Hun fortæller, hvordan AA arbejder, når det går barsk til. Et kvindeligt pionermedlem af AAs første gruppe.

Jeg er ud af en familie, der var meget fattig på materielle goder med mor som en god kristen, men ellers uden religiøs baggrund. Jeg var den ældste af syv, og min far var alkoholiker. Jeg var berøvet mange af de ting, vi føler er vigtige i livet. Særligt sådan noget som uddannelse p.g.a. min faders drikkeri. Min barndom var langtfra lykkelig. Jeg fik intet ud af det, som skal til for at gøre børn lykkelige.

Vi flyttede fra landet i en alder, hvor piger ønsker sig alle mulige pæne ting. Jeg husker min start i skolen i byen. Jeg, der kom fra en skole på landet, ønskede så meget at ligne de andre piger, at jeg kom mel i ansigtet, fordi jeg ikke kunne få fat i rigtigt pudder. Jeg husker følelsen af, at de gjorde grin med mig. Jeg var bange for ikke at være klædt som de andre. Jeg ved, at jeg på et punkt stak ud fra de andre. Jeg havde en nederdel og en meget mærkeligt udseende bluse, som min moder havde fundet på udsalg. Jeg ser tilbage og husker dette, fordi det gjorde mig meget ulykkelig og gav mig følelsen af det helvede, det er, ikke at være som de andre.

l en alder af seksten blev jeg inviteret til at tilbringe en sommer hos en tante, og jeg sagde meget glad ja til indbydelsen. Det var i en lille by – Liberty i Indiana. Da jeg ankom til min tante, vidste hun, at jeg havde haft en ulykkelig barndom, og hun sagde: »Ethel, du må da gerne tage unge mænd med hjem her, men der er to her i byen, som jeg ikke bryder mig om, at du kontakter, og den ene af dem er ud af en meget fin familie, en af de bedste. Men han er inde i alt muligt skidt, fordi han drikker for meget.« Fire måneder senere giftede jeg mig med denne fyr. Jeg er sikker på, at hans familie mente, at et ægteskab kunne få ham på andre tanker, selv om jeg godt nok var under hans stand.

Jeg følte, at hans familie accepterede mig, fordi det var fornuftigt. Jeg kunne gøre noget for deres Russ. Men de gjorde ikke noget for, at jeg kunne opbygge en selvstændighedsfølelse. Og Russ sagde heller ikke til mig, at han ville holde op med at drikke, og han holdt så sandelig heller ikke op. Det fortsatte og blev værre og værre. Vi fik to døtre. Jeg var seksten, da vi blev gift, og han var syv år ældre. Jeg husker et tilfælde, hvor han stak af og rejste ned til Cincinnati og var væk en uge på druk. Til sidst havde jeg det så dårligt, at jeg forlod ham og tog tilbage til mit hjem sammen med mine to børn. Jeg så ham ikke et år eller så meget som hørte fra ham. Dette var syv år efter, at vi var blevet gift. Jeg var stadig bitter, fordi jeg følte. at drikkeri helt havde ødelagt min barndom og mit liv som gift, og jeg hadede alt, der hørte sammen med det. Jeg var omkring femogtyve dengang, og jeg havde aldrig rørt en dråbe.

Jeg fik arbejde på uldspinderiet i Ravenna – meget hårdt arbejde. Jeg så meget ældre ud, end jeg var. Jeg var stor og stærk og tog tilbage netop for at få arbejde der. Jeg beholdt børnene hos mig. l slutningen af året fik børnene et kort fra deres fader, hvilket jeg stadig har og er glad for. Han skrev »Sig til mor, at jeg stadig elsker hende«. Jeg havde været hos en sagfører for at prøve at få skilsmisse i løbet af det år.

Så kom han en dag til byen og var helt på spanden. Han havde ikke andet tøj end det, han gik og stod i. Jeg tog imod ham med åbne arme. Jeg lagde egentlig ikke mærke til, hvad jeg følte for ham. Han sagde, at han aldrig ville drikke mere. Og jeg troede på ham. Som så mange gange, når han fortalte mig det, troede jeg stadig væk på ham. Delvis i hvert fald. Han fik et job og begyndte at arbejde igen. Han holdt sig »tør« i tretten år; Dr. Bob sagde tit, at det var rekord for, hvad han mente var en typisk alkoholiker.

Vi opbyggede et herligt liv. Ved slutningen af disse tretten år drømte jeg ikke om, at han nogen sinde ville tage en drink mere. Jeg havde aldrig taget nogen. Vores ældste datter blev gift, de boede i vores hus. Vores anden datter gik på sidste år i gymnasiet. En aften gik den nye svigersøn og min mand ud for at se på boksekamp. Jeg var aldrig bekymret mere, hvor han end gik hen. Han gik næsten ingen steder hen til sådan noget uden mig. Vi var sammen altid, men denne nat stod jeg op og så, at det var sent. Jeg hørte min svigersøn komme op ad trappen, og jeg spurgte ham, hvor far var henne. Han fik et mærkeligt udtryk i ansigtet og sagde: »Han er på vej.« Han var sandelig på vej på knæ og albuer op ad trappen. Som jeg nu ser tilbage på det, var jeg meget oprørt over det. Men jeg tror ikke nu, at det var med nogen dyb følelse af krænkelse, at jeg sagde til ham: »Børnene er voksne nu, og hvis du vil have det på den måde, er det på den måde, vi skal have det. Hvor du går, går jeg også, og hvad du drikker, vil jeg også drikke.« Det var dengang, jeg begyndte at drikke.

Vi var de mest enige drankere, man kunne tænke sig. Vi skændtes eller sloges aldrig. Vi havde den mest storartede tid. Vi elskede det bare. Vi kunne begive os af sted på de vildeste ture. Han kom altid og sagde: »Tag med mig en tur, mutter.« Så somme tider kunne vi havne Charleston, West Virginia eller hvor som helst på druk hele vejen. Disse ferier blev noget helt for sig selv, og han havde to ugers ferie – de første to uger af september hvert år. Et år kom vi så langt som til Bellaire, Ohio. Vi tog altid af sted lørdagen før Labour Day. Jeg er stadig temmelig bange for Labour Day. En søndag eftermiddag, den eneste gang jeg er blevet taget for spirituskørsel, blev jeg taget i Bellaire. De smed os i fængsel. Jeg var ikke nær i den tilstand til at blive snuppet, jeg havde været så mange gange før. Jeg havde virkelig ikke fået ret meget. De fik fat i fogeden, så vi ikke skulle sidde inde fridagen over. Han tog de 170 dollar og lod os slippe ud, og vi fortsatte. For mig var det den største ydmygelse at tænke på, at jeg virkelig var havnet i fængsel til slut. Min mand sagde, at jeg havde sagt: »Kan du huske, da vi fik den spjældtur?« Og han sagde »Hvilken spjældtur?« Og jeg sagde: »De kom med et krus kaffe og en indpakket klap-sammen-mad til mig.« Og han sagde: »Det var ikke en rigtig spjældtur. De gav ikke mig noget at spise. En eller anden må have fået medlidenhed med dig og må være gået ud og hentet den til dig.« En anden ting er, at det er et under, de ikke smed os tilbage, fordi jeg kunne blive meget indigneret og sarkastisk. Da vi tog derfra, eskorterede de os over broen til Wheeling, hvor jeg med stor værdighed og sarkasme sagde til dem, at hvis deres koner nogen sinde kom til Akron, og de også kiggede efter vejskiltene, som jeg gjorde, så håbede jeg, at jeg kunne udvise den samme gæstfrihed, som var blevet vist mig i Bellaire.

Næste gang ferietiden kom, var en bitter pille for os. Dette år drak vi naturligvis kraftigere og kraftigere, og vi besluttede at blive hjemme og male huset. Og så den lørdag før Labour Day blev j eg fuld og satte ild til huset, så vi ikke behøvede at male det. Jeg tror, det var den sidste ferie før ædrueligheden.

Jeg hadede mig selv mere og mere, og som jeg hadede mig selv, blev jeg mere påståelig over for alt og alle. Vi drak med nøjagtig samme enighed, som vi havde, da vi til sidst accepterede AA. Vi støttede hinanden.

Min trods-opførsel blev værre. Der var en meget religiøs familie, der boede lidt nede ad vejen fra os, og vi var på det samme partstelefonnummer. Jeg kunne høre dem på telefonen holde bønnemøder, og den slags tale over telefonen gjorde mig fuldstændig gal i hovedet. De brugte også en højttaler til noget. Den kunne standse op foran vores hus, og jeg troede, at disse mennesker havde sendt bud efter den. De kunne sidde derude og spille salmer, og jeg kunne ligge derinde med skrækkelige tømmermænd. Hvis jeg havde haft et gevær, kunne jeg have skudt højttaleren af den tingest her og nu, fordi den gjorde mig rablende gal.

Det var netop omkring ved denne tid i 1940, at vi kom i forbindelse med AA. Russ læste et stykke om det i avisen, og han fniste på en måde og sagde: »Se her, John D. har fundet ud af noget til at holde ham fra at drikke.« – »Hvad er det.« sagde jeg. »Ah, noget om noget pokkers noget, de har fundet på her i avisen.«

Vi talte om det bagefter, og vi følte, at den tid kunne komme, hvor vi kunne få brug for det. Det var en tanke, at der måske kunne være et eller andet håb for os.

En morgen efter et frygteligt drikkeanfald kom jeg på en lille bar i nærheden af vores hjem, og jeg skælvede af skam, fordi rysteriet blev værre og værre. Jeg slubrede drinken fra bardisken, fordi jeg ikke kunne holde den i hånden, men jeg var stadig en dame, tro det eller ej, og jeg skammede mig meget: Der var en mand, der iagttog mig, og jeg vendte mig over mod ham og sagde med en trodsig mine, som jeg altid anlagde mig: »Hvis jeg ikke skrotter dette, kommer jeg til at tilslutte mig denne alkoholikerforening, de snakker om.« Han sagde: »Søster, hvis du tror, du er skør nu, er det eneste, du har at gøre, at tilslutte dig den. Jeg skal fikse det for dig, og jeg kan finde ud af, hvor de mødes, fordi jeg kender en fyr, der kommer der. Det er en flok tosser, de ligger og ruller rundt på gulvet og råber og river sig i håret.« – »Godt, jeg er skør nok nu,« sagde jeg til ham. Men netop da bristede håbet, som havde været i mit hjerte, da vi læste om John D.

Tiden gik videre, og drikkeriet blev værre og værre, og jeg var på en anden bar nede ad vejen for at få en lille en, og jeg tog mit glas – den morgen kunne jeg løfte det fra baren – og jeg sagde til kvinden bag baren: »Jeg ville ønske, at jeg aldrig mere kunne tage en dråbe af dette stof. Det tager livet af mig.« Hun sagde: »Mener du virkelig det?« Jeg sagde: »Ja,« Hun sagde: »Så tal hellere med Jack.« Jack var indehaveren af stedet. Vi havde for vane at byde ham en drink, og han fortalte os altid, at han havde kvaler med spiritus – kunne ikke drikke. Hun sagde til mig: »Du ved, han var på karrusellen før. Han drak, men så fandt han noget, som begyndte i Akron, som hjalp ham til at holde op med at drikke.« Ganske rigtigt; jeg indså, at det var den samme opskrift, denne anden fyr fortalte mig om, og så svandt håbet igen.

Til slut stod jeg op en morgen, kørte i bilen og græd hele vejen ned til M’erne – de mennesker der ejede baren – og fortalte hende, at jeg var færdig og ønskede hjælp. Jeg tænkte: »Uanset hvor tossede de er, vil jeg gøre hvad som helst, de siger, jeg skal.« Jeg kørte disse fem-seks km ud ad vejen for bare at finde ud af, at Jack ikke var hjemme. Det var pudsigt nok. De ejede dette sted, hun drev det, og han solgte for et bryggeri. Det var hans arbejde. Og han havde været tørlagt et år. Jeg tror ikke, Jack havde været indlagt. Jeg tror, at hans indtræden i AA var ved at tilbringe nogle timer hos Dr. Bob på hans kontor. Han sendte mange mennesker ind i AA gennem sin dør. Fru M. sagde, at hun ville sende Jack over til mig, så snart han kom hjem.

Han kom med to dåser øl. Han gav min mand den ene og mig den anden ca. kl. 10.30 den ottende maj 1941. Han sagde: »Der findes en læge i Akron. Jeg tager ind til ham og ser, hvad der kan gøres. Dr. Bob var i Florida, men det vidste Jack ikke. Det var vores sidste drink af noget alkoholisk. Den elendige lille dåse øl! Kl. 2.45 den nat troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg lå på maven på tværs af sengen med smerter og brækkede mig. Jeg var skræmt fra vid og sans og turde ikke tilkalde en læge. Jeg troede, at når folk opførte sig som os, blev de bare låst inde. Jeg vidste ikke, at der dog kunne gøres noget for dem ad lægelig vej. Derfor holdt jeg mig vågen.

Mænd fra AA begyndte at komme ud til huset næste dag. Jeg for hen over gulvet med et badehåndklæde over skuldrene og sveden haglende af mig. En sagfører sad ved siden af sengen, hvor jeg lå, og han sad på kanten af stolen og så så uskyldig ud som et lille barn. Jeg tænkte: »Den fyr kan aldrig have været fuld.« Han sagde: »Her er min historie – helt enkelt,« Og jeg tænkte: »Jeg tør vædde på, at han er en tøsedreng. Jeg vil vædde på, at han aldrig har drukket.« Men han fortalte en historie om drikkeriet, som var forbløffende for mig.

Jack havde Saturday Post’en med Jack Alexanders artikel.

Han sagde: »Læs her«. Jack så ikke ud til at have for stor åndelig forståelse. Han sagde: »Jeg tror, dette siger dig noget. Dette er virkelig bygget op over bjergprædikenen. Hvis du har en bibel et eller andet sted … « En af vore gaver fra familien var en meget yndig bibel, men den havde hunden fået at gnave på, fordi vi ikke var alt for interesserede i den. Jeg havde et lille »Det nye Testamente«, som var med meget lille skrift. Hvis du hår tømmermænd og end ikke kan sidde stille, så prøv engang at læse den lille skrift! Russ sagde: »Mutter, hvis dette siger os, hvad vi skal gøre, må du læse det.« Og jeg prøvede, men jeg kunne ikke engang se bogstaverne. Men det var så vigtigt, at vi gjorde de ting, vi fik at vide, vi skulle gøre! Jack sagde, at der var møde i Akron hver onsdag aften, og at det var meget vigtigt, at vi tog derhen. Jack sagde: »Nu begynder I at gå til disse møder, og så finder I ud af det hele hen ad vejen.« Jeg tror ikke, at der blev nævnt noget om religion. Jeg kendte ikke noget til bjergprædikenen.

Jeg havde den »Store Bog« (Anonyme Alkoholikere), som jeg havde fået at læse i. Paul S. havde lige ringet til mig, og jeg husker, at han tilskyndede mig til at læse i den store bog. Jeg læste i den fra ende til anden og sagde til Russ: »Det kan vi ikke, dette her. Vi kan ikke begynde på det,« og Jim G. havde sådan en vidunderlig humoristisk sans, og da han kom, græd jeg og sagde til ham: »Jeg vil gerne gøre alt dette, men jeg kan ikke, det er alt for meget. Jeg kan ikke gå rundt og gøre op med alle mennesker, jeg har gjort forkert imod.« Han sagde: »Lad os lægge den store bog væk igen, når du læser den igen, så blad over til den bageste del og læs nogle af beretningerne. Har du læst dem?« »Nej, jeg var kun interesseret i den del, der sagde, hvordan jeg skulle bære mig ad. Det var den eneste del, jeg var interesseret i.« Og så fik han os til at le, hvilket var lige, hvad vi havde brug for. Da vi gik til sengs, sagde jeg til min mand: »Jeg troede aldrig, at vi skulle komme til at le igen, men det har jeg.«

»Godt,« sagde jeg til fatter, da AA-folkene blev ved at komme i deres dejlige biler og var så flinke. »Jeg tror, naboerne siger: »Nu må de gamle fjolser snart være døde, men hvor er ligvognen?««

Onsdag aften sagde Jack M. »Mød mig ved Ohio Edison Building. Så skal jeg tage dig med til mødet.« Og vi kørte ned igennem dalen, og jeg husker, jeg havde læst om Ku Klux Klan, og hvordan de brændte kors af, og jeg tænkte: »Kun Gud ved, hvad vi nu har rodet os ind i.« Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, da han ikke fortalte alt for meget til os. Så ankom vi til King Skolen. Og de præsenterede os for Miriam og Annabelle. De bad Annabelle om at tage mig under armen, og jeg glemmer aldrig, hvordan hun på en måde rynkede på næsen og sagde: »De siger, at du også drikker.« Jeg tænker tit, at det kunne have fået nogle mennesker til at vende om igen, da der ikke var andre kvindelige alkoholikere der dengang, og jeg sagde: »Ganske rigtigt, det er derfor, jeg er her.« Og jeg var glad og har været det lige siden for, at jeg sagde sådan. Jeg følte mig heller ikke krænket af hende.

Der var en ung fyr, der ledede mødet, og det var godt for mig. Han fortalte om sin kone, der tog hans lille dreng fra ham, fordi han drak, og hvordan han fandt sammen med dem gennem AA, og vi begyndte at føle os taknemmelige netop da, fordi alt dette ikke var taget fra os. De åbnede mødet med en lille bøn, og jeg syntes, at det var helt fint, at vi stod op allesammen og sluttede med Fader Vor.

Jeg vil gerne sige her, hvor vigtigt det var for os dengang, at vi gjorde alle de små ting, som folk sagde var vigtige, fordi senere, da Russ blev så syg, at jeg måtte støtte ham, havde de et møde ude i huset. Da vi afsluttede mødet med Fader Vor, sagde Russ: »Mor, hjælp mig med at stå.« Det var efter hans sygdom. Vi havde været i AA i 3 V2 år, da han blev taget fra mig. Vi havde aldrig forsømt en onsdag aften på King Skolen i et år. Vi havde den rekord. Jeg føler stadig væk, at vores bevidsthed om Gud var voksende, efter at vi blev tilsluttet AA. Og vi elskede hvert minut af det samvær. Vi tog på store skovture med AA. Vi havde møder i hjemmene hos hinanden, og det var en fin lejlighed til at kunne komme sammen. Det så ud til, at alle syntes om det også.

Jeg står i stor gæld til Doc og Anne for, at de forandrede vort liv. De tilbragte mindst én aften om ugen i vort hjem uge efter uge derude. Somme tider sagde de meget lidt, men lod os tale. Russ var meget glad for det, og han kunne sige: »Jeg tror, at Dr. Bob nyder meget at komme herud. Han kan slappe af, og her er der ro.«

På den tid lod de os ikke vide, at folk nogen sinde havde kvaler. Jeg mener tilbagefald. Jeg kommer af og til i tanke om, at muligvis seks måneder efter vi var kommet fast i King Skolen, kom vi hjem fra et møde og så en bil lidt henne ad vejen, og en fyr på bagsædet sad og drak en øl. Og Russ sagde: »Jeg ville have svoret på, at det var Jack M.« Næste morgen kom hans kone trækkende med ham, før Russ tog på arbejde, mens jeg spiste morgenmad. Det havde været Jack M. Vi græd, og Russ kom ikke på arbejde den dag.

Jack havde været ædru ca. halvandet år. Hans kone var ondskabsfuld og skældte over ham. »Jeg tog ham bare med herover for at vise, hvad slags fyr han er! Han vil på hospitalet, og jeg vil ikke betale for hospital igen; vi var så vrede på hende, fordi hun talte til ham på den måde. Russ sagde: »Gør ikke andet i dag end at hjælpe ham. Gør noget for ham; hvis han mener, han trænger til at komme på hospitalet, skal jeg nok betale for ham!« Hun sagde: »Han skal ikke på hospitalet, om så du eller jeg skal betale for det – han skal ikke!«

I den åndelige styrke, jeg havde fundet på grund af AA, følte jeg, at jeg havde gennemgået en hel omvendelse – at jeg virkelig havde ændret mit liv den sommer. Jeg troede sådan, indtil Russ’ andet tilfælde og lægen meget oprigtigt fortalte mig, at han ikke havde lang tid tilbage i denne verden. Jeg vidste da, at jeg ikke havde overgivet mig helt, fordi jeg prøvede at brokke mig over den gud, jeg havde fundet, og jeg sagde: »Alt andet end det! Gør ikke dette imod mig!«

Russ levede et år mere, end de ventede, og i det år lå han i sengen seks måneder. Jeg kan ikke udtrykke, hvad AA betød for os i løbet af det år. Før slutningen indtraf, havde jeg, tror jeg nok, foretaget overgivelse, fordi jeg til sidst kunne sige, at jeg ikke ville tage mig det så nær. Og jeg erkender, at det var en omvendelse for mig. Jeg takker Gud for, at jeg ikke havde noget ønske om at drikke, da han døde.

I et værelse på Sct. Thomas hospitalet lå dengang to kvinder (Russ blev begravet om fredagen, og søndag eftermiddag havde Hilda S. inviteret mig derover til middag søndag aften, og jeg mente ikke, jeg kunne klare det. Jeg vidste, Doc og Anne skulle komme, og de mente alle, at det ville være godt for mig, men det første jeg gjorde, var at tage til Sct. Thomas og prøve at tale med de to kvinder). Jeg satte mig ned ved siden af deres senge og begyndte at græde, og jeg kunne ikke holde op, jeg var så overvældet, at jeg undskyldte igen og igen. Og den ene kvinde fortalte mig længe efter, at det var det sikreste bevis for hende om, at dette program kunne virke. Hvis jeg kunne være der en søndag og prøve at tænke på noget, som kunne hjælpe hende med dette problem, så måtte vi have noget, der kunne virke. Jeg følte helt bestemt, at det måtte være deprimerende for hende, at jeg skulle sidde der ved hendes sengekant og græde.

Jeg føler, at en af de ting, jeg stadig må passe på, er at blive sat i bås som old-timer (de gamle) i AA. Jeg må sige til mig selv: »Andre ting udvikler sig, og det må AA også.« Vi oldtimers, som der bliver leet ad, skældt ud og peget fingre ad, beviser alligevel, at funktionen i tjenesten får flere og flere mennesker ind og får tingene til at fungere; vi mener, at AA har forandret sig, men dets grundsætning har ikke. Vi er ældre i AA, og vi er ældre af år. Det er kun naturligt, at vi ikke har kræfterne til at ændre, men vi bør ikke kritisere dem, der har dem.

Der er en anden ting, jeg vil frem med. Jeg tror, det er skrækkeligt for folk, særligt de nye, at høre de langtrukne taler. Jeg kan ikke huske, at jeg selv har kedet mig, når vi først kom til, og de kom ud til os og talte til os om disse ting. Jeg åd det med hud og hår, fordi jeg ønskede at finde ud af at holde mig ædru.

Før jeg stopper – jeg har altid været meget snakkesalig vil jeg sige, at ingen kan forestille sig, hvor meget jeg savner Annes råd om tingene. Jeg kunne blive, så jeg rystede over et eller andet. Jeg havde ikke været med ret længe, da en af mændenes koner ringede til mig en søndag og fortalte mig, at hun ikke syntes, jeg havde fat i programmet. Godt, jeg var heller ikke sikker på det, og det var frygteligt tåget, og jeg græd og spurgte hende, hvad hun mente, jeg burde gøre ved det. Hun sagde, at det vidste hun ikke, men at jeg bestemt viste ligeud, at jeg ikke havde fat i det. Jeg tror ikke, at jeg var ved at gå på druk lige da, men jeg husker, hvor beroligende det var, da jeg ringede Anne op og fortalte hende det. Jeg græd og sagde: »Alice siger, hun ved, at jeg ikke har fat i programmet.« Hun talte med mig og lo ad det og fik mig til at komme helt over det. Noget andet, der hjalp mig: Jeg plejede at tænke, at jeg var kujonagtig, fordi det voldte mig kvaler, når tingene faldt ud ifølge programmet, og jeg sagde til hende mange gange: »Anne, er jeg en kujon, fordi jeg lægger de ting på hylden og forbigår dem?« Hun sagde: »Jeg synes, du bare er klog. Hvis det ikke er noget, der kan hjælpe dig eller nogen som helst anden, hvorfor skulle du så blande dig i det og få alt ødelagt omkring det?«

Så langt så godt. Det er min beretning. Jeg ved godt, jeg har snakket for længe, som jeg altid gør. Og hvis jeg fortsætter ti eller hundrede gange så længe, så kunne jeg imidlertid kun få begyndelsen med om alt det, AA har betydet for mig.