2. KAPITEL
Der findes en løsning
I Anonyme Alkoholikere kender vi tusinder, som engang var lige så håbløse som Bill. Næsten alle er kommet sig. De har løst deres alkoholproblem.
Vi er gennemsnits-amerikanere. Alle dele af landet, og mange af dets erhverv, er repræsenteret, såvel som forskellige Politiske, økonomiske, sociale 09 religiøse baggrunde. Vi er mennesker, som normalt ikke ville blande sig med hinanden. Men mellem os råder et fællesskab, et venskab og en forståelse, som er ubeskrivelig smuk. Vi er sorn passagererne på en stor oceankrydser i øjeblikket efter afværgelsen af en katastrofe, når kammeratskab, munterhed og demokrati gennemstrømmer fartøjet fra tredje klasse til kaptajnens bord. Men modsat skibspassagerernes følelser, så holder vor glæde over, vi undgik katastrofen, ikke op, når vi går hver til sit. Følelsen af at have delt en fælles fare er en af bestanddelene i en kraftig cement, som binder os sammen. Men det i sig selv ville aldrig have knyttet os sammen, som vi nu er sammenføjede.
Den fantastiske realitet for enhver af os er, at vi har opdaget en fælles løsning. Vi har fundet en vej ud, som vi helt kan tilslutte os, og hvorunder vi kan samles i broderlig og harmonisk handling. Dette er den store nyhed, som denne bog bringer enhver, der lider af alkoholisme.
En sygdom af denne art – og vi mener det er en sygdom involverer alt omkring os på en måde, ingen anden lidelse gør det. Hvis et menneske lider af kræft, har alle ondt af ham, og ingen er vrede eller sårede. Men sådan er det ikke med den alkoholiske lidelse, for med den følger tilintetgørelsen af alt af værdi i livet. Den fortærer alle, hvis liv er berørt af den lidende. Den forårsager misforståelser, voldsom vrede, økonomisk utryghed, venner og arbejdsgivere, som vender sig bort, fortvivlede ægtefæller og forældre – enhver kan selv forlænge denne liste.
Vi håber denne bog må oplyse og trøste dem, som er eller må blive involveret. Det er mange.
Særdeles kompetente psykiatere, som har haft med os at gøre, finder det til tider umuligt at overtale en alkoholiker til at tale om sin tilstand uden forbehold. Besynderligt nok finder ægtefæller, forældre og nære venner os endnu mere upåvirkelige end psykiateren og lægen.
Men den tidligere problemdrikker, som har fundet løsningen, som er tilstrækkeligt garderet med sandheder om sig selv, kan som regel vinde en anden alkoholikers tillid inden for få timer. Før denne forståelse er etableret, kan lidet eller intet udrettes.
At den person, som gør denne tilnærmelse, har haft samme problem selv, at han klart viser, at han ved, hvad han taler om, at hele hans holdning råber mod den anden, at han er et menneske med det rette svar, at han ikke fremturer en »jeg er bedre end dig« holdning, ja intet overhovedet, bortset fra et inderligt ønske om at hjælpe, at intet skal betales, ingen skal mele deres egen kage. Ingen, der skal tilgodeses, ingen formaninger, der skal udholdes – dette er de forhold, vi har fundet mest effektive. Efter en sådan opdagelse bliver mange motiveret og begynder at arbejde sig tilbage til livet.
Ingen af os gør en solooptræden ud af dette kald, ejheller mener vi, at effektiviteten ville blive større, hvis vi gjorde. Vi mener, at selve udelukkelsen af drikkeriet blot er begyndelsen. En langt dybere demonstration af vore principper ligger forude i vore respektive hjem, på arbejdet og i vor omgangskreds. Enhver af os bruger en del af vor fritid til den form for handling, vi nu skal redegøre for. Nogle få er så heldigt stillet, at de kan give næsten al deres tid på dette arbejde.
Resultatet vil utvivlsomt blive en masse fremgang, hvis vi fortsætter ad den vej, vi er slået ind på, men det vil dårligt have berørt overfladen af problemet. De af os, som bor i de store byer, overvældes af tanken om, at hundredvis hver dag glider ind i glemsel. Mange ville kunne komme sig, hvis de havde den mulighed, vi kan glæde os over. Hvordan skal vi da videregive dette, som vi så ufortjent har modtaget?
Vi har besluttet at udgive denne anonyme bog med en beskrivelse af problemerne, sådan som vi ser dem. Vi skal gøre det til vor opgave at bringe vore samlede erfaringen Dette skulle give forslag til et anvendeligt program for enhver, som har et alkoholproblem.
Det er en nødvendighed, at vi berører emner af medicinsk, psykiatrisk, social og religiøs art. Vi er vidende om, at disse emner, ifølge deres natur, er kontroversielle. Intet skulle glæde os mere end at skrive en bog, som ikke indeholdt noget grundlag for hverken påstande eller argumenter, men vi skal gøre vort bedste for at opfylde dette ideal. De fleste af os har indset, at ægte tolerance med vore medmenneskers fejl og synspunkter, og respekt for deres meninger, er holdninger som gør os mere anvendelige for andre. Vort hele liv – som tidligere problemdrikkere – afhænger af vor konstante omsorg for andre, og hvordan vi bedst kan hjælpe dem.
Du har formentligt allerede spurgt dig selv, hvorfor vi alle blev så dødssyge af at drikke. Utvivlsomt er du nysgerrig efter at få at vide, hvordan og hvorfor vi for øjnene af eksperter med modsat synspunkt er kommet os fra en håbløs tilstand på legeme og sind. Er du alkoholiker og ønsker at komme ud af det, spørger du måske allerede: »Hvad skal jeg gøre?«
Formålet med denne bog er at besvare sådanne spørgsmål utvetydigt. Vi vil fortælle om, hvad vi gjorde, men før vi begynder en detaljeret beskrivelse, må det være på sin plads at sammenholde nogle punkter – som vi ser dem.
Hvor mange gange har folk ikke sagt til os: »Jeg kan tage det eller lade være. Hvorfor kan han ikke?« – »Hvorfor drikker du ikke som en gentleman – eller lader det stå?« – »Den fyr kan ikke klare at drikke.« – »Hvorfor går du ikke over til øl eller vin?« – »Lad være med at drikke stærk spiritus.« – »Han må have en svag karakter.« – »Han kunne godt holde op, hvis han ville.« – »Hun er sådan en sød pige, man skulle tro, han ville holde op for hendes skyld.« – »Lægen har sagt, at hvis han nogen sinde rørte spiritus igen, ville det slå ham ihjel, men nu er han fuld igen.«
Dette er almindelige kommentarer om dem, der drikker, sådan som vi hører dem overalt. Bag ordene ligger en verden af uvidenhed og misforståelser. Vi ser, at disse udtalelser kommer fra mennesker, hvis reaktioner er vidt forskellige fra vores.
De, der drikker mådeholdende, har kun lidt besvær med at lægge spiritus helt på hylden, hvis der er en god grund til det. De kan drikke – eller lade være.
Så har vi den særlige type, der drikker en masse. Måske har han en vane, som belaster ham så meget, at det gradvist svækker ham fysisk og mentalt. Måske tager det livet af ham nogle få år for tidligt. Hvis der er en tilstrækkelig vægtig årsag, som dårligt helbred, en forelskelse, forandring i omgivelserne, eller en advarsel fra lægen, kan han også holde op med at drikke eller holde måde, også selv om han finder det vanskeligt og besværligt, og måske endog må ty til medicinsk behandling.
Men hvad med den ægte alkoholiker? Hans drikkeri begynder måske moderat, måske udvikler han sig til stordranker – måske ikke, men på et eller andet tidspunkt i hans alkoholiske løbebane begynder han at miste kontrollen over sit spiritusforbrug, når han først er kommet i gang.
Her er typen, som har forvirret dig, især ved sit kontroltab. Han foretager sig absurde, vanvittige, tragiske handlinger, når han drikken Han er i sandhed en Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Det er sjældent, han er lettere beruset, han er altid mere eller mindre vanvittig fuld. Hans dispositioner, når han drikker, minder meget lidt om hans normale adfærd. Han kan være et af de fineste mennesker, men drikker han en enkelt dag, bliver han ofte direkte afskyelig, ja, endog farligt asocial. Han har en særlig evne til at blive beruset på de helt forkerte tidspunkter, især hvis nogle vigtige beslutninger skal træffes, eller aftaler holdes. Som regel er han absolut fornuftig og afbalanceret i enhver henseende, bortset fra når han drikker – for i denne forbindelse er han utrolig uærlig og egoistisk. Ofte besidder han særlige evner, færdigheder og talenter og har en lovende fremtid foran sig. Han anvender disse gaver til at opbygge en lysende fremtid for sin familie og sig selv og vælter så hele bygningen i en række meningsløse soldeture. Det er ham, der går i seng så beruset, at han burde sove de næste 24 timer. Alligevel søger han som en gal tidligt næste morgen efter den flaske, han har forlagt den foregående aften. Har han råd, kan han have spiritus skjult overalt i huset for at sikre sig, at ingen finder hele hans lager og hælder det i kloakken. Som tingene udvikler sig, begynder han at anvende en kombination af stærkt beroligende medicin og spiritus for at dulme nerverne, så han kan passe sit arbejde. Så kommer dagen, hvor han simpelt hen ikke kan klare den længere, og han drikker sig fra vid og sans. Måske går han til sin læge, som giver ham morfin eller noget beroligende, som han kan trappe ned på. Derefter begynder han at dukke op på hospitaler og behandlingssteder.
Dette er på ingen måde et dækkende billede af den virkelige alkoholiker, for vort adfærdsmønster varierer. Men beskrivelsen skulle i store træk identificere ham. Hvorfor opfører han sig sådan? Hvis hundredvis af forsøg har vist ham, at en eneste drink forårsager et nyt sammenbrud, med efterfølgende smerte og ydmygelse, hvorfor tager han så denne første drink? Hvorfor kan han ikke holde sig på »vandvognen«? Hvad er der sket med hans sunde dømmekraft og viljestyrke, som han dog demonstrerer i andre sammenhænge?
Måske vil der aldrig blive givet et udtømmende svar på dette spørgsmål. Synspunkterne varierer betydeligt, hvorfor alkoholikeren reagerer anderledes end almindelige mennesker. Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor, at når et vist punkt er nået, er det uendelig lidt, man kan gøre for ham. Vi kan ikke løse denne gåde. Vi ved, at hvis alkoholikeren afstår fra at drikke, hvilket han kan præstere i måneder eller år, så reagerer han som de fleste andre. Tilsvarende er vi overbeviste om, at straks han tilfører nogen form for alkohol til sit system, sker der noget, såvel i legemlig som i mental henseende, som gør det praktisk talt umuligt for ham at stoppe. Enhver alkoholikers erfaring kan i rigt mål bekræfte dette.
Disse iagttagelser ville være teoretiske og formålsløse, hvis vore venner aldrig tog den første drink, og dermed satte dette forfærdende kredsløb i gang. Alkoholikerens hovedproblem må altså søges i hans sind – snarere end i hans legeme. Spørger du ham, hvorfor han startede sin sidste tur, vil han sandsynligvis give dig en hvilken som helst årsag ud af hundrede. Somme tider kan disse undskyldninger til en vis grad virke plausible, men ingen af dem virker synderlig fornuftige, taget de ødelæggelser, en drikkende alkoholiker forårsager, i betragtning. De minder om historien om manden, der havde hovedpine, og som slog sig selv i hovedet med en hammer, for så mærkede han ikke smerten fra hovedpinen. Forelægger du denne fejlagtige idé for en alkoholiker, så vil han enten le ad den eller blive irriteret og nægte at udtale sig.
Indimellem siger han måske sandheden, og besynderligt nok er sandheden som regel, at han aner lige så lidt om, hvorfor han tog den første drink, som du. Nogle alkoholikere har undskyldninger, som tilfredsstiller dem selv en del af tiden, men inderst inde ved de faktisk ikke selv, hvorfor de gjorde det. Når denne sygdom en gang har bemægtiget sig sit offer, så er det magtesløst. De har denne tvangstanke, at de en skønne dag på en eller anden måde vil vinde spillet. Men ofte tænker de også på, om ikke de allerede er gået ned for fuld tælling.
Hvor sandt dette er, indser få. På en udefinerlig måde opfatter familie og venner, at disse alkoholikere er abnorme, men enhver ser tillidsfuldt frem til den dag, da den syge atter selv vil rette sig fra sløvheden og gøre sin viljestyrke gældende. Den tragiske sandhed er, at hvis den pågældende er rigtig alkoholiker, oprinder denne lykkelige dag aldrig. Han har mistet sin kontrolevne. For enhver alkoholiker vil på et vist tidspunkt af sit drikkeri overskride et punkt, hvor det stærkeste ønske om at stoppe drikkeriet er til ingen verdens nytte. I næsten ethvert tilfælde er dette tidspunkt allerede inde længe før, man overhovedet fatter mistanke.
Sandheden er, at de fleste alkoholikere af årsager, som endnu er ukendte, har mistet evnen tilselv at vælge at drikke. Vor såkaldte viljestyrke eksisterer praktisk talt ikke. På et vist tidspunkt er vi ude af stand til, med tilstrækkelig vægt, at få ind i vor bevidsthed erindringen om smerten og ydmygelsen for blot en uge eller en måned siden. Vi er forsvarsløse mod denne første drink.
De næsten sikre konsekvenser, som følger efter blot et glas øl, kan ikke trænge igennem til vor hukommelse og afskrække os. Hvis disse tanker optræder, er de vage og allerede fortrængt af den gamle forslidte idé om, at denne gang skal vi nok klare den som andre mennesker. Der er en total mangel på det forsvar, som afholder os fra at lægge hånden på en varm kakkelovn.
På den mest overfladiske måde må alkoholikeren sige til sig selv: »På denne måde brænder jeg mig ikke denne gang!« Eller måske tænker han overhovedet ikke. Hvor ofte er ikke nogle af os begyndt at drikke på den skødesløse måde, og efter den tredje eller fjerde hamret næven i baren og sagt: »Hvordan i himlens navn fik jeg nu begyndt igen?« For blot at fortrænge tanken med: »Nå, jeg stopper efter den sjette«, eller »Det nytter jo alligevel ikke noget«.
Når denne tankegang er totalt grundfæstet i et menneske med alkoholiske tendenser, har den pågældende formentligt sat sig ud over enhver menneskelig hjælp, og medmindre han bliver låst inde, vil han enten dø eller blive kronisk sindssyg. Disse nøgne og barske realiteter er blevet bekræftet af en hærskare af alkoholikere ned gennem tiderne. Havde det ikke været for Guds godhed, ville der have været tusindvis flere bekræftede tilfælde. Så mange ønsker at stoppe – men de kan ikke.
Der findes en løsning! Næsten ingen af os brød sig om selvransagelsen; dette niveau for vor stolthed, denne erkendelse af vore fejl, som processen krævede for det heldige resultat. Men vi så, at det virkelig fungerede på andre, og vi var blevet overbevist om håbløsheden og ørkesløsheden i det liv, vi havde levet. Når vi blev påvirket af dem, der havde løst deres problem, fandtes der intet andet tilbage end at tage imod det enkle sæt åndelige redskaber, som blev lagt for vore fødder. Vi havde set et glimt af himlen, og vi var blevet kastet ind i en fjerde dimension af tilværelsen, som vi end aldrig havde drømt om.
Dette er den store sandhed ~ og intet mindre: at vi havde haft en dyb og effektiv åndelig oplevelse*, som havde vendt op og ned på hele vor livsholdning til vore medmennesker og til Guds univers. Den centrale sandhed i vort liv i dag er den absolutte overbevisning, at vor skaber har taget bolig i vort hjerte og vore liv på en måde, som i sandhed er mirakuløs. Han er begyndt at udrette det for os, som vi aldrig kunne gøre for os selv.
Hvis du er lige så dybt alkoholisk som vi, tror vi ikke, der findes nogen middelvej. Vi befandt os i den situation, at livet var blevet umuligt, og var vi fortsat ind i området, hvorfra ingen vej fører tilbage ved menneskelig hjælp, havde vi kun disse to muligheder: at fortsætte til den bitre ende og udslette bevidstheden om vor utålelige situation, så godt vi kunne, eller at tage imod den åndelige hjælp. Dette gjorde vi, fordi vi inderligt ønskede det, og fordi vi var villige til at gøre en indsats.
En amerikansk forretningsmand havde muligheder, sund fornuft og en god karakter. I årevis havde han tumlet fra det ene behandlingshjem til det andet. Han havde konsulteret de bedst kendte amerikanske psykiatere. Derefter var han rejst til Europa og havde ladet sig indlægge under en berømt læge
* Se tillæg 2
(psykiateren dr. Jung) som behandlede ham. Skønt erfaringerne havde gjort ham skeptisk, gennemførte han behandlingen med usædvanlig tillidsfuldhed. Hans fysiske og mentale tilstand var ovenud god. Han troede fuldt og fast på, at han havde tilegnet sig en så grundig indsigt i sit eget indre sind og dets skjulte kilder, at et tilbagefald var utænkeligt. Alligevel var han kort efter atter fuld. Endnu mere magtesløs kunne han stadig ikke give sig selv en plausibel forklaring på, at han atter var faldet i.
Han vendte tilbage til denne læge, som han beundrede, og spurgte ham rent ud, hvorfor han ikke kunne komme sig. Mere end noget andet ønskede han at generhverve sin selvkontrol. I forbindelse med andre problemer virkede han ganske fornuftig og afbalanceret, alligevel havde han overhovedet ingen kontrol over alkohol. Hvordan hang det sammen?
Han tryglede lægen om at sige ham sandheden – og den fik han. Efter lægens skøn var han absolut håbløs; han ville aldrig kunne generhverve sin position i samfundet, og han blev nødt til at holde sig selv under lås og lukke samt ansætte en livvagt, hvis han ønskede at leve. Dette var den store læges synspunkt.
Men manden er stadig i live – og en fri mand. Han behøver ingen livvagt, ejheller er han indespærret. Han kan rejse overalt i verden, hvor andre frie mennesker færdes, uden at komme i ulykke, forudsat at han forbliver villig til at overholde en vis enkel indstilling.
Nogle af vore alkoholiske læsere mener, at de kan klare sig uden åndelig hjælp. Lad os fortælle dig resten af samtalen, som vor ven havde med sin læge.
Lægen sagde: »Deres sindstilstand er som hos den kroniske alkoholiker. Jeg har aldrig oplevet nogen komme sig, når de var så langt ude.« Vor ven følte det, som om helvedes porte smækkede i bag ham med et brag.
Han spurgte lægen: »Er der ingen undtagelser?«
»Jo, der er,« svarede lægen, »undtagelser til et tilfælde som Deres har fundet sted siden de første tider. Fra tid til anden har alkoholikere rundt om haft, hvad man kalder en åndelig oplevelse. For mig er disse hændelser mirakuløse. Af natur viser de sig at være uhyre følelsesmæssige forandringer og genrejsninger. Ideer, følelser og holdninger, som tidligere var de styrende kræfter i disse menneskers liv, må pludselig vige for et komplet nyt sæt ideer og motiver, som begynder at dominere dem. Faktisk har jeg forsøgt at fremdrive nogle af disse følelsesmæssige genrejsninger hos Dem. Med mange af de mennesker, jeg har arbejdet med, er denne metode faldet heldigt ud, men det er aldrig lykkedes med en alkoholiker af Deres type. « *
Da vores ven hørte dette, blev han nogenlunde lettet, for han sluttede, at når alt kom til alt, så var han en flittig kirkegænger. Dette håb blev imidlertid knust, da lægen fortalte ham, at medens hans religiøse overbevisning var upåklagelig, ville det i hans tilfælde ikke medføre den fornødne, livsvigtige, åndelige erfaring.
I dette forfærdelige dilemma befandt vor ven sig, da han fik denne helt specielle oplevelse, hvilket, som vi allerede har nævnt, gjorde ham til et frit menneske.
Vi for vores del ledte efter den samme flugtmulighed med den druknendes totale desperation. Hvad der først tog sig ud som en svag skal, viste sig at være Guds kærlige og kraftfulde hånd. Vi var blevet skænket nyt liv, eller »et udkast til en livsholdning« om man vil, som virkelig fungerede.
Den anerkendte psykolog William James skriver i sin bog »Forskellige religiøse oplevelser« om forskellige måder, hvormed mennesker har oplevet Gud. Vi har intet ønske om at overbevise nogen, at der kun findes en vej, ved hvilken tro kan tilegnes. Hvis det, vi har lært og set og følt, overhovedet betyder noget for os, vil det sige, at enhver af os, uanset race, religion eller hudfarve, er børn af en levende Skaber, med hvem vi kan opnå et fællesskab på enkle og forståelige betingelser, blot vi er tilstrækkelig villige og ærlige. De, der har religiøse tilhørsforhold, vil opdage, at ingen forstyrrer deres
* Se tillæg 2
tro eller ceremonier. Der er ingen gnidninger mellem os om disse forhold.
Vi kan ikke se, hvorfor vi skulle bekymre os om, hvilke religiøse retninger vore medlemmer identificerer sig med som enkeltpersoner. Dette er en helt personlig sag, som den enkelte må afgøre med sig selv, belyst af tidligere eller nuværende idéassociationer. Det er ikke os alle, der er tilsluttet noget trossamfund, men de fleste foretrækker sådanne medlemskaber.
l det følgende kapitel kommer en forklaring på alkoholisme, som vi opfatter den, dernæst et kapitel som henvender sig til fritænkeren. Mange, som tilhører den kategori, er også blandt vore medlemmer. Forbavsende nok finder vi ikke, at sådanne overbevisninger er nogen større hindring for en åndelig oplevelse.
Længere fremme i bogen er der givet klare retningslinier om, hvordan vi kom os. Disse er fulgt op af personlige beretninger.
Hver enkelt beskriver i disse beretninger med egne ord og synspunkter, hvordan den pågældende etablerede sit eget fællesskab med Gud. Disse giver en rimelig gennemsnitsoversigt over vore medlemmer og en helt klar idé om, hvad der egentlig skete i deres liv.
Vi håber ikke, nogen vil opfatte disse personlige afsløringer for smagløse. Vort håb er, at mange alkoholiske mænd og kvinder i desperat nød vil læse disse sider, og det er vor overbevisning, at kun ved ærligt at afsløre os selv og vore problemer vil disse blive overbeviste og erkende: »Jo, jeg er også en af dem – jeg må eje dette.«