerne med. Det lykkedes mig både at beholde mit job og holde barstolene varme.

Jeg holdt op på fabrikken og fik et job på en lille avis, derfra kom jeg til et Pittsburgh-dagblad, der var på fallittens rand. Jeg efterfulgte en drukkenbolt på bladet og lavede både reportage og redigerede, men en nostalgisk indskydelse fik mig til at købe en billet til Liverpool, og jeg vendte hjem til England.

Under mit besøg der, hvor jeg genoptog bekendtskabet med tidligere venner, fik jeg snart brugt de fleste af pengene. Jeg fik lyst til at stikke af igen og fik ved hjælp af slægtninge et job som superkargo på en australsk paketbåd, hvilket gav mig lejlighed til at besøge mine slægtninge i Australien, hvor jeg var født. Men jeg blev der ikke ret længe. Jeg var snart tilbage i Liverpool. Idet jeg kom ud af en pub i nærheden af Cunardkajen, så jeg »Lusitania« ligge midt i Mersey-bugten. Hun var lige kommet ind og skulle efter planen sejle to dage senere.

For mit indre øje så jeg igen Tom Sharkeys bar og Broadway. Jeg havde larmen fra undergrundsbanen i mine ører. Efter at have sagt farvel til min kone og barn var jeg godt en uge senere på vandring i Manhattans gader. Jeg brugte mit pengebundt, som ingenlunde var så tykt, som det jeg havde, første gang jeg så New Yorks silhuet. Jeg var snart helt flad, denne gang uden rejsepenge til at tage nogen steder for. Så jeg debuterede i rollen som blind passager.

Da jeg var i begyndelsen af tyverne, tog mit landstrygerliv ikke modet fra mig, men jeg havde ikke lyst til bare at blive en bums. Da jeg engang blev tvunget til at stå af toget fra en tom godsvogn på den anden side af Chicago i et forrygende uvejr, som gennemblødte mig til skindet, reddede jeg mig et job på den første fabrik, jeg så. Dette job indledte en serie af korte ansættelser, der alle endte med druktur og rejsefeber. Min faren omkring udvidedes gennem mere end et år så langt vestpå som til Omaha. Da jeg drev tilbage til Ohio, endte jeg på et lille dagblad og blev senere optaget af velfærdsarbejde for drenge. Jeg holdt mig ædru i fire år, bortset fra en enkelt nats »tur« i Chicago. Jeg holdt mig så ædru, at jeg opbevarede en halv flaske hospitalssprit på mit kontor, som jeg brugte til nedtrapning af de »avisalkoholikere«, man lejlighedsvis sendte på besøg hos mig.

Masser af gange tog jeg flasken frem, betragtede den og sagde pralende: »Jeg har fået krammet på dig!«

Krigen var i fuld gang. Mærkeligt nok følte jeg, at jeg savnede noget, og helt uden nogen forestilling om følgerne og uden nogen udtalt fædrelandskærlighed sluttede jeg mig til et canadisk regiment og gjorde tjeneste i lidt over to år. Ubetydelige kvæstelser, der kompliceredes midlertidigt af en lang og alvorlig sygdom, var mine eneste uheld. Mærkeligt nok var jeg en meget mådeholdende soldat. Mine fire års afholdenhed havde noget at gøre med det, men soldaterlivet var barsk nok for en ædru mand, og jeg følte ingen voldsom trang til kamp med fuld oppakning i mudder med cognacs eller rødvinstømmermænd.

Da jeg blev hjemsendt i 1919, indhentede jeg det forsømte! Quebec, Toronto, Buffalo og endelig Pittsburgh var skuepladser for mine gevaldige drukture, indtil jeg havde opbrugt min fratrædelsesløn, en pæn sum. Jeg blev igen reporter for en Pittsburgh-avis. Jeg søgte en stilling som reklamemand og fik den. Min kone kom herover fra Skotland, og vi bosatte os i en stor by i Ohio.

Det nye job varede i fem år. Jeg fik al den opmuntring, jeg kunne ønske mig i form af hyppige lønforhøjelser. Men de ædru intervaller imellem »perioderne« blev kortere. Jeg kunne selv se forværringen i mit arbejde, eftersom jeg blev fysisk og mentalt påvirket af spiritus, skønt jeg endnu ikke havde nået det punkt, hvor alt, hvad jeg ønskede, var mere at drikke. Efterhånden havde jeg tømmermænd mandag morgen regelmæssigt trods beslutninger midt i ugen om at forbedre mig. Dette fik mig til sidst til at opgive mit job. Herefter fulgte Washington DC og pressebureauvirksomhed sammen med mange fester. Jeg kunne ikke holde til racet. Jeg holdt mig ikke til den påpasselige drankers afmålte doser, jeg var altid grådig.

Jeg vendte tilbage til den by, jeg havde forladt tre måneder tidligere, og blev redaktør af et månedsmagasin, som snart fik reklamer og annoncer, og pengene strømmede ind. Belastningen af dette overarbejde førte mig tilbage til flasken. Min kone gjorde adskillige forsøg på at få mig til at holde op, og jeg fik de sædvanlige besøg af personer, der spurgte mig: »Hvorfor?« – som om jeg vidste det! Da jeg blev tilbudt et job som reklamechef i et automobilfirma østpå, flyttede jeg til Philadelphia for at begynde på en frisk. l løbet af tre måneder sørgede whiskyen for, at jeg blev fyret.

l seks år arbejdede jeg med avisannoncer og erhvervsjournalistik og fik mange triste og kedelige nuancer vævet ind i mit livsmønster p.g.a. mange, mange drukture. Jeg besøgte kun min familie én gang i den periode. Indimellem blev jeg grebet af min gamle beskæftigelse: at samle på førsteudgaver af sjældne bøger og bøger om amerikansk historie. Jeg havde nogen økonomisk fremgang uden egen indsats, da jeg arbejdsløs og næsten tilintetgjort i 1930 begyndte at handle og sælge min samling. En stor del af indtægten gik til at holde min lejlighed fyldt op med flasker, og næsten hver aften væltede jeg hjælpeløs i seng.

Jeg prøvede på at hjælpe mig selv på benene. Jeg begyndte endda at tage rundt til kirkerne. Jeg hørte på berømte prædikanter, men fandt intet. Jeg lærte fængsler og arbejdsanstalter at kende indefra. Min familie ville ikke have noget med mig at gøre. l virkeligheden kunne de ikke, fordi jeg behøvede alle mine penge til at drikke for og kunne derfor ikke forsørge dem. Mit sidste vovestykke, en boghandel, måtte hastigt lukkes p.g.a. bestandig fuldskab. Så fik jeg en idé.

Jeg læssede en bil med gode gamle bøger, som jeg ville sælge til samlere, biblioteker, universiteter og historiske selskaber, og begyndte at rejse rundt i landet. Jeg holdt mig ædru under turen, bortset fra en enkelt øl, fordi indtægterne knap dækkede udgifterne. Da jeg kom til Houston, Texas, fik jeg ansættelse i en stor boglade. Behøver jeg at sige, at jeg i løbet af meget kort tid vandrede ud ad en prærielandevej på tommelfingeren? l de to følgende år havde jeg ti forskellige jobs, lige fra skrivebordsarbejde ved en avis til kørselsleder ved et materielfirma i oliebranchen. Ind imellem var der altid perioder, hvor jeg var flad, rejste med godstog og på tommelfingeren over lange afstande fra den ene store by til den anden i tre stater. Nyligt startet på et nyt job tænkte jeg altid på lønningsdagen, og på hvor meget spiritus jeg kunne købe, og hvor meget sjov jeg kunne få.

Jeg vidste godt, at jeg var fordrukken. Hver gang de forbandede tømmermænd, som enhver alkoholiker oplever, stod på, traf jeg de sædvanlige beslutninger. Mine tanker vendte sig undertiden mod den idé, at der måtte være en udvej. Jeg har stået og hørt gadeprædikanter fortælle, hvordan de overvinder det onde. De så ud til at være lykkelige på deres facon, de og deres små grupper af tilhængere, men åndshovmod afholdt mig hver gang fra at søge det, de åbenbart ejede. Jeg rynkede på næsen ad følelsesladet religion og vendte det ryggen. Jeg var en ærlig fritænker, men hadede bestemt ikke kirken og dens tilhængere. Den filosofi, jeg havde, var gennemgående hedensk – mit liv var viet til søgen efter fornøjelser. Jeg ønskede ikke at gøre andet end det, der passede mig – når det passede mig.

Forbundsteateret i Texas gav mig et administrativt job, som jeg beholdt et år, kun fordi jeg arbejdede hårdt og produktivt, når jeg arbejdede, og fordi min meget tolerante chef tillagde mine hyppige tilbagefald et bohemeagtigt temperament. Da teateret blev lukket ved et Washington-dekret, begyndte jeg hos De forenede Forfattere i San Antonio. På det tidspunkt gik mit system ud på at drikke min sidste lønningscheck op og tro på, at nøden ville give mig det næste job. En ven, som vidste, at jeg snart ville være flad, holdt øje med mig, da jeg forlod mit job, som bestod i at skrive Texasbyernes historie. Han sørgede for, at jeg kom med en bus til den by, jeg havde forladt fem år tidligere.

På de fem år havde temmelig mange glemt, at jeg havde været noget berygtet. Jeg ankom fuld, men lovede min kone, at jeg ville holde mig ædru og vidste, at jeg kunne få arbejde, hvis jeg holdt det. Naturligvis holdt jeg mig ikke ædru. Min kone og mine børn holdt ud i ti uger, og så smed de mig ud – helt retfærdigt. Det lykkedes mig at holde den gående med tilfældigt arbejde, var ti uger i en social institution, og endelig havnede jeg som leder af en antikvarboghandel i en nærliggende by. Mens jeg var der, blev jeg kaldt til hospitalet i min hjemby for at besøge en tidligere kompagnon, som insisterede på, at jeg besøgte ham. Jeg fandt ud af, at han lå der p.g.a. alkoholisme, og han påstod, at han havde fundet den eneste helbredelsesmetode. Jeg hørte på ham, temmelig overbærende. Jeg bemærkede en bibel på hans bord, og det forbløffede mig. Jeg havde aldrig kendt ham som andet end en god sund hedning med en tilbøjelighed til at rode sig ind i druk og vanskeligheder. Mens han talte, forstod jeg vagt (fordi han var en usikker begynder dengang, ligesom jeg er nu) at for at blive befriet for min alkoholisme, var jeg nødt til at forandre mig.

Nogle dage senere, efter at han blev udskrevet, kom en fremmed ind i min butik i den nærliggende by. Han præsenterede sig og begyndte at fortælle mig om en gruppe på ca. tres drankere, som mødtes en gang om ugen, og han indbød mig til at gå med sig til næste møde. Jeg takkede ham og undskyldte mig med travlhed i forretningen og lovede at gå med engang ved lejlighed.

»Jeg er alligevel på vandvognen nu,« sagde jeg, »jeg har et job, jeg kan lide, og der er roligt, hvor jeg bor, praktisk talt ingen fristelser. Jeg har ingen problemer med spiritus.« Han så underligt på mig. Han vidste alt for godt, at jeg ikke mente det mindste med det, ligesom jeg inderst inde vidste, at det kun var et spørgsmål om tid: nogle få dage, en uge, eller endog en måned, det var uundgåeligt, førend jeg ville være på druk igen. Det skete kun en uge senere. Når jeg ser tilbage på de to måneders begivenheder, kan jeg klart se, at jeg kredsede om problemet, halvvejs bange for at finde løsningen på min situation og halvt opsat på det, imens jeg udsatte opfyldelsen af mit løfte om at sætte mig i forbindelse med den læge, jeg havde hørt om. Et uheld jeg havde i fuldskab, satte mig ud af spillet i omkring tre uger. Så snart jeg kunne komme på højkant, begyndte jeg at drikke igen og blev ved, indtil min ven fra hospitalet, som i sit første forsøg med den nye livsstil havde forstuvet en tå i Chicago, men var kommet tilbage til byen for at blive behandlet og begynde på en frisk, samlede mig op og fik mig på hospitalet.

Jeg havde drukket kraftigt fra den ene tilstand af halvvejs bevidstløshed til den anden, og det tog adskillige dage, før jeg var afgiftet, men i min underbevidsthed nærede jeg et alvorligt ønske om at holde op med at drikke for altid. Det var ikke et øjebliks tilskyndelse affødt af selvmedlidenhed i en sentimental situation. Jeg søgte noget, og jeg var parat til at tage ved lære. Ingen behøvede at fortælle mig, at mine bestræbelser var og blev forgæves, hvis jeg ikke fik hjælp. Lægen, som tilså mig, begyndte ikke straks at bestorme mig med nye doktriner. Han overbeviste sig om, at jeg havde et behov, som jeg ønskede opfyldt, og efterhånden lærte jeg, hvordan dette behov kunne opfyldes. Anonyme Alkoholikeres historie fascinerede mig. Alene eller i grupper på to eller tre kom de for at besøge mig. Nogle af dem havde jeg kendt i årevis, gode solide drankere, som var forsvundet fra deres tidligere tilholdssteder. Jeg havde selv savnet dem i byens barer.

Der var forretningsfolk, akademikere og fabriksarbejdere. Alle lag var repræsenteret, og deres beretninger om deres oplevelser, og hvordan de havde fundet det eneste helbredelsesmiddel, udvidede deres ædru liv og lagde grunden til en meget nødvendig tro. Jeg begyndte virkelig at fatte, at jeg ville behøve en tro som et lille barn, hvis jeg skulle komme nogen vegne. Det store var, at disse mænd alle var ædru og øjensynlig ejede noget, jeg ikke havde. Hvad det end var, så ønskede jeg det.

Jeg forlod hospitalet på en mødeaften. Jeg blev modtaget varmt, oprigtigt og med en sand inderlighed af alle, som var til stede. Den aften blev jeg budt med hjem til en tidligere alkoholiker og hans kone. De viste mig ikke til mit værelse og sagde godnat. l stedet fortalte denne mand og hans kone over kaffekopperne, hvad der var blevet gjort for dem. De prøvede alvorligt og selvfølgeligt at hjælpe mig ind på den vej, de havde valgt. De vil aldrig få at vide, hvor meget deres samtale med mig hjalp. Deres gæstfrihed og fine kammeratskab var frit til min rådighed.

Jeg havde ikke siden, jeg mistede min barnetro, været i stand til at fatte, at der var en autoritet, der styrede universet. Men jeg havde aldrig sagt hånende eller spottende vittigheder om mennesker, der havde gjort indtryk på mig som kristne, eller om nogen institution hvis oprigtighed var indlysende. Det var ikke nødvendigt at overbevise mig om, at jeg var en elendig fallent, når det drejede sig om mit eget liv. Jeg begyndte at læse Bibelen dagligt og gennemgå nogle enkle andagtsøvelser som start på dagen. Gradvist begyndte jeg at forstå.

Jeg kan ikke påstå, at min smag for spiritus helt er forsvundet. Sådan har det været for nogle, men ikke for mig, og bliver det måske heller aldrig. Jeg kan heller ikke sige, at jeg har glemt »Ægyptens Kødgryder«. Men jeg kan huske den fortabte søns trang til at vende tilbage til sin far.

Under bondeangerperioderne med akut mental og fysisk smerte, der fulgte efter hver druktur, fandt jeg tidligere ud af, at erindringen om den elendighed, jeg havde gennemgået, styrkede viljen til at holde op, noget som måske virker afskrækkende for en tid. Men dengang havde jeg ingen, jeg kunne gå til med mine sorger. Det har jeg i dag. l dag har jeg nogle, som altid vil høre på mig. Jeg har et varmt fællesskab med mennesker, som forstår mine problemer. Jeg har opgaver, som jeg er glad for at udføre. At besøge andre alkoholikere og på enhver måde hjælpe dem til at blive ædru. Jeg tog min sidste drink i 1937.