Her ligger en Hampshire grenader
som døde af øl at drikke
men en god soldat bliver aldrig glemt
om han dør af skud eller druk

Et dårligt varsel, som jeg overhørte. Toogtyve år gammel og veteran i en fremmed krig vendte jeg omsider hjem. Jeg mente, jeg var den fødte leder. Havde mine mænd i kompagniet ikke udmærket mig med en medalje for godt lederskab? Jeg forestillede mig, at mine evner som leder straks ville skaffe mig et job som direktør for et større firma, og jeg ville bestride mit job til alles tilfredshed.

Jeg tog et kursus på aftenskole i virksomhedsledelse og fik ansættelse i et forsikringsselskab. Min succes var startet. Jeg skulle overbevise verden om mit værd. Til tider bragte mit arbejde mig til Børsen, og efterhånden begyndte det at interessere mig. Mange mennesker mistede penge – men nogle blev også særdeles velstillede. Hvorfor ikke også mig? Jeg læste økonomi og handel såvel som jura. Vordende alkoholiker, som jeg var, dumpede jeg næsten i jura. Til en af prøverne var jeg så beruset, at jeg hverken kunne tænke eller skrive. Skønt mit drikkeri endnu ikke var konstant, bekymrede det alligevel allerede min kone. Vi havde lange samtaler, hvor jeg beroligede hende med, at »genier« altid fik deres lyseste ideer, når de drak, at de mest filosofiske tanker netop var født således.

Da jeg omsider fuldendte mit kursus, var jeg klar over, at juraen ikke lå for mig. Det spændende liv på Børsen tiltrak mig. Lederskikkelserne inden for handel og økonomi var mine forbilleder. l denne blanding af druk og spekulation begyndte jeg at støbe det våben, som en dag skulle vende sig mod mig som en boomerang og næsten ødelægge mig. Ved at spinke og spare fik min kone og jeg samlet et tusinde dollars. De blev sat i nogle aktier, som var billige og ret upopulære. Meget rigtigt havde jeg indset, at de en dag ville stige betydeligt. Det mislykkedes for mig at få mine børsvenner til at sende mig ud og besigtige forskellige firmaer og fabrikker, men min kone og jeg besluttede alligevel at tage af sted. Jeg var blevet enig med mig selv om, at folk tabte penge på Børsen på grund af uvidenhed med de forskellige produkter. Senere erfarede jeg mange andre årsager.

Vi opgav vore stillinger og stak af sted på motorcykel, med sidevognen proppet med telt, tæpper og skiftetøj, samt tre mægtige bøger med finansielle oplysninger. Vore venner mente, vi var vanvittige, og måske havde de ret. Jeg havde været heldig med nogle spekulationer, så vi havde en smule penge, men på et tidspunkt arbejdede vi en måned på en bondegård for at spare penge. For mit vedkommende var det det sidste ærlige, manuelle arbejde i lang tid. Vi dækkede hele østkysten af USA på et år. Ved slutningen af året fik jeg tilbudt en stilling med en stor repræsentationskonto på grund af mine rapporter til Wall Street. Desuden havde en investering givet overskud, så vi sluttede året med et overskud på flere tusinde dollars.

l de kommende år strøede skæbnen penge og beundring på min vej. Jeg havde startet det. Mine bedømmelser og ideer blev fulgt af mange til tonerne af papirmillionerne. Den store opgang i slutningen af tyverne var i fuld gang. Drikkeriet var en vigtig og voksende del af min tilværelse. Man talte højt på jazz-restauranterne i byen. Enhver brugte tusinder og indkasserede millioner. Advarsler hørte ingen efter. Jeg var vært for rygklapperne.

Drikkeriet antog alvorlige proportioner, og jeg drak hver dag og de fleste nætter med. Mine venners advarsler endte i skænderier, og jeg blev en »ensom ulv«. Der fandt mange ulykkelige scener sted i vores overdådige lejlighed. Der havde ikke været tale om egentlig utroskab, for loyaliteten over for min kone, samt mit umådeholdne drikkeri, førte mig gennem fristelserne.

l 1929 blev jeg grebet af golffeberen. Vi flyttede øjeblikkelig ud på landet, min kone for at beundre mig, jeg for straks at overtage ryet efter Walter Hagen. Alkoholen overtog mig langt hurtigere, end jeg overtog Walter Hagens ry. Jeg begyndte at ryste straks fra morgenstunden, men golf tillader drikkeri dagligt og om aftenen med. Det morede mig at tilhøre den eksklusive golfklub, jeg havde været så betaget af som barn. Jeg tilegnede mig den sunde, solbrændte kulør, man træffer hos de rige, og den lokale bankdirektør iagttog mig med humoristisk skepsis, efterhånden som jeg hvirvlede kæmpechecks ud og ind af hans bank.

Pludselig i oktober 1929 brød helvede løs på Børsen i New York. Efter en af disse dages heftige inferno vaklede jeg fra en hotelbar hen til et vekselererkontor. Klokken var otte fem timer efter at salget var lukket, men fjernskriveren tikkede stadig. Jeg havde læst en tomme af tapen, som viste teksten »XYZ-32LL, den havde været »52« samme morgen. Jeg var gået bankerot, og det samme var en mængde af mine venner. Aviserne berettede om mænd, som begik selvmord ved at springe ud fra tårnet på finansens højborg. Det frastødte mig, jeg ville ikke springe. Jeg gik tilbage til baren. Mine venner havde mistet adskillige millioner siden kl. 10 – men hvad så? l morgen var der atter en dag. Som jeg sad der og drak, vendte den gamle vilje til at vinde tilbage.

Næste morgen ringede jeg til en ven i Montreal, som havde masser af penge tilovers, og han mente, at jeg hellere måtte tage til Canada. Det følgende forår levede vi atter efter vor vante stil, og jeg følte mig som Napoleon, da han vendte tilbage fra Elba. Nej, St. Helena var ikke noget for mig. Men atter blev jeg indhentet af drikkeriet, og min gavmilde ven blev nødt til at give mig løbepas. Denne gang forblev vi bankerot.

Vi flyttede ind hos min kones forældre, og jeg fik et job, som jeg dog mistede kort efter på grund af et skænderi med en taxichauffør. Til alt held kunne ingen forudse, at jeg ikke skulle have et ærligt job de næste fem år, endsige opleve en dag ædru. Min kone måtte tage ansættelse i et stormagasin og kom udmattet hjem hver aften og fandt mig beruset. Jeg blev et uønsket vedhæng på vekselerernes tilholdssteder.

Alkoholen, som før var en luksus, var nu blevet en nødvendighed. Morgen-gin og ofte to-tre flasker om dagen var blevet en vane. Fra tid til anden lavede jeg en mindre forretning, som indbragte mig nogle få hundrede dollars, så jeg kunne betale mine regninger i barerne og forretningerne. Sådan fortsatte det i det uendelige, jeg begyndte at vågne tidligt om morgenen med voldsomme rystelser, og et vandglas gin, fulgt af et halvt dusin øl, var påkrævet, hvis jeg skulle have en smule morgenmad ned. Ikke desto mindre mente jeg stadig at have situationen under kontrol, og i korte perioder af ædruelighed begyndte min kone atter at håbe.

Gradvist forværredes situationen. Huset blev overtaget af pantebrevsindehaveren, min svigermor, døde og min kone og svigerfar blev syge.

Så fik jeg et lovende forretningstilbud. Aktierne var på sit laveste i 1932, og på en eller anden måde fik jeg samlet en købergruppe. Jeg skulle være med til at dele profitten. Så gik jeg på en gevaldig druktur og forspildte chancen.

Jeg kom til mig selv. Dette måtte stoppe. Jeg indså, at jeg ikke kunne tage blot en enkelt drink. Jeg måtte stoppe for bestandig. Før dette havde jeg skrevet et utal af smukke løfter til min kone, men til alt held indså hun, at denne gang mente jeg det, og det gjorde jeg virkelig.

Kort efter kom jeg fuld hjem. Der havde ikke været noget skænderi. Hvor var mine høje idealer blevet af? Jeg vidste det simpelt hen ikke. Jeg havde end ikke tænkt på det. En eller anden havde stillet en drink foran mig, og jeg havde drukket den. Var jeg blevet sindssyg? Jeg begyndte at spekulere på, om jeg var, for en sådan himmelråbende mangel på forudseenhed syntes nærmest vanvittigt.

Jeg fornyede mit forsæt og forsøgte atter. Der gik nogen tid, og tilliden begyndte at vige for en skråsikkerhed. Jeg morede mig over ginelskerne. Nu var jeg i besiddelse af det, der krævedes. En dag gik jeg ind på en restaurant for at telefonere. Før jeg vidste af det, sad jeg ved baren og spurgte mig selv, hvordan det var sket. Efterhånden som whiskyen steg mig til hovedet, overbeviste jeg mig selv om, at jeg ville klare den bedre næste gang, men nu måtte jeg hellere se at få en forsvarlig brandert – og det fik jeg.

Angeren, rædslen og håbløsheden den næste morgen var ubeskrivelig. Modet til at tage kampen op var ikke til stede. Min hjerne roterede uden kontrol, og jeg havde en forfærdende følelse af en forestående katastrofe. Jeg vovede knap at gå over gaden af frygt for, at jeg styrtede om og blev kørt over af en tidlig lastvogn, for det var endnu knap lyst. En 24 timers bar hjalp mig med et dusin glas øl, og omsider faldt mine skælvende nerver til ro. En morgenavis berettede, at børsmarkedet atter var gået ad hekkenfeldt til. Det var jeg også. Men markedet ville rette sig op igen; det ville jeg ikke. Det var en nedslående tanke. Skulle jeg tage livet af mig? Nej – ikke endnu. Så slog en tåget tanke ned i mig. Gin kunne kurere det, så jeg fik to flasker og så – glemsel.

Sindet og legemet er nogle forunderlige mekanismer, for mine klarede endnu to år i denne kamp. Til tider stjal jeg fra min kones slunkne pung, når morgenrædslen og vanviddet overvældede mig. Atter svajede jeg usikkert foran det åbne vindue eller medicinskabet, hvor der fandtes gift, og beskyldte mig selv for at være en svækling. Vi flyttede fra byen til landet – og tilbage igen, når min kone og jeg forsøgte at flygte fra problemet. Så kom den nat, hvor den fysiske og åndelige tortur blev så slem, at jeg ville kaste mig gennem vinduet, men på en eller anden måde lykkedes det mig at bakse min madras til en lavere etage, hvis jeg pludselig skulle springe. En læge kom og gav mig et kraftigt sovemiddel. Næste dag drak jeg både gin og sovemiddel, og denne kombination sendte mig hurtigt i gulvet. Folk frygtede for min forstand, og det samme gjorde jeg selv. Jeg spiste meget lidt eller intet, når jeg drak, og jeg vejede 20 kg for lidt.

Min svoger var læge, og ved hans og min moders hjælp blev jeg indlagt på et landskendt statshospital for mental og fysisk rehabilitering af alkoholikere. Under en såkaldt belladonna-behandling begyndte min hjerne at friske op. Kurbadeterapi og let gymnastik hjalp en del. Men bedst af det hele var, at jeg mødte en venlig læge, som forklarede, at selv om jeg havde båret mig egoistisk og skørt ad, havde jeg været alvorligt syg, fysisk og psykisk.

Det lettede på en måde at vide, at hos alkoholikere er viljen til at kæmpe mod alkohol forbløffende svag, selv om den ofte er særdeles stærk i andre sammenhænge. Min forfærdelige opførsel i forbindelse med mit desperate ønske om at stoppe var forklaret. Nu da jeg forstod mig selv, blev jeg fyldt med nyt håb. I tre-fire måneder holdt jeg fanen højt, jeg tog regelmæssigt til byen og tjente endog en smule penge. Dette var i sandhed løsningen – selverkendelse.

Men det var det ikke, for den frygtelige dag kom, da jeg atter drak. Kurven for min stigende moral og fysiske styrke dalede som et skihop, og efter kort tid vendte jeg atter tilbage til hospitalet. Dette var enden for mig, gardinet var trukket ned, følte jeg. Min grædende og mismodige kone blev fortalt, at det hele ville ende med et hjerteanfald under delirium tremens, eller jeg ville udvikle en »våd hjerne«, formentlig inden for et år. Snart måtte hun overgive mig til et sindssygehospital – eller bedemanden.

Det var ikke nødvendigt at fortælle det til mig, jeg vidste det allerede og følte mig på en måde lettet. Det var et tilintetgørende slag mod min stolthed. Jeg, som havde været så stolt af mig selv og mine evner til at tage kampen op mod modgangen, var omsider trængt op i en krog. Nu var jeg stødt ud i mørket for at slutte mig til den endeløse række af drankere, som havde gået den føn Jeg tænkte på min stakkels kone. Der havde trods alt været megen lykke, og hvad ville jeg ikke gøre for at gøre afbigt. Men det var forbi nu.

Ord kan ikke beskrive den ensomhed og det mismod, jeg oplevede, i dette bitre morads af selvmedlidenhed. Jeg vadede i kviksand til alle sider. Jeg havde mødt min overmand, jeg var besejret, og alkoholen var min herre.

Skælvende forlod jeg hospitalet som en slagen mand. Frygten holdt mig ædru en stund, men så kom det snigende vanvid i form af den første drink, og på våbenstilstandsdagen 11. november 1934 var jeg atter på den. Enhver forventede, at det ville blive nødvendigt at lukke mig inde et sted, eller at jeg ville ende mine dage på en ynkelig måde. Hvor mørkt er mørket ikke lige før daggry? l virkeligheden var dette begyndelsen til min sidste tur. Jeg skulle snart blive puffet ind i, hvad jeg ynder at kalde tilværelsens fjerde dimension. Jeg skulle lære en lykke, fred og brugbarhed at kende og få en tilværelse, som bliver mere og mere smuk, jo længere tid der går.

I slutningen af denne grå november sad jeg og drak i mit køkken. Jeg konstaterede med en vis tilfredshed, at der var tilstrækkelig gin skjult rundt om i huset til at bringe mig gennem natten og den næste dag. Min kone var på arbejde, og jeg funderede over, om jeg vovede at gemme en hel flaske gin ved hovedgærdet af vores seng. Jeg skulle bruge den før daggry.

Mine funderinger blev afbrudt af telefonen. Den muntre stemme fra en gammel skolekammerat spurgte, om han måtte komme over. Han var ædru. Det var år siden, jeg kunne huske, at han var ankommet til New York i den tilstand, og jeg var forbløffet. Rygtet havde fortalt, at han var blevet tvangsindlagt som alkoholisk sindssyg. Jeg spekulerede på, hvordan han var sluppet ud. Naturligvis ville han have middag, og så kunne jeg drikke åbent med ham. Uden tanke for hans helbred tænkte jeg kun på at genkalde ånden fra de forgangne dage. Engang havde vi chartret et fly for at afslutte en druktur. Hans ankomst betød en oase i denne trøstesløse ørken af tomhed. Akkurat: en oase. Sådan er alkoholikere.

Døren gik op, og der stod han frisk og glødende. Der var noget ved hans øjne. Han var uforklarlig forandret. Hvad var der sket?

Jeg skubbede en drink over bordet, men han afslog den. Skuffet, men nysgerrig undrede jeg mig over, hvad der mon var sket med denne mand. Han var ikke sig selv. »Kom så med det, hvad drejer det sig om,« spurgte jeg. Han så mig lige ind i øjnene. Roligt, men smilende sagde han: »Jeg har fundet en tro.«

Jeg var lamslået. Så det var, hvad der var sket – sidste sommer et alkoholvrag, og nu – antog jeg – en smule religionsvanvid. Han havde dette stirrende blik. Ja, der var virkelig gået ild i fyren. Men Gud velsigne ham, lad ham bare plapre. For øvrigt ville min gin vare længere end hans prædiken.

Men han prædikede ikke. l stedet forklarede han, hvordan to mænd var mødt frem i retten og havde overtalt dommeren til at udsætte tvangsindlæggelsen. De havde berettet om nogle enkle religiøse ideologier og et praktisk handlingsprogram. Dette var to måneder siden, og resultatet var ikke til at tage fejl af. Det virkede.

Han var kommet for at dele sin erfaring med mig – hvis jeg altså var interesseret. Selvfølgelig var jeg interesseret. Det måtte jeg jo være, efter som jeg var håbløs. Barndomsminder dukkede frem. Jeg kunne næsten høre lyden af præstens stemme, som jeg sad der en stille søndag. Langt borte ved foden af bjerget; der var afholdsløftet, som jeg aldrig fik givet, min bedstefaders velmenende foragt for nogle fra menigheden og deres handlinger, hans påstand om, at sfæren virkelig genlød af musik, og hans benægtelse af præstens ret til at fortælle ham, hvordan han skulle lytte, hans frygtløshed, da han talte om disse ting lige før sin død, disse minder vældede op fra fortiden. De fik mig til at svælge en gang.

Episoden fra krigens tid i den gamle Winchester Cathedral vendte tilbage. Jeg havde altid troet på en Magt større end mig selv. Jeg havde ofte grundet over dette, og jeg var ikke ateist. l realiteten er der få, der er ateister, for det betyder blind tro på det mærkelige forhold, at dette univers er skabt af cifre og planløst farer af sted mod intet. Mine intellektuelle helte, kemikerne, astronomerne, selv tilhængerne af udviklingslæren, antog, at uhyre love og kræfter virkede. Skønt der var ting, der tydede på det modsatte, tvivlede jeg ikke på, at et almægtigt formål og rytme lå bag det hele. Hvordan kunne der være så mange nøjagtige og uforanderlige love uden intelligens? Jeg var simpelt hen nødt til at tro på en Ånd i universet, som hverken kendte til tid eller begrænsninger. Men dertil var jeg også kun nået. Jeg vendte mig dog bort, når det kom til præster og verdens religioner. Når de talte om en personlig Gud for mig, som var kærlighed og overmenneskelig styrke og ledelse, blev jeg irriteret, og mit sind gjorde oprør mod en sådan teori.

Med hensyn til Kristus erkendte jeg med vished en stor mand, som ikke fulgtes alt for nært af dem, som påstod at tro på Ham. Moralen i Hans lære var udmærket. For mit eget vedkommende havde jeg tilegnet mig de ting, som syntes mest bekvemt og ikke for vanskelige; resten undlod jeg at beskæftige mig med.

Krigene, der var blevet udkæmpet, brændemærkningerne og chikanerierne, som religiøse meninger havde afstedkommet, gjorde mig syg. Jeg betvivlede i sandhed – hvis man gjorde det op – om religionen overhovedet havde gjort noget godt for menneskeheden. Så jeg på dét, jeg havde oplevet i Europa og siden, var Gudskraften i menneskelige anliggender forsvindende lille, broderskab blandt mennesker var en grov spøg. Hvis der fandtes en djævel, syntes han at regere verden, og han holdt i alt fald mig fangen.

Men her sad min ven over for mig, og han påstod direkte, at Gud havde gjort for ham, hvad han ikke havde været i stand til ved egen hjælp. Hans menneskelige vilje var slået fejl. Lægerne havde opgivet ham som uhelbredelig. Samfundet skulle netop til at isolere ham. Som mig havde han erkendt sit totale nederlag. Så han var virkelig blevet kaldt tilbage fra de døde, pludselig var han blevet fjernet fra skraldebunken og skænket et liv langt bedre end det bedste, han tidligere havde kendt.

Var denne magt skabt i ham selv? Tilsyneladende ikke. Der havde ikke været mere styrke i ham, end der var i mig i dette øjeblik, og den var lig nul.

Det ramte mig. Det kunne tyde på, at de, der troede, alligevel havde ret. Her var noget, der arbejdede i menneskets hjerte, som havde afstedkommet det umulige. l samme øjeblik var mine forestillinger om mirakler drastisk revideret. På trods af den blakkede fortid sad der et mirakel over for mig ved køkkenbordet og kunne fortælle store ting.

Jeg erkendte, at min ven var langt mere end internt genrejst. Han stod på en helt anden grund. Hans rødder stak dybt i en ny muld.

Selv med det levende eksempel i skikkelse af min ven stak resterne af de gamle fordomme endnu dybt i mig. Ordet Gud rejste stadig en vis antipati. Da forslaget kom, at der måske var en Gud for mig personligt, blev følelsen forstærket. Jeg brød mig ikke om ideen. Jeg kunne gå ind for ideer som Skabende Intelligens, et Universelt Sind eller Ånd for tingenes tilstand, men jeg gjorde oprør ved tanken om en kejser i Himlen, uanset hvor kærlig Hans veje måtte være. Siden har jeg talt med mængder, som følte det samme som jeg.

Min ven foreslog så noget, som så ud som alle tiders idé. Han sagde: »Hvorfor vælger du ikke din egen opfattelse af Gud?«

Denne udtalelse ramte mig. Den smeltede det iskolde bjerg, i hvis skygge jeg havde levet og frosset i mange år. Omsider var jeg kommet ud i sollyset.