11. KAPITEL
Hvad du har i udsigt
For de fleste normale mennesker betyder dette at drikke selskabelighed, fællesskab og lystige stunden Det betyder frihed fra pligter, kedsomhed og bekymringen Det er munter fortrolighed i glade venners lag og en følelse af, at livet er dejligt. Men sådan var det ikke med os i de sidste dage af vort umådeholdne drikkeri. Den gamle fornøjelse var borte. Der var bare minderne. Vi kunne aldrig genopleve fortidens glade dage. Det var en evig længsel efter at nyde livet, som vi gjorde det dengang, og en fortvivlet besættelse af, at et nyt mirakel ville give os kontrol til at gøre det. Der var hele tiden et nyt forsøg – og en ny nedtur.
Jo mindre mennesker kunne tolerere os, jo mere trak vi os tilbage fra folk – ja, selv fra selve livet. Eftersom vi blev borgere under kong Alkohol, blev rystende undersåtter i hans vanvittige rige, slog den usunde dunst af ensomhed sig ned over os. Den blev stadig tættere og mere mørk. Nogle af os søgte uhumske steder i håb om at finde forstående kammeratskab og anerkendelse. l korte glimt fandt vi det – så kom glemslen og den forfærdende opvågnen, hvor vi mødte de fire ryttere: rædsel, forvirring, skuffelse og mismod. Ulykkelige drankere, som læser dette, vil forstå.
Fra tid til anden hører man den hårde dranker, som er tørlagt for en tid, sige: »Jeg savner det slet ikke. Har det meget bedre. Arbejder bedre. Er mere tilfreds.« Som tidligere problemdrikkere smiler vi ad denne salut. Vi ved, vor ven har det som en lille dreng, der fløjter i mørket for at holde modet oppe. Han bedrager sig selv. Indvendig ville han give hvad som helst for at kunne tage sig en halv snes genstande – og slippe godt fra det. Snart vil han prøve det gamle spil om igen, for han er ikke tilfreds i sin ædruelighed. Han får intet ud af livet uden alkohol. En skønne dag vil han slet ikke kunne forestille sig livet – med eller uden alkohol. Da vil han kende ensomheden – som kun få oplever den. Han er nået til endestationen. Han ønsker blot en ende på det hele.
Vi har vist, hvordan vi kom ud af det på dette stadium. Du siger: »Ja, jeg er parat. Men skal jeg tilslutte mig et liv, hvor jeg bliver nødt til at være dum, kedelig og trist, som nogle af de selvretfærdige mennesker, jeg har mødt? Jeg ved, jeg er nødt til at klare den uden spiritus, men hvordan? Har du en passende erstatning?«
Ja, der findes en erstatning og betydelig mere end det. Det er fællesskabet i Anonyme Alkoholikere. Der vil du finde frihed fra sorg, kedsomhed og bekymringer. Dine forestillinger vil forsvinde. Livet vil omsider få en mening. Du har de bedste år af dit liv foran dig. Således oplever vi fællesskabet – og det vil du også.
»Hvordan skulle det gå til?« spørger du. »Hvor finder jeg disse mennesker?«
Du kommer til at møde disse nye venner i dine egne omgivelser. Rundt omkring dig dør alkoholikere hjælpeløse, som mennesker på et synkende skib. Bor du på et større sted, er der hundredvis af dem. Høj og lav, rig og fattig, dette er fremtidige fæller i Anonyme Alkoholikere.
Blandt dem vil du få venner for livet. Du vil blive knyttet til dem med nye forunderlige bånd, for sammen vil l flygte fra elendigheden, og skulder ved skulder vil l begynde jeres fælles rejse. Så vil du vide, hvad det betyder at give af dig selv, så andre kan overleve og genopleve livet. Du vil lære den sande betydning af »at elske din næste som dig selv«.
Det kan synes utroligt, at disse mennesker atter kan blive lykkelige, respekterede og anvendelige. Hvordan kan de genopstå fra denne elendighed, det dårlige ry og håbløsheden? Det egentlige svar er, at eftersom disse ting er sket iblandt os, kan det også ske for dig. Ønsker du det mere end noget andet, og er du villig til at gøre brug af vor erfaring, er vi sikre på, det vil ske. Miraklernes tid er ikke forbi. Vor egen helbredelse er et bevis for dette.
Vort håb er, at når denne sammensatte bog er søsat på alkoholismens verdenshav, vil tilintetgjorte drankere lægge beslag på den for at følge vore forslag. Vi er overbeviste om, at mange atter vil rejse sig og fortsætte fremad. De vil påvirke endnu flere syge, og Anonyme Alkoholikeres fællesskab vil opstå i enhver by og flække som en havn for dem, der har fundet vejen.
l kapitlet »Arbejdet med andre« fik du en opfattelse af, hvordan vi påvirker og hjælper andre til et bedre helbred. Lad os formode, at gennem dig har flere familier gjort brug af denne livsstil. Du ønsker at vide mere om, hvordan man går videre fra dette punkt. Måske er den bedste måde at vise dig et lille glimt af den fremtid, der venter dig, ved at berette om udviklingen af fællesskabet iblandt os. Her er et kort beskrevet eksempel:
For år tilbage – i 1935 – rejste et af vore medlemmer til en by i vesten. Set fra et forretningsmæssigt synspunkt var hans rejse faldet uheldigt ud. Havde han haft heldet med sig i sin virksomhed, ville det have bragt ham økonomisk på fode, hvilket netop nu var af afgørende betydning. Men hans spekulation endte i et sagsanlæg og kørte totalt fast. Forhandlingerne gennemførtes med megen nag og uenighed.
l bitter mismod befandt han sig på et fremmed sted, vanæret og på fallittens rand. Stadig fysisk svag, og kun ædru nogle få måneder, indså han, at den knibe, han var i, var farlig. Han ville så gerne tale med nogen – men hvem?
En dyster eftermiddag vandrede han rundt i hotellets vestibule, og spekulerede på, hvordan hans regning blev betalt. l den ene ende af vestibulen stod en glasdækket fortegnelse over de lokale kirker. Nede for enden af vestibulen var en dør ind til en hyggelig bar. Han kunne ane den glade flok derinde. Der ville han kunne finde kammeratskab og befrielse. Medmindre han tog sig nogle drinks, ville han sikkert ikke have mod til at skaffe sig bekendtskab, og han ville få en ensom weekend.
Han kunne naturligvis ikke drikke, men hvorfor ikke sætte sig håbefuldt ved et bord med en sodavand? Når alt kom til alt, havde han så ikke været ædru i seks måneder? Måske kunne han tage – lad os sige – tre drinks – ikke mere. Frygten greb ham. Han var på tynd is. Atter var det dette lumske vanvid: den første drink. Skælvende vendte han sig bort og gik gennem vestibulen til fortegnelsen over kirker. Musikken og den hyggelige sludren lød stadig til ham fra baren.
Men hvad med hans ansvar – familien og de mænd, der ville dø, fordi de ikke ville vide, hvordan de kunne komme sig – ja, disse andre alkoholikere? Der måtte være masser i en by som denne. Han ville ringe til en præst. Hans sunde fornuft var vendt tilbage, og han takkede Gud. Han valgte en tilfældig kirke i fortegnelsen, gik ind i en telefonboks og løftede røret.
Hans samtale med præsten ledte ham kort efter til en beboer i byen, som, skønt tidligere at have været virksom og respekteret, nu var nær bunden i alkoholisk elendighed. Situationen var den sædvanlige; hjemmet var truet, hustruen var syg, børnene splittede, regningerne ubetalte og mandens rygte ødelagt. Han havde et desperat ønske om at holde op, men kunne ikke se nogen udvej, for han havde allerede søgt mange veje for at undslippe. Smerteligt bevidst om på en måde at være unormal, indså han dog ikke helt, hvad det vil sige at være alkoholiker*.
Da vor ven berettede sin historie, måtte manden erkende, at intet mål af viljestyrke, som han kunne mønstre, kunne standse hans drikkeri ret længe ad gangen. Han indrømmede, at en åndelig oplevelse var absolut nødvendig, men grundlaget for forslagene forekom ham at være for høj en pris. Han fortalte, hvordan han levede i konstant skræk for,
* Dette refererer til Bills første besøg hos Dr. Bob. Disse to blev senere stiftere af A A. Bills historie findes i starten af denne bog, medens Dr. Bobs indleder sektionen af beretninger.
at nogen skulle opdage hans alkoholisme. Naturligvis havde han den sædvanlige alkoholiske tvangstanke, at kun nogle få anede om hans drikkeri. Hvorfor – forsvarede han sig skulle han sætte resten af sin praksis over styr, blot for at trække endnu flere lidelser ned over familien ved dumt at indrømme sin tilstand over for de mennesker, fra hvem han hentede sit udkomme? Alt andet end dette ville han gøre, sagde han.
Han var imidlertid blevet interesseret og inviterede vor ven med hjem. Nogen tid senere, og netop som han mente, han havde fået kontrol over sit spiritusproblem, tog han en gevaldig tur. For ham var det turen, som sluttede alle ture. Han indså, at han måtte tage direkte fat på problemet, og at Gud så måske ville give ham styrke til at overvinde det.
En morgen tog han tyren ved hornene og begav sig ud for at fortælle dem, han frygtede, hvad der havde været hans egentlige problem. Han blev overraskende godt modtaget og opdagede, at en masse var bekendt med hans drikkeri. Da han havde sat sig i bilen, tog han turen rundt til dem, han havde gjort fortræd. Rystende kørte han omkring, for dette kunne betyde hans ruin, især for et menneske i hans profession.
Ved midnatstid vendte han udmattet – men meget lykkelig – hjem. Siden har han ikke rørt en dråbe. Som vi skal erfare, har han betydet en masse for sit samfund, og den store belastning efter tredive års svært misbrug blev overvundet på fire år.
Men livet var ikke let for de to venner. Masser af vanskeligheder opstod af sig selv. Begge indså, at de måtte være åndeligt aktive. En dag ringede de til oversygeplejersken på et lokalt hospital. De fortalte om deres behov og spurgte, om hun havde en første klasses alkoholisk »forsøgs«patient.
»Jo,« svarede hun, »vi har en hidsigprop. Han har lige tævet et par af sygeplejerskerne. Han mister totalt besindelsen, når han drikker, men han er en herlig fyr, når han er ædru, selv om han har været indlagt otte gange de sidste seks måneder. Jeg har forstået, at han engang var en velkendt advokat her i byen, men lige nu ligger han i spændetrøje*.«
Her var ganske vist et emne, men efter beskrivelsen ikke et særligt lovende emne. At gøre brug af de åndelige principper i sådant et tilfælde var ikke så velkendt som nu. Men den ene af vennerne sagde: »Læg ham på enestue, så kommer vi.« To dage senere stirrede en fremtidig fælle i Anonyme Alkoholikere udtryksløst på de fremmede ved siden af sengen. »Hvem er l og hvorfor denne enestue? Før har jeg altid været i forvaring.«
En af de besøgende sagde: »Vi har dig til behandling for alkoholisme.«
Håbløsheden stod malet over hele mandens ansigt, da han svarede: »Men det er til ingen nytte. Intet kan kurere mig. Det er sket med mig. De sidste tre gange har jeg drukket mig fuld på vej hjem herfra. Jeg er bange for at gå ud gennem den dør. Jeg fatter det ikke.«
l en time fortalte de to venner ham om deres erfaringer med drikkeriet. Atter og atter udbrød han: »Det er lige mig. Det er lige mig. Det er sådan, jeg drikker.«
Manden i sengen fik beskrevet den akutte forgiftning, han led af, hvordan det fik kroppen på en alkoholiker til at forfalde og forstyrrede hans sind. Man talte en del om det mentale stadium, som gik forud for den første drink.
»Ja, det er mig,« sagde den syge, »det samme billede. l to kender virkelig jeres emne, men jeg kan ikke se til hvad nytte. l to er noget. Engang var jeg det også, men nu er jeg ingenting. Ud fra hvad l fortæller, ved jeg nu mere end nogen sinde, at jeg aldrig kan stoppe.
Ved dette brast de to besøgende i latter. Den fremtidige anonyme fælle udbrød: »Der er forbandet lidt at more sig over, så vidt jeg kan se.«
De to venner talte om deres åndelige oplevelse og fortalte ham om det handlingsprogram de levede efter.
* Der refereres til Bills og Bobs besøg hos AAer nummer tre. Se sektionen om pionerer. Dette resulterede i AA´s første gruppe i Akron, Ohio, i 1935.
Han afbrød: »Jeg plejede at satse på kirken, men det hjalp ikke noget. Jeg bad til Gud om morgenen, når jeg havde tømmermænd, og svor på, at jeg aldrig mere ville røre en dråbe, men ved nitiden var jeg fuld som en allike.«
Den næste dag fandt de deres mand mere modtagelig. Han havde overvejet sagen. »Måske har l ret,« sagde han, »Gud burde være i stand til at udrette alt.« Så tilføjede han: »Men han gjorde nu ikke meget for mig, da jeg forsøgte at kæmpe mod dette spiritus-hurlumhej på egen hånd.«
På den tredje dag overgav advokaten sit liv til sin Skabers vejledning og sagde, han var absolut villig til at gøre hvad som helst. Da hans kone kom, turde hun næppe håbe, skønt hun mente, at hun allerede kunne ane en forandring hos sin mand. Han var begyndt at føle sin åndelige oplevelse.
Samme eftermiddag tog han sit tøj og forlod hospitalet som en fri mand. Han begyndte en politisk kampagne, holdt taler, besøgte hyppigt mænds samlingssteder af enhver art og blev ofte oppe hele natten. Han tabte med kun en lille margen. Men han havde fundet Gud – og derved havde han fundet sig selv.
Dette skete i juni 1935. Han drak aldrig siden. også han var blevet et respekteret og nyttigt medlem af samfundet. Han har hjulpet mennesker til at komme sig og er en støtte for den kirke, som så længe måtte undvære ham.
Som du ser, var der nu tre alkoholikere i denne by, som følte, at de enten måtte viderebringe det til andre, som de selv havde fået, eller synke i.
Efter adskillige mislykkede forsøg på at finde andre, dukkede en fjerde op. Han kom gennem en bekendt, som havde hørt de gode nyheder. Han viste sig at være en ung fanden-ivoldsk fyr, hvis forældre ikke kunne finde ud af, om han ønskede at holde op med at drikke eller ej. De var dybt religiøse 09 meget oprørte over deres søns modvilje mod at have noget med kirken at gøre. Han led forfærdeligt efter sine ture, men der kunne tilsyneladende intet gøres for ham. Han indvilligede dog i at lade sig indlægge på hospitalet, hvor han fik det selv samme værelse, som nylig havde været benyttet af advokaten.
Han fik besøg af de tre. Efter en stund sagde han: »Den måde, I udlægger det åndelige på, lyder fornuftigt. Jeg er parat til at forsøge. Jeg formoder, de gamle alligevel havde ret.« Dermed var der endnu et medlem af fællesskabet.
l al den tid forblev vor ven fra hændelsen i hotelvestibulen i byen. Han blev der i tre måneder. Så vendte han hjem og efterlod sit første bekendtskab, advokaten og den fanden-ivoldske fyr. Disse mænd havde erfaret noget helt nyt i deres liv. Skønt de vidste, at de måtte hjælpe andre alkoholikere, hvis de ville forblive ædru, blev dette det sekundære motiv. Det blev overskygget af den glæde, de fandt i at ofre sig selv for andre. De delte deres hjem, deres knappe midler, og de ofrede gladeligt deres fritimer på lidelsesfæller. Dag som nat var de villige til at få en ny mand indlagt på hospitalet og besøge ham bagefter. De voksede i antal. De oplevede nogle bedrøvelige, mislykkede forsøg, men i sådanne tilfælde bestræbte de sig på at få mandens familie interesseret i en åndelig livsholdning for således at forhindre megen sorg og lidelse.
Et år og seks måneder senere var det lykkedes de tre at blive til syv mere. De mødtes ofte, og der gik sjældent en aften, hvor ikke et eller andet hjem dannede rammen om en lille skare af mænd og kvinder, der, lykkelige for deres frihed, konstant var optaget af, hvordan de kunne skænke deres erfaring til en eller anden nykommer. Ved siden af disse uformelle sammenkomster blev det skik og brug at afsætte en ugentlig aften for møder, som kunne besøges af alle og enhver med interesse for en åndelig livsstil. Bortset fra fællesskab og samvær var hovedformålet at sørge for tid og sted, hvor nye mennesker kunne komme med deres problemer.
Udenforstående blev interesserede. En mand og hans hustru stillede deres store hjem til rådighed for denne besynderlige, blandede skare. Parret blev senere så betaget, at de gav deres hjem til arbejdet. Mangen en urolig hustru har besøgt dette hus og fundet kærligt og forstående fællesskab blandt kvinder, som kendte hendes problem, for at høre fra deres egne mænd, hvad der var hændt dem, og for at blive vejledt om, hvordan hendes egen egensindige ægtefælle kunne blive indlagt og påvirket, næste gang han faldt i.
Mangen en mand, endnu forvirret over oplevelsen på hospitalet, er trådt over tærsklen til dette hjem ind i friheden. Mangen alkoholiker, som kom, gik bort med et svar. Han overgav sig til den glade flok derinde, som lo ad deres egen ulykke og havde forståelse for hans. Imponeret af dem, der besøgte ham på hospitalet, overgav han sig betingelsesløst, når han senere i et af værelserne ovenpå i huset hørte beretningen fra en mand, hvis oplevelser var næsten totalt identiske med hans egne. Udtrykket i kvindernes ansigter, dette uforklarlige glimt i mændenes øjne, den stimulerende og opladede atmosfære på stedet slog sammen om ham for at lade ham forstå, at han omsider var kommet i havn.
Den særdeles praktiske måde at gribe hans problemer an på, mangelen på enhver form for intolerance, det uformelle, det uforfalskede demokrati, den fantastiske forståelse, disse mennesker havde, var uimodståelig. Han og hans hustru ville gå glade derfra ved tanken om, hvad de nu kunne udrette for en bekendt, som var ramt, og for hans familie. De vidste, de havde en skare af nye venner; det føltes, som havde de altid kendt disse fremmede. De havde oplevet mirakler, og man måtte opsøge dem. De havde skuet den største virkelighed: deres kærlige og almægtige Skaber.
Nu kan huset dårligt rumme dets ugentlige besøgende, for de tæller i reglen tres eller firs. Alkoholikere strømmer til fra fjern og nær. Fra de omliggende byer kører familier lange strækninger for at komme. Et samfund tredive miles borte har femten medlemmer i Anonyme Alkoholikere. Da det er et større sted, tror vi, at fællesskabet en dag vil tælle mange hundrede medlemmer*.
Men livet i Anonyme Alkoholikere omfatter mere end at
* Skrevet i 1939.
deltage i sammenkomster og besøge hospitaler. Muge ud i gamle stridigheder, hjælpe til med at bringe orden i familieuoverensstemmelser, give en forklaring på sønnen, som er blevet gjort arveløs, til de opbragte forældre, låne penge ud og sikre job for hinanden, når dette kan forsvares ~ dette er hverdagskost. Ingen er for tvivlsomme eller sunket for dybt til at være hjertelig velkommen, hvis han mener det alvorligt. Social anseelse, smålig rivalisering og jalousi bliver leet ud i kulissen. Efter at være blevet slået til vrag på samme skude, blive rehabiliteret og forenet under én Gud, med hjerte og sind indstillet på andres velbefindende, har ting, der betyder en masse for andre, ikke længere den store betydning for dem. Hvordan kunne det have det?
Med kun få variationer finder det samme sted i mange af de østlige byer. l en af disse findes et velkendt hospital for behandling af alkoholisme og stofmisbrug. For seks år siden var et af vore medlemmer indlagt her. Mange af os har for første gang følt Guds tilstedeværelse inden for disse mure. Vi er i stor gæld til lægen, som er tjenestegørende på stedet, for på trods af at det måske kunne skade hans eget arbejde, har han ladet os forstå, at han tror på vort.
Med korte mellemrum foreslår denne læge vort besøg hos en af hans patienter. I forståelse af vort arbejde kan han gøre dette med øje for dem, som er villige og i stand til at komme sig på et åndeligt grundlag. Mange af os tidligere patienter går derhen for at hjælpe. I denne østlige by er der også informationsmøder som dem, vi har beskrevet for dig, hvor du nu kan opleve skarer af medlemmer. Der er det samme solide venskab, den samme hjælpsomhed over for andre, som du vil finde blandt vennerne vestpå. Der sker en del udveksling mellem øst og vest, og vi spår en stor forøgelse af denne udveksling.
Vi håber en skønne dag, at enhver alkoholiker på rejse vil kunne finde Anonyme Alkoholikere på sit bestemmelsessted. l en vis udstrækning er dette allerede en realitet. En del af os er sælgere og kommer meget omkring. Små grupper på to, tre eller fem medlemmer er sprunget frem i andre egne gennem forbindelsen med vore to større centre. De af os, som rejser, falder ind, så ofte det lader sig gøre. Denne skik sætter os i stand til at give en hånd med og på samme tid undgå visse lokkende fristelser på vejen, som enhver rejsende kan fortælle om*.
Således vokser vi, og det samme kan du gøre, selv om du kun er ene mand med denne bog i hånden. Vi tror og håber på, at den indeholder alt, du behøver for at komme i gang.
Vi ved, hvad du tænker. Du siger til dig selv: »Det kunne jeg aldrig gøre. Jeg er nervøs og alene.« Men du kan. Du glemmer, at du netop har øst af en kilde af kraft, som er langt større end dig selv. For at repetere: med en sådan opbakning er det, vi har udrettet, kun et spørgsmål om villighed, tålmodighed og arbejde.
Vi kender en AA´er som bor i et større samfund. Han havde kun boet der nogle få uger, før han fandt ud af, at stedet sikkert havde flere alkoholikere pr. kvadratkilometer, end nogen anden by i landet (det var kort inden, dette blev skrevet 1939) Myndighederne var særdeles bekymrede. Han kom i forbindelse med en kendt psykiater, som havde overtaget visse ansvarsområder inden for den mentale sundhedstilstand. Lægen viste sig at være i stand til – og usædvanlig ivrig efter – at indføre enhver virksom metode til at afhjælpe situationen. Han spurgte derfor vores ven, hvad han havde at tilbyde.
Vores ven fortalte ham det, og med en sådan overbevisning, at lægen gik med til at afprøve det blandt sine patienter og nogle andre alkoholikere på en klinik, han havde tilsyn med. Der blev også truffet aftale med en psykiatrisk overlæge på et stort offentligt hospital om udvælgelse af endnu flere af den strøm af elendighed, som gennemstrømmedes denne klinik.
Således vil vores arbejdsfælle snart have masser af venner.
*Skrevet i 1939. I 1988 varder over 76.000 grupper fordelt i 120 lande med et anslået medlemstal på over l.600.000.
Nogle af dem falder måske i og kommer aldrig op igen, men hvis vores erfaring slår til, så vil mere end halvdelen af dem, vi har henvendt os til, blive medlemmer af Anonyme Alkoholikere. Når nogle få i denne by har fundet sig selv og følt glæden ved at hjælpe andre til at turde se livet i øjnene, vil der ikke være nogen pause, før enhver i denne by har haft muligheden for at komme sig, hvis han kan og vil.
Måske vil du stadig indvende: »Jamen, jeg vil ikke have fordel af at have forbindelse med dig, som skrev bogen.« Man kan aldrig vide. Det vil Gud afgøre, så du må huske, at din egentlige tillid altid hviler på Ham. Han vil vise, hvordan du skaber det fællesskab, du higer efter*.
Vores bog er kun ment som forslag. Vi erkender, at vi ved så lidt. Gud vil bestandig afsløre mere for dig og for os. Spørg Ham i din morgenmeditation, hvad du hver dag kan gøre for den, der stadig lider. Du vil få svar, hvis du har orden i dit eget hus. Men naturligvis kan du ikke give noget, du ikke har. Sørg for, at dit forhold til Ham er det rette, og store ting vil hænde for dig og utallige andre. Dette er den store virkelighed for os.
Forlad dig på Gud – sådan som du opfatter Gud. Erkend dine fejl til Ham og til dine fæller. Rens ud i fortidens ødelæggelser. Giv villigt af, hvad du får, og slut dig sammen med os. Vi skal være med dig i det åndelige fællesskab, og du vil helt sikkert møde nogle af os, efterhånden som du træder din vej mod en lykkelig fremtid.
Må Gud velsigne dig og bevare dig – indtil da.
* Anonyme Alkoholikere vil være glad for at høre fra dig. Adressen er:
Postboks 334, 1503 København V