»Den, som bliver overbevist imod sin vilje, mener fortsat det samme«. Men ikke denne mand.

Jeg var den ældste af tre børn, og min far var alkoholiker. Noget af det første, jeg husker, er en flaske, der stod på hans skrivebord, med dødningehoved og mærket »Gift«. På det tidspunkt, husker jeg, havde han lovet aldrig at drikke mere. Det gjorde han selvfølgelig. Jeg kan også huske, at han var sælger, endda en god sælger. Når han var i byen – vi boede i en lille by ved navn Moscow – prøvede jeg at få ham til at give mig penge til købmandsvarer. Det ville han ikke, men han købte en pose bolsjer til mig, som jeg senere gik tilbage og fik byttet til et brød. Jeg var kun seks år dengang.

Min far døde i l90l, da jeg var otte år gammel, og jeg gik i anden eller tredje klasse. Jeg holdt øjeblikkeligt op i skolen og fik arbejde, og fra da af og indtil sekstenårsalderen kom jeg ikke i skole. Jeg forestillede mig altid, hvilke storslåede ting jeg ville udrette, og faktisk opnåede jeg omkring halvtreds procent af dem, men tabte så interessen. Dette mønster fortsatte livet igennem. Da jeg var seksten år gammel, giftede min mor sig igen, og jeg fik mulighed for at komme i skole igen. Jeg kom ind på gymnasiet, men eftersom jeg var gået glip af alle de mellemliggende klassetrin, klarede jeg mig ikke særlig godt, så jeg fik for vane at gå i skole i fodboldsæsonen og så holde op.

Jeg havde vældig lyst og ambitioner om at blive til noget, fordi, tror jeg, at jeg inderst inde erkendte, at jeg ikke havde nogen særlige evner. Jeg kan huske, at jeg meget tidligt var jaloux på min bror. Han gjorde tingene meget bedre end mig, fordi han var flittig og satte sig ind i, hvordan tingene skulle gøres, mens jeg ikke kunne koncentrere mig. Jeg ved ikke, om jeg kunne have klaret mig lige så godt som han.

Da jeg var nitten, blev jeg gift med alle tiders pige, og jeg havde udsigt til at klare mig godt i forretningslivet. Jeg havde købt et stykke jord i Cuyhoga Falls, delte det op i parceller og tjente omkring 40.000 dollars, hvilket var mange penge dengang. For den fortjeneste købte jeg huse, men jeg forsømte dem. Jeg gad ikke bruge tilstrækkelig tid på dem. Følgen var, at udgifterne voksede, jeg tabte penge, og en stor del af fortjenesten smuldrede bort.

Da jeg var atten, i slutningen af gymnasietiden, holdt fodboldholdet en fest på en kro uden for Akron. Vi kørte i en bil, vi havde lånt af en eller anden. På vej til middagen gik vi ind i baren. l et forsøg på at vise de andre, at jeg kendte taget fra storbyen (jeg havde boet i Scranton og Cleveland), spurgte jeg, om de ikke havde lyst til en drink. De så underligt på hinanden, og endelig sagde en af dem, at han ville have en øl, og det ville de andre så også. Jeg bestilte dry martini. Jeg vidste ikke engang, hvordan sådan en så ud, men jeg havde hørt en mand ved baren bestille en. Det var min første drink. Jeg blev ved med at holde øje med manden ved baren for at se, hvad han stillede op med sådan en indretning. Han lugtede til glasset og satte det fra sig igen – så jeg gjorde ligeså. Han tog et par drag af cigaretten, og jeg tog et par drag af min cigaret. Han skyllede halvdelen af sin martini i sig, og jeg gjorde det samme og var ved at gå til: Det stak i næsen, og jeg var ved at kvæles. Jeg kunne ikke lide det. Der var intet ved den drink, der tiltalte mig. Men jeg holdt øje med manden, og han hældte resten af sin drink i sig, derfor gjorde jeg det også. Han spiste sin oliven, og jeg spiste min, selv om jeg ikke brød mig om oliven. Det virkede på enhver måde frastødende på mig. Jeg drak ni martinier på mindre end én time.

To og tyve år senere fortalte dr. Bob mig, at det, jeg havde gjort, var det samme som at trykke på en knap, der fik min organisme til at kræve mere alkohol. Det vidste jeg ikke dengang. Jeg havde ikke mere grund til at drikke disse martinier, end en præriehare havde. På dette tidspunkt satte de andre drenge en stopper for det og bar mig udenfor Jeg lå i bilen, mens de festede. Det var første gang, jeg drak stærk spiritus. Jeg drak mig til et blackout med det samme og havde overhovedet ikke nogen fornøjelse af det. Jeg sad bare pludselig der og bællede. Jeg besluttede på stedet, at jeg aldrig i livet ville røre en martini igen. Det virkede på mig som et kølleslag.

Jeg tror, der gik et år, før jeg igen rørte spiritus. Jeg begyndte at sælge de tidligere omtalte grunde. Jeg havde et sjak, som arbejdede der, og jeg ville gerne have dem til at arbejde søndag eftermiddag, så jeg kunne sælge grunde om søndagen. Jeg købte en kande stærk cider og en gallon (3,8 l) vin, som jeg gav dem at drikke. Da dagens arbejde var forbi, var der noget tilovers, som jeg så selv drak. Da jeg kikkede på mine penge og kontrakterne, fandt jeg ud af, at jeg i løbet af dagen havde solgt seks grunde, som jeg ikke havde nogen erindring om, og jeg kendte heller ikke dem, jeg havde solgt til. Jeg måtte senere se efter i telefonbogen for at finde ud af, hvem disse mennesker van Endnu et blackout. Vin og stærk cider

Jeg opdagede hurtigt, at jeg var fuldstændig utilregnelig hvis jeg drak noget overhovedet. Jeg besluttede, at jeg ikke kunne drikke. Jeg var i hvert fald klar over, at jeg ikke kunne drikke som andre mennesker, men jeg forsøgte hårdnakket endda i to og tyve år

Jeg solgte tre grunde til en ældre dame i Cleveland. Jeg tog til Cleveland med skøderne og hentede mine penge. Hun betalte i kontanter Næste morgen vågnede jeg op i et fængsel i Cleveland, og fængselsbetjenten opbevarede l.l75 dollars af mine penge i en konvolut. Jeg anede ikke, hvad der var sket. Dette skete seks-otte måneder efter den foregående »episode«.

Så blev jeg gift (som jeg har fortalt, var jeg nitten). Da jeg var blevet gift, følte jeg mig voksen, og noget af det første, jeg gjorde, var at købe to kasser whisky uden at drømme om at drikke det. (Jeg skulle måske sige her, at jeg aldrig i livet har haft til hensigt at blive fuld. Jeg har aldrig haft noget ønske om det. Sådan tænkte jeg bevidst). Jeg var en meget ung ægtemand med whisky i skabet over køkkenvasken, og når jeg om aftenen hjalp min kone med opvasken, tog jeg en kop te tilsat whisky. Jeg klarede mig igennem aftenen med et par enkelte drinks.

Sådan gik det regelmæssigt i et stykke tid. Endelig kom der en fodboldkamp, et show eller én eller anden speciel lejlighed, der skulle fejres, og jeg mødte op – fuld. På dette tidspunkt begyndte jeg også at udsætte og undgå at tage ansvar. Alt, hvad der kunne udsættes, blev udsat til næste dag. Følgen var, at tingene hobede sig op, og jeg drak mig til endnu et blackout.

Da mine grunde var ved at være solgt, lige før første verdenskrig, kom jeg ind i rågummibranchen, og et halvt år senere var der kun én kommissionær foruden mig tilbage i Akron. Så til trods for alle mine krumspring havde jeg heldet med mig, som den ene af kun to kommissionærer i verdens gummicentrum.

Jeg fandt ud af, at når jeg forlod Akron og tog til Chicago, blev jeg fuld. Så længe der var gang i forretningen, kunne jeg nøjes med at drikke indimellem og blev ikke altid fuld. Jeg var kvartalsdranker. En stor begivenhed af enhver art fremskyndede koncentreret druk. Det var for længst blevet et alvorligt problem. Jeg var tilbøjelig til at slå alting stort op. Engang planlagde jeg, med syv dollars på lommen, at give min familie et par hundrede dollars, når jeg fik dem tjent til næste år. Men det faldt mig ikke ind at lade dem få del i de syv, jeg havde.

Fremgangen i gummiforretningerne fortsatte i seks år, fra l9l6 til l922. Det brød sammen i tyverne. Alle gummifirmaer i landet, undtagen Firestone, blev omdannet på det tidspunkt. Det lykkedes mig altid at være i nærheden af de store penge, og jeg sørgede for at komme sammen med betydningsfulde personer. Jeg præsterede at oparbejde en forretning, så jeg bare skulle fortsætte den, planlagde i alle detaljer, ordnede økonomien, og så endte det bare med, at jeg sagde: »Til helvede med det! « og gik fra det. Nær målet – kun næn Jeg regnede med, at den eneste forskel på mig og en millionær var, at jeg ikke havde styrke nok, eller at han fik chancerne og jeg ikke.

Akron blomstrede virkelig på den tid, l9l9-l920. Der skete en enorm udvikling. Jeg fik forkøbsret til en grund ved East Market Street for opførelse af en ejendom med tre hundrede lejligheden Et hundrede til ugifte kvinder i den ene ende, et hundrede til mænd i den anden og et hundrede til ægtepar i midten. l kælderen skulle der være renseri, barber, billard, købmandsforretning osv. Jeg havde entreprise på det halve, i hvert fald mundtligt, og entreprenørerne tog halvdelen af det andet pantebrev. På dette stadium mistede jeg interessen, solgte forkøbsretten for 5.000 dollars og glemte alt om det. En anden gang havde jeg planer om en gummipuljeordning. Min tanke var at få alle firmaerne til at gå sammen og købe gummi, når det var billigt, og lægge det på lagen Når gummiet nåede en særlig lav pris, skulle vi købe for puljen. Med de store firmaer, der var involveret, med det beløb vi kunne have samlet og med de løfter, jeg havde fået, kunne det have været gennemført. Jeg arbejdede på projektet, indtil jeg havde virkelig store navne i gummibranchen med på en foreløbig kontrakt, hvorpå jeg droppede det hele.

Efter min mening havde drikkeriet ikke noget at gøre med, at jeg ikke gennemførte det, jeg satte mig fon Jeg ved ikke, om jeg drak for at dække over, at jeg var en fiasko, eller om drikkeriet var årsagen til, at jeg gik glip af mine forretningen Jeg var i hvert fald i stand til at efterrationalisere. Jeg husker udmærket, at jeg i en lang årrække troede, at jeg var den eneste i verden, der vidste, at jeg før eller senere ville blive fuld.

Jeg husker tilfælde, hvor venner anbefalede mig til stillinger eller gav mig mulighed for at gøre en god forretning, og jeg afslog, fordi jeg vidste, at jeg en dag i fremtiden ville blive fuld og såre en eller anden.

Imidlertid gik det ikke særlig godt hjemme. Vi havde to børn, en dreng og en pige, og da drengen var tolv, blev vi skilt. Det var min idé. Jeg husker, at jeg fortalte min stakkels kone, at jeg sikkert kunne holde op med at drikke, hvis jeg ikke var gift med hende, og at jeg jo ikke brød mig om tvang! Jeg brød mig ikke om at være hjemme til en bestemt tid, jeg brød mig ikke om dit, jeg brød mig ikke om dat, og jeg tror faktisk, at den stakkels pige lod sig skille fra mig for at hjælpe mig med at holde op med at drikke! Den smule bånd, jeg hidtil havde lagt på mig selv, var nu væk, og mit drikkeri tog selvfølgelig til.

Jeg var for længst blevet overbevist om, at jeg var gal, fordi jeg gjorde så mange ting, jeg egentlig ikke ønskede at gøre. Jeg ønskede ikke at forsømme mine børn. Jeg elskede dem, som enhver elsker sine børn, men jeg forsømte dem faktisk. Jeg brød mig ikke om slagsmål, men jeg kom i slagsmål. Jeg brød mig ikke om at blive anholdt, men jeg blev det. Jeg ville ikke med fuldt overlæg sætte uskyldige menneskers liv på spil ved at køre spirituskørsel, men jeg gjorde det. Jeg kom helt automatisk til den konklusion, at jeg måtte være gal. Min store opgave bestod i at forhindre andre i at opdage det. Jeg fandt ud af, at jeg ville holde op med at drikke, arbejde virkelig hårdt, beskæftige mig otte timer om dagen i fem dage om ugen, tjene masser af penge, og så kunne jeg begynde at drikke igen. Det var det modsatte af mit tidligere mønster, hvor jeg frygtede at gå på arbejde, fordi jeg måske ville drikke! Disse drømme endte altid med druk. Nu prøvede jeg at holde op. Jeg tror, det var i l927. Jeg blev skilt i l925 eller l926. Jeg besluttede, at jeg ikke ville drikke. Jeg husker, at jeg engang holdt mig tørlagt i 364 dage, men jeg klarede altså ikke rigtigt et helt år.

En anden gang opsøgte jeg Max R. for at få et job som lastbilchauffør. Han kendte lidt til mit drikkemønster og spurgte, hvad jeg gjorde ved det. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde drukket i 90 dage, og at jeg havde fundet ud af, at jeg hørte til dem, der ikke kunne tåle at drikke. Og med den viden havde jeg besluttet, at jeg aldrig mere ville tage en drink. På baggrund af denne erklæring og det faktum, at jeg havde været ædru i 90 dage, gav han mig et job, der bestod i at sælge grunde. Jeg blev salgschef og havde fire mand under mig. Da der var gået fire måneder havde jeg ikke bare pænt tøj – da jeg første gang opsøgte Max, havde jeg ikke et sæt tøj, der kunne tåle en pludselig bevægelse – nu havde jeg seks sæt tøj, foruden en bil. Jeg havde alt, hvad en mand kunne ønske sig. På vej fra Akron til Cleveland var jeg i banken, hvor jeg fandt ud af, at jeg havde omkring 5.000 dollars. Jeg kørte mod Cleveland og spekulerede på, hvorfor mine forhold var så forandrede, sammenlignet med et halvt år tidligere. Jeg kom til det resultat, at det var fordi, jeg ikke havde drukket. Jeg havde ikke været fuld, fordi jeg ikke havde taget nogen drink. Og vil du tænke dig: jeg bad en bøn på stedet. Jeg opsendte en påskønnelse for, at jeg ikke havde drukket i disse fem måneder, og, uden at nogen truede mig til det, aflagde jeg et højtideligt løfte om, at jeg aldrig mere, så længe jeg levede, ville drikke igen.

(Mine forældre var katolikker, og jeg var blevet døbt, men efter min konfirmation holdt jeg op med at gå i kirke. Da min mor giftede sig igen, var det med en protestant, og hele det religiøse aspekt var glemt. Derfor havde jeg aldrig haft varig kontakt med nogen religion).

Jeg var altså på vej til Cleveland, da jeg aflagde dette højtidelige løfte. Klokken var l5.30. Klokken 3.30 den følgende nat befandt jeg mig på Champlain Street politistation, anholdt for spirituskørsel og for at have fornærmet en betjent. Mit tøj, som jeg var så stolt af, var i en sådan forfatning, at fængselsbetjenten måtte skaffe mig et par bukser, jeg kunne have på i retten næste morgen. Jeg havde mødt en fyr, jeg altid drak sammen med. Når som helst vi mødtes – jeg kender ikke engang hans navn – blev vi fulde. Jeg var altså stødt på ham, og han så virkelig ud til at have det godt. Hans ansigt havde en pæn kulør og hans øjne var klare, og han komplimenterede mig for mit udseende. Jeg sagde: »Jeg har ikke drukket i ni måneder,« og han svarede: »Nå, jeg har ikke drukket i tre.« Vi stod i tyve minutter og fortalte hinanden, hvor meget bedre vi havde det, hvor meget bedre vi så ud, hvor meget bedre vi havde det økonomisk, mentalt, fysisk, moralsk og i det hele taget på enhver måde. Vi begyndte at tage afsked. Vi gav hinanden hånden, og han holdt min fast et øjeblik og sagde: »Ved du, hvad jeg vil, for gammelt venskabs skyld? Jeg giver en drink, men hvis du foreslår én til, stikker jeg dig en på skrinet.« Jeg tænkte som så, at ingen vidste, at jeg ikke drak. Jeg kunne bare tage den ene drink og gå tilbage på vandvognen. Ingen ville få det at vide, så jeg sagde ja til den ene drink. Vi gik ind i en smugkro, og jeg husker ikke mere. Jeg var blevet samlet op kl 2.30 om natten med min bil smadret af en sporvogn, fordi jeg var kørt ind i en beton-helle, og sporvognen var derefter kørt ind i mig. Jeg var blevet bjærget ud gennem taget – det var der, mit tøj blev ødelagt. Jeg mistede l00 dollars, som jeg havde i lommen, foruden mit armbåndsur. Selvfølgelig mistede jeg bilen. Men det allerværste: jeg mistede min ædruelighed. Jeg fortsatte med at drikke, indtil den sidste dollar, jeg ejede, var væk, og jeg flyttede tilbage og boede hos min søster, hvor jeg fik mine cigaretter ved at ringe til hendes købmand og bede ham lægge et par kartoner ved hendes bestilling, nøjagtigt som jeg havde gjort før, jeg begyndte at arbejde hos Max.

l l932 rådede nogle venner mig til at kontakte Christian Science, som havde været til stor hjælp for nogle andre venner. Jeg begyndte at undersøge bevægelsen nærmere gennem nogle af mine venner, som var oplæsere i kirken. Jeg tog imod deres hjælp, og det virkede. Jeg holdt op med at drikke med det samme. Jeg fandt disse mennesker under meget mærkelige omstændigheder, fordi jeg var blevet ført til dem P.g.a. ting, jeg havde sagt, og som jeg ikke husker at have sagt. Jeg havde sagt til en eller anden, at jeg ville have fat i Christian Science, og vedkommende havde fulgt mig derhen, men jeg husker det ikke. Alligevel endte jeg der. Jeg gik til deres møder hver søndag og onsdag i ni måneder. Hvis der var et foredrag om emnet inden for et par hundrede kilometers afstand fra Akron, tog jeg dertil. Så begyndte jeg at holde op med at gå til møderne, hvis det regnede eller sneede eller noget andet. Det varede ikke længe, før jeg holdt helt op med at komme, og jeg undgik de mennesker, som havde været så søde imod mig. Jeg undgik dem, fremfor at forklare hvorfor de ikke så noget til mig. Min ædruelighed holdt i endnu et halvt år.

Efter femten måneders forløb prøvede jeg øleksperimentet. Efter at have drukket ét glas øl ved afslutningen af min arbejdsuge på ca. fem dage tænkte jeg, at jeg hellere måtte se at få opklaret, om jeg nu også havde sejret over stadset. Derfor undlod jeg at drikke øl en aften, og jeg var ved at brække min arm af at klappe mig selv på skulderen, fordi jeg havde bevist, at jeg kunne besejre sprutten. Jeg havde bevist, at spiritus ikke var min hersker. Jeg havde undgået at drikke denne gang. Og efter således at have bevist, hvem der bestemte, var der jo ingen grund til, at jeg ikke skulle tage mig en drink, og jeg stoppede på vej hjem og tog en. Derefter blev det en vane at drikke øl, men jeg fandt ud af, at et glas whisky ikke kunne være værre. Derfor tog jeg den ene whisky, men ved nærmere eftertanke bestemte jeg, at så længe jeg nøjedes med én, kunne det lige så godt være en dobbelt. Altså tog jeg en dobbelt whisky hver aften i to-tre uger. Jeg gik ikke på druk i ret lang tid ad gangen. Jeg tror, at min længste druktur var på elleve dage, men almindeligvis kun på to dage, hvoraf den ene var i totalt blackout, hvorefter jeg »reparerede«, så længe jeg kunne få fat i noget.

Denne Christian Science-oplevelse med femten måneders ædruelighed fandt sted i l932. Så begyndte jeg at drikke igen, måske lidt mindre, måske i lidt længere perioder end før, men stort set efter samme mønster. l den sidste del af Christian Science-perioden havde jeg fået job og arbejdede hos Firestone. Jeg smurte tykt på og klarede mig ganske godt. Det skete, at jeg fik for meget at drikke, og jeg var blevet advaret af Firestone, at man ikke ville tolerere det ret meget længere, så det var helt indlysende, at de var klar over, at jeg drak for meget og for ofte.

For at illustrere udstrækningen af denne besættelse: jeg havde haft en dejlig weekend, og klokken ni søndag aften var jeg på vej hjem og syntes, at jeg ville have noget at drikke. Jeg gik ind i en bar, og der kom jeg i slagsmål. Jeg blev sat ind i arresten, hvor jeg blev tævet af to-tre gutter, som også var sat ind, og som jeg prøvede at stille mig an overfor. Jeg blev ilde tilredt og prøvede at tage sagen i egen hånd og slog dem med et kosteskaft. Jeg havde fået brækket næsen og kindbenet og var sort af slag i hele ansigtet. Jeg var sort og blå og havde ophovnede læber, da de hev os i retten næste morgen. Jeg så så forfærdelig ud, at dommeren foreslog udsættelse og lod mig underskrive alle papirerne, så jeg kunne komme på hospitalet og få lægebehandling. Jeg gik ned, og der var en gammel gråhåret politimand ved udleveringsskranken. Da han gav mig mine ting, sagde han: »Skal du på gaden i den forfatning?« Jeg svarede: »Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at blive her.« Jeg havde hvide bukser, hvide sko og hvid skjorte, alt oversmurt med blod. Han sagde: »Hvorfor tager du ikke en taxi?« Jeg svarede: »OK, skaf mig en taxi,« som om jeg talte til en piccolo. Han skaffede mig en taxi, og da jeg havde sat mig ind, sagde jeg: »Kør mig til en købmand.« Vi kørte til en forretning i North Hill, og jeg sendte ham ind med de penge, jeg havde, for at købe en flaske. Han kom ud med flasken, og jeg tog en ordentlig slurk. Da jeg kom hjem, måtte jeg betale for turen med en check. Jeg drak noget mere og sov resten af dagen. Om aftenen vågnede jeg, da de mennesker, jeg boede hos, kom hjem. Jeg tilbød dem en drink, og de kom hen til foden af trappen. Jeg stak hovedet ud over gelænderet, og konen besvimede, da hun så mig. De besluttede at sende bud efter en læge, og tilfældigvis fik de fat i én, jeg kendte. Han kom, kastede et blik på mig og sendte mig på hospitalet.

Da jeg havde været der i ti dage, stak søster Ignatia, som havde spillet en så stor rolle i AAs udvikling i dette område, hovedet inden for en morgen og erklærede, idet hun så drillende på mig, at de nok alligevel kunne få mig til at ligne et menneske. Da jeg havde været der i fjorten dage, blev jeg udskrevet. Tre dage senere gik jeg på arbejde. Næste dag blev jeg indkaldt til undersøgelse, og lægen ville ikke lade mig fortsætte med at arbejde og sendte sygemelding til fabrikken for ti dage, fordi mit øje var beskadiget. Jeg var altså forhindret i at komme på fabrikken i ti dage, og i løbet af disse ti dage var jeg fuld to gange, hvilket viser, hvor lidt virkning denne hindring havde på mig.

Min bror, som var holdt op med at drikke, havde lært en gruppe mennesker at kende, og han opfordrede mig kort tid efter kraftigt til at gå til nogle møder sammen med ham. Det ville jeg selvfølgelig ikke have noget med at gøre. Jeg fortalte min søster, at nogle af de mennesker, han gik til møder sammen med, også havde været på hospitalet. Jeg havde ikke råd til at blive set sammen med den slags mennesker, men selvfølgelig ville jeg gøre det for min brors skyld, hvis det kunne afholde ham fra at drikke. Men jeg – jeg ville ikke tage del i det. Jeg havde ikke brug for den slags foreninger!

En morgen, efter et par dages druktur, vågnede jeg og ‘fandt min bror og dr. Bob i mit værelse. De talte til mig om at lade være med at drikke. Det eneste, jeg havde i hovedet, var at få fat i noget at drikke, og mit store problem var, hvordan jeg skulle blive af med de to idioter. De bad mig tage noget medicin. Jeg lovede at tage det, hvis de skaffede mig noget at drikke. Paul blev sendt ud efter en flaske. Jeg fik to store drinks hældt i mig og snakkede løs, men jeg var klar over, at de før eller senere fik mig sat til vægs, fordi de var mere durkdrevne end mig, og de to drinks var begyndt at virke. Da jeg rakte ud efter den tredje, sagde dr. Bob: »Hør her, mester, du lovede at tage noget medicin, hvis vi skaffede dig en drink. Nu har du fået din drink, men du har ikke taget medicinen.« Jeg gav ham ret og sagde i noget usikre vendinger, at jeg aldrig havde brudt et løfte. Jeg lovede at tage medicinen, men jeg havde jo ikke sagt hvornår! På den måde slap jeg af sted med den tredje drink. Så begyndte jeg at stille en masse spørgsmål både til min bror og dr. Bob om, hvordan disse ting fungerede. Jeg tror, jeg blev mere og mere stiv i blikket, og til sidst sagde jeg til Bob: »Du er helt tørlagt. Du vil aldrig mere tage et glas, vel?« Og det svar, han gav, er meget vigtigt for dem, der er ofre for alkohol. Han sagde: »Så længe jeg tænker sådan, som jeg gør nu, og så længe jeg gør de ting, jeg gør nu, tror jeg ikke, at jeg nogen sinde vil drikke igen.« Og jeg sagde: »Hvad med Paul, har du fået ham helt tørlagt?« Han svarede, at Paul måtte tale for sig selv. Paul gentog stort set, hvad dr. Bob havde sagt. Jeg sagde: »Og nu vil du have mig tørlagt. Jeg vil aldrig mere få lyst til at drikke?« – »Vi håber noget i den retning,« sagde doktoren. »l så fald er der ingen grund til, at dette skal gå til spilde,« sagde jeg og tømte flasken. Lidt efter gik dr. Bob. Han gav min bror noget medicin, jeg skulle tage. Paul målte medicinen op, men fandt ud af, at med mit generalieblad ville det ikke være nok. Han fordoblede dosisen og tilsatte endnu et par dråber og gav mig det. Jeg mistede øjeblikkeligt bevidstheden. Dette skete en torsdag, og jeg kom til bevidsthed om søndagen. Jeg havde taget et hundrede og halvtreds gram paraldehyd. Fordi det virkede så stærkt på mig, mente man, at det var bedst, jeg kom på hospitalet, så jeg vågnede op der.

Den søndag, jeg vågnede, var en kedelig, våd snevejrsdag i februar, l937. Paul, dr. Bob og en masse af de andre var i Cleveland i forretninger. Folkene i gruppen havde ikke besøgt mig den dag. En del af min familie var i Florida, og resten var ikke på talefod med mig, så jeg var meget alene den dag, og om aftenen havde jeg meget ondt af mig selv. Det var ved at blive mørkt, og jeg havde ikke tændt lyset, da et par store gutter trådte ind og trykkede på lyskontakten. Jeg sagde: »Hør her, du der, hvis jeg vil have lyset tændt, skal jeg nok selv tænde det.« Jeg glemmer det aldrig. Han tøvede ikke et øjeblik, selv om jeg aldrig havde set ham før. Han tog sin hat og frakke af og sagde: »Du ser ikke for godt ud. Hvordan har du det?« Jeg svarede: »Hvordan tror du? Jeg har det rædselsfuldt.« Han fortsatte: »Måske trænger du til lidt at drikke.« Det var den klogeste fyr, jeg havde mødt i månedsvis! Jeg troede, at han havde det i lommen, så jeg sagde »Har du noget?« Han svarede: »Nej, kald på sygeplejersken.« og han skaffede mig en drink. Så begyndte han at fortælle mig om sine erfaringer med drikkeri. Hvad det havde kostet ham, hvor meget han havde drukket og hvor – og den slags ting. Jeg kedede mig, fordi jeg aldrig havde set ham før og ikke var interesseret i hvad, hvor og hvornår, han havde drukket. Det viste sig, at han var Bill D., et af de første AA-medlemmer, og jeg husker ikke et ord af, hvad han sagde. Ikke en eneste ting registrerede jeg. Da han gik, var jeg ud fra hans historie klar over, at jeg som dranker var den rene tøsedreng. Jeg vidste, at jeg kunne holde op, fordi han var holdt op. Han havde ikke drukket i over et år Det vigtigste var, at han var lykkelig. Han var befriet for sin alkoholisme, og han var glad og tilfreds med det. Det glemmer jeg aldrig.

Næste dag kom der andre fra gruppen for at besøge mig. Jeg husker særligt én, Joe, som var gået næsten fem kilometer gennem slud, sne og sjap for at besøge en mand, han aldrig havde set før. Det gjorde et stærkt indtryk på mig. Han gik til hospitalet for at spare busbilletten, og han gjorde det gerne for at hjælpe et medmenneske, han aldrig havde set. Der var kun syv eller otte i gruppen før mig, og de besøgte mig alle, mens jeg lå på hospitalet. Det meget enkle program, de rådede mig til at følge, bestod i, at jeg hver dag skulle bede Gud om at få at vide, hvad der var Hans vilje med mig for denne dag, og om aftenen skulle jeg takke Gud for dagen, der var gået. Da jeg forlod hospitalet, prøvede jeg det i en dag, og det virkede, så for én uge, og det virkede, og for én måned – og så for ét år, og det virkede stadig væk.

Det har fortsat med at virke nu i atten år.