Denne verdslige dame var med til at starte AA i Chicago og gav på denne måde sin nøgle til livet til mange alkoholikere.

For ca. 15 år siden var jeg – efter en lang række fatale og rystende oplevelser – i en situation, hvor jeg hjælpeløst blev hvirvlet mod den totale destruktion, og jeg var ikke i stand til at lægge kursen om. Hvorledes jeg var havnet på dette skråplan vidste jeg ikke. Jeg var 33 år gammel, og løbet var kørt. Jeg var fanget i et net af alkohol og beroligende midler, som jeg utallige gange havde forsøgt at komme ud af, men et liv uden var blevet uudholdeligt.

Jeg var et produkt af efterkrigstidens forbudsperiode og de brølende tyvere, hvor det var »in« for et halvvoksent pigebarn som mig at opsøge diverse smugkroer. Moden dikterede pagehår og lommelærke i strømpebåndet og E Scott Fitzgerald skrev i tidens ånd »Den Store Gatsby«.

Det var bestemt en skrupskør og forvirret periode, men næsten alle, jeg kendte, var kommet ud af den med begge ben på jorden og en god portion modenhed. Jeg kunne heller ikke skyde skylden for mit dilemma på min opvækst. Jeg kunne ikke have fået mere elskelige og samvittighedsfulde forældre. Jeg havde alle fordele i et velfungerende hjem. Jeg gik i de bedste skoler, deltog i lejrskoler om sommeren og ferierede de rigtige steder. Ethvert rimeligt ønske fra min side blev indfriet. Jeg var sund og rask og ganske god til sport. Jeg oplevede glæden ved spiritus ved festlige lejligheder i 16-årsalderen. Jeg kunne så afgjort lide alt, hvad der var forbundet med spiritus: smagen, virkningen. l dag kan jeg se, at en drink gav mig noget helt specielt og virkede anderledes på mig end på andre mennesker. Det varede ikke længe, før jeg syntes, at en fest uden drinks efter min mening var dødssyg.

Jeg blev gift som tyveårig, fik to børn og skilt igen 3 år senere. Mit forliste ægteskab og knuste hjerte pustede til min ulmende selvmedlidenhed, så den slog ud i lys lue og gav mig utallige gode undskyldninger for at tage en drink – og endnu en.

Da jeg var 25 år, var mit spiritusforbrug blevet et alvorligt problem for mig. Jeg konsulterede den ene læge efter den anden i håbet om, at en af dem kunne kurere mit efterhånden temmelig komplekse sygdomsbillede – og helst ad kirurgisk vej.

Naturligvis fandt lægerne intet. Blot en usikker, uregerlig pige uden evne til at tilpasse sig og fyldt med en navnløs frygt. De fleste af dem ordinerede beroligende midler og tilrådede hvile og mådehold.

Fra jeg var 25 til 30 år, prøvede jeg alt. Jeg foretog en geografisk flugt til Chicago og nye omgivelser. Jeg studerede kunst; jeg bestræbte mig desperat på at skabe mig nye interesser i mange ting, et nyt sted blandt nye mennesker. Intet hjalp, og på trods af mine anstrengelser steg mit spiritusforbrug. Jeg forsøgte mig med ølkur, vinkur og kontrolleret drikkeri i alle afskygninger. Jeg prøvede kun at drikke den rene vare, kun blandet, kun at drikke, når jeg var glad eller deprimeret. Alligevel blev jeg i en alder af 30 år kostet hid og did med en trang til at drikke, der var totalt uden for min kontrol. Jeg kunne ikke stoppe mit drikkeri. Jeg kunne holde mig ædru i kortere perioder, men altid ville en overvældende trang til at drikke skylle ind over mig og opsluge mig. Jeg blev grebet af panik i en sådan grad, at jeg var overbevist om, at jeg ville dø, hvis jeg ikke hældte en drink indenbords.

Jeg behøver vist ikke sige, at dette ikke var nogen morsom måde at drikke på. Jeg havde for længst opgivet at give mit drikkeri udseende af selskabelighed. Jeg drak i ren og skær desperation og for nedrullede gardiner – alene – inden for mine egne fire vægge i rimelig sikkerhed, fordi jeg vidste, at jeg ikke turde risikere black-out ude blandt andre mennesker eller bag rattet i min bil. Jeg vidste ikke længere, hvor meget eller hvor lidt jeg kunne tåle, og det kunne meget vel være den anden såvel som den tiende drink, der fik mig til at miste bevidstheden.

De næste 3 år tilbragte jeg på forskellige institutioner – engang var jeg bevidstløs i 10 dage, og det var på et hængende hår, at jeg kom til mig selv igen – ind og ud af hospitaler eller sengeliggende hjemme under opsyn af sygeplejersker døgnet rundt. Nu var jeg nået dertil, hvor jeg bare ønskede at dø, men jeg evnede ikke engang at tage mit eget liv. Jeg følte mig fanget i en fælde, og jeg kunne for alt i verden ikke forstå, hvordan eller hvorfor dette var sket netop for mig. Og hele tiden næredes frygten af en voksende overbevisning om, at det inden længe ville blive nødvendigt for mig at blive anbragt på institution. Sådan som jeg opførte mig, måtte jeg afgjort høre hjemme på en galeanstalt. Syg om hjertet, skamfuld og med en frygt, der bragte mig på kanten af panik, så jeg ingen mulighed for at flygte undtagen ind i glemslen. Det var åbenlyst for enhver, at kun et mirakel kunne forhindre mit totale sammenbrud. Men hvem gav sig af med at udskrive mirakler pr. recept?

På dette tidspunkt havde jeg i et års tid konsulteret en læge, som fortsat kæmpede med mig. Han havde forsøgt alt med mig lige fra messe hver morgen kl. 6 til at udføre virkelig tarveligt arbejde for de patienter, som var omfattet af hans velgørenhedsarbejde. Hvorfor han stred med mig så længe, er mig en gåde,, fordi han vidste, at ingen medicin kunne hjælpe mig, og ligesom andre læger på den tid havde han lært, at alkoholikere kunne man ikke kurere, så dem skulle man ikke spilde tid på. Læger skulle koncentrere sig om de patienter, som kunne have gavn af medicinsk behandling. Når det drejede sig om alkoholikere, kunne de kun yde midlertidig lindring, og i de sidste stadier var end ikke det muligt. Det var spild af lægens tid og patientens penge. Ikke desto mindre var der nogle få læger, der betragtede alkoholisme som en sygdom, og de var af den opfattelse, at alkoholikeren lå under for noget, som han ikke havde kontrol over. De havde en anelse om, at der – et eller andet sted – måtte være en løsning for disse tilsyneladende håbløse tilfælde. Det var mit held, at netop min læge var af denne opfattelse.

l foråret 1939 gik en meget bemærkelsesværdig bog i trykken i New York med titlen Anonyme Alkoholikere. Grundet økonomiske vanskeligheder blev trykningen desværre midlertidig indstillet, og bogen fik ingen omtale, ej heller kunne man købe den i forretningerne, selv om man vidste, den eksisterede. Men på en eller anden måde hørte min brave doktor om denne bog, og han hørte ligeledes lidt om de mennesker, der stod bag dens udgivelse. Han skaffede et eksemplar fra New York, og efter selv at have læst den stak han den under armen og aflagde mig et besøg. Det besøg blev vendepunktet i mit liv.

Aldrig før var det blevet mig fortalt, at jeg var alkoholiker. Meget få læger fortæller en håbløs patient, at man ikke kan hjælpe ham eller hende. Men den dag sagde min læge direkte til mig: »Folk som dig er ganske godt kendt inden for lægevidenskaben. Enhver læge får sin kvote af alkoholiske patienter. Nogle af os arbejder hårdt med disse mennesker, fordi vi ved, at de i virkeligheden er meget syge. Vi ved også, at uden en slags mirakel kan vi kun hjælpe dem midlertidigt, og at det uvægerligt bliver værre og værre, indtil der kun er to muligheder tilbage. Enten dør de af akut alkoholisme eller også udvikler de en såkaldt våd hjerne og må institutioneres permanent.«

Han forklarede ydermere, at alkoholisme rammer uanset køn eller social status, men at de fleste alkoholikere, han havde mødt, havde intelligens og evner over middel. Han sagde, at en alkoholiker tilsyneladende er i besiddelse af en medfødt skarpsindighed, og han er som regel fremragende dygtig inden for sit område uanset miljø eller uddannelse.

»Vi ser alkoholikeren fungere i en ansvarsfuld stilling, og vi ved, at hans ydeevne, på grund af et dagligt, kraftigt misbrug, er nedsat med 50%, og alligevel er han tilsyneladende i stand til at udføre et tilfredsstillende arbejde. Ligeledes spekulerer vi på, hvor meget længere denne mand kunne komme, hvis han fik fjernet sit alkoholproblem og dermed kunne udnytte sine evner 100%. Men naturligvis mister alkoholikeren alle sine evner, efterhånden som hans sygdom bliver progressivt forværret, og det er tragisk at se, når et menneske går i opløsning både fysisk og psykisk.«

Dernæst fortalte han mig, at der var en gruppe mennesker i Akron og New York, der havde udarbejdet en metode, der kunne standse alkoholismen.

Han bad mig læse bogen Anonyme Alkoholikere, og han ville gerne have, at jeg talte med en mand, som med held havde fået standset sin alkoholisme. Denne mand kunne fortælle mig mere. Jeg læste i bogen hele natten. Det var en vidunderlig oplevelse for mig. Den gav mig forklaring på mange ting, som jeg ikke kunne forstå omkring mig selv, og det bedste af det hele var, at den lovede bedring, hvis jeg ville gøre nogle få ting og var villig til at få fjernet trangen til at drikke. Her fandtes et håb. Måske kunne også jeg komme ud af denne pinefulde tilstand. Måske kunne jeg finde frihed og fred i sjælen.

Næste dag fik jeg besøg af Mr. T., en rehabiliteret alkoholiker. Jeg ved ikke, hvad slags menneske jeg havde forestillet mig, men jeg blev meget behageligt overrasket, da Mr. T. viste sig at være en ligevægtig , intelligent og velsoigneret person med pæne manerer. Hans imødekommende og charmerende væsen slog mig straks, og jeg følte mig fra starten tryg i hans selskab. Det var svært at forestille sig, at han engang havde været i samme situation som jeg.

Men efterhånden som han fortalte sin historie, blev jeg klar over, at han talte sandt. Den måde hvorpå han beskrev sine lidelser og frygt, og de mange år hvor han havde søgt en forklaring, hvor der tilsyneladende ikke fandtes en sådan, kunne det faktisk lige så godt have været mig, han talte om, og intet menneske, der ikke selv havde prøvet det på sin egen krop, kunne frembyde en sådan viden. han havde været ædrui2V2år og havde bevaret kontakten til en gruppe ædru alkoholikere i Akron. Kontakten med denne gruppe var af yderste vigtighed for ham. Han fortalte mig, at det var hans håb, at en sådan gruppe med tiden ville blive startet i Chicago, men indtil dato var det ikke tilfældet. Han mente, at jeg ville have godt af at besøge gruppen i Akron og møde andre, der havde det som ham.

Jeg var nu kommet dertil, hvor jeg, ihukommende min læges forklaring, beretningerne i bogen og det livgivende møde med Mr. T., var parat og indstillet på at gå til verdens ende, hvis det blev krævet af mig for at opnå det, disse mennesker ejede.

Derefter rejste jeg til Akron og også til Cleveland, og jeg mødte flere passive alkoholikere. Hos disse mennesker fandt jeg en fred og en sindsro, som jeg vidste, jeg også måtte tilegne mig. Ikke alene hvilede disse mennesker i sig selv, men de havde et livsmod, som man sjældent møder undtagen hos ganske unge mennesker. Tilsyneladende rummede de alle de ingredienser, der skulle til for at have et godt liv – livsfilosofi, tro, humoristisk sans (de kunne le ad sig selv), klippefaste mål, taknemmelighed – og i udpræget grad forståelse og sympati for deres lidelsesfæller. Intet var vigtigere for dem her i livet end at række en hjælpende hånd til en alkoholiker i nød. De ville rejse kilometer efter kilometer og holde sig vågen hele natten for at være sammen med et menneske, de aldrig tidligere havde mødt, som en selvfølgelighed. De anglede ikke efter ros, de påstod, at de var privilegerede i en sådan situation og insisterede på, at de altid modtog mere, end de gav. Højst forunderlige mennesker.

Jeg havde slet ikke tænkt den tanke, at jeg selv kunne få, hvad disse mennesker ejede. Hvis jeg bare kunne opnå at få en lille del af deres forunderlige livskvalitet – og ædruelighed – ville det være nok.

Kort efter min hjemkomst til Chicago sendte min læge, der var blevet opmuntret ved resultatet af min kontakt med AA, os yderligere 2 af sine alkoholiske patienter. I slutningen af september 1939 var vi en kerne bestående af seks alkoholikere, og vi holdt vort første officielle gruppemøde.

Det blev en temmelig barsk affære for mig at genvinde helbredet. De sidste mange år havde jeg jo støttet mig til min kunstige krykke i form af enten alkohol eller beroligende midler. At give afkald på alt fra den ene dag til den anden, var både skrækindjagende og pinefuldt. Jeg havde aldrig klaret det alene. Jeg behøvede den hjælp og forståelse og det vidunderlige venskab, der blev givet mig i så rigt mål af mine exalkoholiske venner. Dette og rehabiliteringsprogrammet indeholdt i de 12 trin.

AA-programmet er ikke nogen lærebog, hvor det blot gælder om at tilegne sig stoffet. Det er en livsstil, og den udfordring, der er indeholdt i dets principper, er så enestående, at enhver vil bestræbe sig på at arbejde med disse resten af livet. Vi vokser aldrig fra dette program. Som alkoholikere under helbredelse må vi have et program at leve efter, der giver mulighed for ubegrænset udvikling. Det er vigtigt, at vi til stadighed bevæger os fremad, skridt for skridt, hvis vi skal holde os ædru. Andre kan blive ved med at køre i den gamle skure, uden at det betyder så meget, men stilstand eller tilbageskridt kan betyde døden for os. Det er nu ikke så barsk, som det lyder, for vi er taknemmelige for nødvendigheden af at leve efter programmet, fordi vi erfarer, at vi bliver så rigeligt belønnet for en konsekvent indsats, med de utallige gevinster vi får.

Der sker en total ændring i vor livsholdning. Hvor vi tidligere løb fra vort ansvar, er vi nu i stand til med taknemmelighed at bære vor del af ansvaret, endda med succes. I stedet for at vige uden om et indviklet problem, oplever vi en spænding i den udfordring, der ligger i muligheden for at bruge AAs teknik, og vi tackler den med sand livskraft.

De sidste femten år har mit liv været rigt og meningsfyldt. Jeg har fået min andel af problemer, hjertesorger og skuffelser, for sådan er livet, men jeg har også fået mange glæder og en fred, der udspringer af min genvundne indre frihed. Jeg er rig på venner og ~ med disse mine AA-venner – en del af et fællesskab af høj karat. Jeg føler mig nært beslægtet med disse venner. Først gennem fælles lidelser og fortvivlelse, og senere gennem fælles mål og genvunden tro og håb, og som årene går, arbejder vi sammen og deler vore erfaringer med hinanden. Vi har ligeledes en gensidig tillid, forståelse og kærlighed til hinanden – uden bånd og uden forpligtelser knytter vi venskaber, der er enestående og uvurderlige. Der er ikke længere følelsen af ensomhed, den frygtelige smerte så dybt forankret i hjertet hos enhver alkoholiker, at intet tidligere kunne nå ind dertil. Den smerte er forsvundet og behøver aldrig vende tilbage.

Nu har vi en følelse af at høre til, at være ønsket, brugbar og elsket. I stedet for flasker og tømmermænd er vi blevet givet NØGLEN TIL HIMMERIGE.