I. AA-traditionerne

II. Åndelig erfaring

III. Det medicinske synspunkt

IV. Lasker-prisen

V. Det religiøse synspunkt

VI. Hvordan man kommer i kontakt med AA

For dem der allerede er med i fællesskabet, har Anonyme Alkoholikere betydet forskellen mellem elendighed og ædruelighed og ofte forskellen mellem liv og død. AA kan selvfølgelig komme til at betyde lige så meget for utallige alkoholikere, der endnu ikke er kommet inden for rækkevidde. Der findes derfor ikke noget samfund af mænd og kvinder, der nogen sinde har haft et mere presserende behov for fortsat effektivitet og permanent enhed. Vi alkoholikere ved, at vi må samarbejde og holde sammen; ellers vil de fleste af os dø i ensomhed. Vi mener, at AAs tolv traditioner er det bedste svar, vi gennem erfaring har fået på de stadigt påtrængende spørgsmål: »Hvordan fungerer AA bedst?« og »Hvordan kan AA forblive en helhed på den bedste måde og overleve som sådan?«

På næste side beskrives AAs tolv traditioner i deres såkaldte »korte form«; den form, der sædvanligvis anvendes i dag. Det er en sammentrængt form af den oprindelige »lange form«, som tryktes første gang i 1946. Da den »lange form« er mere udtømmende og formentlig af historisk interesse, er den også gengivet.

Anonyme Alkoholikeres tolv traditioner

1. Vor fælles velfærd bør komme først, personlig helbredelse afhænger af sammenholdet i AA.
2. Når det drejer sig om gruppens anliggender, er der kun én autoritet – en kærlig Gud – sådan som Han udtrykker sig i vor gruppesamvittighed. Vore ledere er kun betroede tjenere, de bestemmer ikke.
3. Den eneste betingelse for at blive medlem af AA er et ønske om at holde op med at drikke.
4. Hver gruppe bør være selvstyrende, undtagen i sager som angår andre grupper og AA som helhed.
5. Hver gruppe har kun ét hovedformål: at bringe budskabet videre til alkoholikeren, som stadig lider.
6. En AA-gruppe bør aldrig yde økonomisk støtte eller låne AA-navnet ud til noget beslægtet formål eller noget fremmed foretagende, for at penge-, ejendoms- og prestigespørgsmål ikke skal aflede os fra vort egentlige formål.
7. Hver AA-gruppe bør klare sig selv økonomisk og afslå bidrag udefra.
8. Anonyme Alkoholikere bør altid forblive ikke professionelle, men vore servicecentre kan ansætte specialuddannede folk.
9. AA som sådan bør aldrig organiseres, men vi kan nedsætte arbejdsudvalg eller komiteer, der er direkte ansvarlige over for dem, de tjener.
10. Anonyme Alkoholikere tager ikke stilling til spørgsmål uden for fællesskabet. AA-navnet bør derfor aldrig inddrages i offentlige debatter.
11. Vor udbredelse af kendskabet til AA er i højere grad baseret på tiltrækning end agitation. Når det gælder presse, radio og TV, bør personlig anonymitet altid bevares.
12. Anonymiteten er det åndelige grundlag for alle vore traditioner, der til stadighed minder os om, at princippet går forud for personen.

(Den lange form)

 Vores AA-erfaring har lært os at:

1. Hvert medlem af Anonyme Alkoholikere er kun en lille del af en stor helhed. AA må holdes i live, ellers vil de fleste af os med sikkerhed dø. Derfor kommer vor fælles velfærd først. Men den enkeltes velfærd følger tæt herefter.
2. Hvad angår gruppens formål er der kun én afgørende myndighed – en kærlig Gud, sådan som Han kommer til udtryk i vor gruppebevidsthed.
3. Vort medlemskab bør omfatte alle, der lider af alkoholisme. Derfor kan vi ikke afvise nogen, der ønsker at genvinde helbredet. AA-medlemskabet bør heller aldrig afhænge af penge eller regelbundethed. Blot to eller tre alkoholikere, der er samlet for at opnå ædruelighed, kan kalde sig en AA-gruppe, forudsat at de som gruppe ikke har noget andet tilhørsforhold.
4. Hvad angår egne anliggender bør enhver AA-gruppe ikke være ansvarlig over for nogen anden autoritet end sin egen samvittighed. Men når planerne også vedrører nabogruppers velfærd, bør disse grupper spørges til råds. Og ingen gruppe, regional bestyrelse, eller enkeltmedlem bør nogen sinde foretage sig noget, der i en eller anden grad påvirker AA som helhed, uden at forespørge tillidsfolkene i General Service Board. l sådanne spørgsmål er vor fælles velværd altoverskyggende.
5. Hver AA-gruppe bør være en åndelig helhed med det ene formål, at bringe budskabet videre til alkoholikeren, som stadig lider.
6. Spørgsmål om penge, ejendom og prestige kan let aflede os fra vort egentlige, åndelige sigte. Vi mener derfor, at enhver ting, der er til virkelig gavn for AA bør indlemmes særskilt og styres således, at det materielle holdes adskilt fra det åndelige. En AA-gruppe bør som sådan aldrig drive forretning. Sekundær hjælp for AA, som for eksempel klubber eller hospitaler, som kræver ejendom eller megen administration, bør indlemmes og adskilles således, at de – om nødvendigt – frit kan kasseres af grupperne. Derfor bør sådanne faciliteter ikke anvende AA-navnet. Deres ledelse bør kun have ansvar over for de personer, der støtter dem økonomisk. Til klubber foretrækkes AA-bestyrere sædvanligvis. Men hospitaler og andre helbredende institutioner bør holdes helt uden for AA og ledes af læger. Selv om en AA-gruppe udmærket kan samarbejde med enhver, bør samarbejdet aldrig nå så vidt som til et tilhørsforhold eller støtte, hverken direkte eller indirekte. En AA-gruppe kan ikke binde sig til nogen eller noget.
7. Selve AA-grupperne bør hvile fuldstændigt på frivillige bidrag fra deres egne medlemmer. Vi mener, at hver gruppe hurtigst muligt må tilegne sig dette ideal: at enhver generel anmodning om midler i Anonyme Alkoholikeres navn er særdeles farlig, ligegyldigt om den kommer fra grupper, klubber, hospitaler eller udenforstående bureauer; at modtagelse af store gaver eller bidrag, der indebærer nogen som helst forpligtelser, er uklogt. Vi ser også med stor bekymring på de AA-formuer, som ud over fornuftige reserver, bliver ved med at hobe sig op uden egentligt fastsatte formål hermed. Erfaringen har gang på gang vist os, at intet kan med så stor sikkerhed ødelægge vores åndelige arv, som unyttige diskussioner om ejendom, penge eller magt.
8. Anonyme Alkoholikere bør altid forblive ikke-professionelle. Vi definerer professionalisme som beskæftigelse med rådgivning for alkoholikere for honorar eller løn. Men vi kan ansætte alkoholikere til at udføre tjenester, som vi ellers måtte engagere ikke-alkoholikere til. Sådanne særlige tjenester bør lønnes ordentligt. Men vort almindelige »tolvte-trins arbejde« bør aldrig betales.
9. Hver AA-gruppe bør organiseres mindst muligt. Skiftende ledelse er bedst. Den lille gruppe kan vælge sin sekretær, den store gruppe sin skiftende bestyrelse, og grupperne i de store byområder kan have centrale eller intergruppe-bestyrelser, som ofte beskæftiger en fuldtids sekretær. Tillidsfolkene i General Service Board er i virkeligheden vores AA-bestyrelse. De passer på vore AAtraditioner, og de modtager frivillige AA-bidrag, for hvilke vi opretholder AA General Service Office i New York. De er bemyndigede af grupperne til at forestå al PR-virksomhed, og de sikrer integriteten af vores vigtigste blad, AA Grapevine. Alle disse repræsentanter må ledes af tjenestens ånd, for sande ledere i AA er blot betroede og erfarne tjenere for helheden. De kan ikke udlede nogen prestige af deres titler; de regerer ikke. Universel respekt er nøglen til de tjenester, de udfører.
10. Ingen AA-gruppe eller noget medlem bør nogen sinde på en måde, der implicerer AA, blande sig i kontroversielle spørgsmål uden for fællesskabet – især ikke spørgsmål vedrørende politik, alkoholreformer eller religion på embedsplan. AA-grupper opponerer ikke mod nogen eller noget. I de nævnte spørgsmål bør de ikke udtrykke nogen som helst mening.
11. Vort forhold til offentligheden bør udmærke sig ved personlig anonymitet. Vi mener, AA bør undgå opsigtsvækkende reklame. Vore navne og billeder som AAmedlemmer bør ikke komme frem i radio, TV eller på offentligt tryk. Vor PR-virksomhed bør ledes af princippet om tiltrækning i stedet for agitation. Der er aldrig behov for at rose os selv. Vi er bedre tjent med at lade venner anbefale os.
12. Og til slut, vi i Anonyme Alkoholikere mener, at anonymitetsprincippet har en umådelig åndelig betydning. Det minder os om, at vi må sætte principper før personer; at vi er i en situation, hvor vi må praktisere ægte ydmyghed. At vi aldrig nogen sinde må lade vores store velsignelse ødelægge os; at vi altid må leve i taknemmelig meditation med Ham, der leder over os alle.

Begreberne »åndelig erfaring« og »åndelig opvågnen« bruges mange gange i denne bog, som ved omhyggelig gennemlæsning viser, at den ændring af personlighed, som er nødvendig for at genvinde helbredet efter alkoholisme, har vist sig blandt os på mange forskellige måder. Det er dog sandt, at vores første udgave gav mange læsere det indtryk, at ændringer i personligheden, eller religiøse erfaringer, skulle vise sig som en slags pludselige iøjnefaldende omvæltninger. Heldigvis for os alle er dette en fejlopfattelse.

l de første få kapitler beskrives et antal sådanne pludselige epokegørende ændringer. Skønt det ikke var vores mening, konkluderede mange alkoholikere ikke desto mindre, at for at blive »helbredt« måtte de opnå en øjeblikkelig og overvældende »Gudsbevidsthed« straks efterfulgt af en kolossal ændring af såvel følelser som udsyn.

Blandt vores hurtigt voksende medlemsskare af tusinder af alkoholikere er sådanne forvandlinger, selv om de hyppigt forekommer, overhovedet ikke reglen. De fleste af vore erfaringer er, hvad psykologen William James kalder »tillærte forandringer«, fordi de udvikles langsomt over en længere periode. Ret ofte har en nykommers venner fået øje på forskellen, længe før han selv har set den. Han ser omsider, at han har undergået en dyb ændring i sit forhold til livet; at denne ændring næppe kunne være frembragt af ham selv alene. Hvad der ofte sker på nogle få måneder, kunne næppe gennemføres ved flere års selvdisciplin. Bortset fra nogle få undtagelser, synes vore medlemmer, at de har tappet en ukendt indre kilde, som de umiddelbart identificerer som deres egen forestilling om en Magt større end dem selv. De fleste af os mener, at bevidstheden om en Magt større end os selv er essensen af den åndelige erfaring. Vore mere religiøse medlemmer kalder det »Gudsbevidsthed«.

Vi vil gerne eftertrykkeligt slå fast, at enhver alkoholiker, der ærligt er i stand til at betragte sine problemer i lyset af vore erfaringer, kan »blive helbredt«, forudsat han ikke lukker ethvert åndeligt begreb ude. Han kan kun lide nederlag ved en intolerant holdning eller en krigerisk benægtelse.

Vi mener ikke, nogen bør have besvær med åndeligheden i programmet. Villighed, ærlighed og et åbent sind er de væsentligste forudsætninger for helbredelse. Men de er også uundværlige.

Siden dr. Silkworths første støtte til Anonyme Alkoholikere har medicinske selskaber og læger verden over givet os deres »velsignelse«. Følgende afsnit er uddrag af kommentarer fra læger, der var til stede ved det årlige møde* for the Medical Society of the State of New York, hvor der også blev givet et særligt indlæg om AA.

Dr. Foster Kennedy, neurolog: »Organisationen Anonyme Alkoholikere fordrer to af de største kraftreserver, mennesket kender til, religion og den instinktive samhørighed med sin næste… »hyrdeinstinktet«. Jeg tror, vores profession med påskønnelse kommer til at tage imod dette terapeutiske våben. Hvis ikke, gør vi os skyldige i afstumpethed, og vi taber den tro, der flytter bjerge, og uden hvilken lægevidenskaben ikke er meget bevendt.«

Dr. G. Kirby Collier, psykiater: »Jeg har erfaret, at AA først og fremmest er en gruppe til selvhjælp, og at dens bedste resultater kan opnås under eget lederskab og efter egen filosofi. Enhver terapeutisk eller filosofisk behandling, som kan fremvise en helbredelsesprocent på 50-60 fortjener vor anerkendelse.«

Dr. Harry M. Tiebout, psykiater: »Som psykiater har jeg tænkt en del over forholdet mellem mit speciale og AA, og jeg er kommet til den konklusion, at vores særlige opgave meget ofte går ud på at forberede patienten på at acceptere en behandling eller hjælp udefra. Jeg er nu kommet til den overbevisning, at psykiaterens opgave må være at nedbryde patientens indre modstand og få hans sjæl til at blomstre, ligesom det sker ved hjælp af AAs program.«

Dr. W. W. Bauer udtalte i en NBC radioudsendelse 1946 i te Amerika Medical Associations regie blandt andet: »Anonyme Alkoholikere er ikke korsfarere; heller ikke et selskab med mådehold som formål. De ved godt, de aldrig må drikke. De hjælper andre med lignende problemer.. l denne atmosfære overvinder alkoholikeren ofte sin overdrevne selvoptagethed. Han lærer at have tillid til en Højere Magt og blive optaget af arbejdet med andre alkoholikere, han forbliver ædru en dag ad gangen. Dagene bliver til uger, ugerne til måneder og år.«

Dr. John E Stouffer, chefpsykiater, Philadelphia General Hospital, sagde om sine erfaringer med AA: »De alkoholikere, vi får ind her på Philadelphia General, er for det meste dem, der ikke har råd til privat behandling, og AA er så langt det største, vi har været i stand til at tilbyde dem. Selv blandt dem der af og til kommer tilbage hertil, observerer vi en dybtgående ændring i personligheden. Man kan dårligt kende dem.«

l 1949 bad American Psychiatric Association et af de gamle medlemmer af AA om at komme med et indlæg på selskabets årsmøde. Det skete, og indlægget blev trykt i American Journal of Psychiatry, november 1949.