3. KAPITEL
Mere om alkoholisme
De fleste af os har været uvillige til at indrømme, at vi virkelig var alkoholikere. Intet menneske bryder sig om den tanke, at han er fysisk og mentalt forskellig fra sine medmennesker. Derfor er det heller ikke så sært, at vor alkoholiske løbebane har været karakteriseret ved utallige forgæves forsøg på at bevise, at vi kunne drikke som andre. Tanken om en skønne dag på en eller anden måde at kunne komme til at kontrollere – og nyde – sit drikkeri er dominerende hos enhver med et abnormt drikkemønster. Dette hårdnakkede selvbedrag er forbavsende, og mange fortsætter det gennem porten til både sindssyge – og død.
Vi lærte, at vi i dybet af vort indre blev nødt til at erkende, at vi var alkoholikere. Dette er det første skridt mod helbredelse. Vildfarelsen om, at vi er som andre, eller engang vil blive det, må tilintetgøres.
Vi alkoholikere er mænd og kvinder, som har mistet evnen til at kontrollere vort drikkeri, og vi ved, at ingen virkelig alkoholiker får den igen. Fra tid til anden følte vi alle, at vi var ved at genvinde vor kontrol, men sådanne perioder, som i reglen var korte, blev uvægerligt efterfulgt af endnu mindre kontrol, hvilket med tiden førte til ynkelig og ufattelig demoralisering. Endvidere er vi overbeviste om, at et menneske, der er alkoholiker af vores type, lider af en progressiv sygdom. Set over en betydelig periode fik vi det altid værre – aldrig bedre.
Vi er som et menneske, der har mistet et ben – der vokser aldrig et nyt ud. Ejheller synes der at være nogen form for behandling, som kan lave et almindeligt menneske ud af en alkoholiker. Vi har forsøgt med alle tænkelige hjælpemidler. I nogle tilfælde har der kunnet spores en kortere bedring, efterfulgt af endnu værre tilbagefald. De læger, som er bekendt med alkoholisme, er enige i, at der ikke eksisterer noget, der kan lave en alkoholiker om til at drikke normalt.
Måske løser videnskaben en dag denne gåde, men endnu er dette ikke sket.
På trods af alt, hvad vi kan fortælle, vil mange virkelige alkoholikere ikke tro, at de hører til den kategori. De vil på enhver måde af selvbedrag og eksperimenteren forsøge at bevise, at de er undtagelser, der bekræfter reglen – og derfor ikke alkoholikere.
Hvis nogen med manglende evne til at kontrollere sit drikkeri kan gøre gode miner til slet spil og drikke som en gentleman, så tager vi hatten af for ham. Himlen skal vide, at vi har forsøgt hårdt og længe at drikke som andre mennesker.
Her er nogle af de metoder, vi har afprøvet: Kun drikke øl, kun drikke et begrænset antal genstande, aldrig drikke alene, aldrig drikke om morgenen, kun drikke hjemme, aldrig have noget i huset, aldrig drikke i arbejdstiden, kun drikke til selskaber, skifte over fra whisky til cognac, kun drikke ægte vine, aftale at trække sig tilbage, hvis man nogen sinde var fuld på arbejdet, tage på en rejse, undlade at tage på rejse, afsværge det for evigt (med eller uden højtideligt aflagt løfte), få mere fysisk motion, læse inspirerende bøger, tage på rekreation og behandlingshjem, gå med til behandling ved frivillig tvangsindlæggelse – vi kunne fortsætte denne liste i det uendelige.
Vi påtager os ikke at erklære nogen for alkoholiker, men du kan hurtigt stille din egen diagnose. Gå til det nærmeste værtshus og forsøg at kontrollere dit drikkeri. Prøv at drikke – og holde op pludselig. Prøv det mere end én gang. Det vil ikke tage lang tid at afgøre, om du er ærlig over for dig selv. Det kan være en alvorlig gang tømmermænd værd at få det fulde kendskab til din egen tilstand.
Skønt der ikke findes nogen måde at bevise det, tror vi, at de fleste af os på et tidligt tidspunkt af vort drikkeri kunne have holdt op. Men vanskeligheden ligger i, at få alkoholikere har et tilstrækkeligt stort ønske om at stoppe, mens der endnu er tid. Vi har hørt om enkelte tilfælde, hvor folk, som viste sikre tegn på alkoholisme, var i stand til at stoppe for en længere periode på grund af et overvældende ønske. Her er beskrevet et tilfælde:
En mand sidst i trediverne tog ganske mange soldeture. Morgenen efter sine ture var han meget nervøs og måtte stive sig af med flere drinks for at falde til ro. Han havde ambitioner om at få succes i forretningslivet, men indså, at han ikke ville komme nogen vegne, hvis han også drak. Når han først var kommet i gang, havde han overhovedet ingen kontrol. Han tog derfor den beslutning, at først når han havde haft succes, så han kunne trække sig tilbage og nyde sit otium, ville han atter røre en dråbe. Han holdt sig tør i femogtyve år og trak sig så tilbage i en alder af femoghalvtreds efter en succesfyldt og lykkelig forretningskarriere. Så faldt han som offer for den vildfarelse, som næsten enhver alkoholiker er faldet for, at hans lange periode i ædruelighed og selvdisciplin havde gjort ham kvalificeret til at drikke som andre mennesker. Frem kom hans sutsko og flasken. Efter få måneder havnede han på hospitalet – forvirret og ydmyget. For en tid forsøgte han atter at kontrollere drikkeriet med adskillige hospitalsindlæggelser ind imellem. Ved at mobilisere alle sine kræfter forsøgte han så at holde helt op, men opdagede, at det kunne han ikke. Alt, som kunne hjælpe med at løse problemet, og som penge kunne købe, var til hans disposition. Ethvert forsøg mislykkedes. Skønt han var en robust mand på pension, gik han hurtigt i opløsning og var død inden for fire år.
Dette tilfælde indeholder et stærkt budskab. De fleste af os har ment, at hvis vi holdt os ædru over en længere periode, så kunne vi atter drikke normalt. Men her er en mand, som i sit femoghalvtredsindstyvende år opdagede, at han befandt sig på samme niveau, som da han var i trediverne. Vi har set denne sandhed demonstreret gang på gang. »Én gang alkoholiker – altid alkoholiker«. Begynder vi atter at drikke efter en ædru periode, er vi på kort tid værre stillet end nogen sinde. Hvis vi har planer om at holde op, må der ikke eksistere nogen forbehold, ejheller nogen lurende ideer om, at vi en dag vil være immune over for alkohol.
Unge mennesker bliver måske opmuntrede af denne mands historie til at tro, at de kan stoppe, som han gjorde, ved egen vilje. Vi tvivler på, at ret mange kan gøre det, fordi vi i virkeligheden ikke ønsker at holde op, og på grund af denne mentale forvikling, som de allerede har opnået, vil næppe nogen af dem kunne komme fri. Mange i vor forsamling, mennesker på tredive og derunder, som kun har drukket nogle få år, fandt sig selv lige så hjælpeløse som dem, der havde drukket i tyve.
Man behøver ikke at drikke ret længe, eller så meget som nogle af os, for at blive hårdt belastet. Dette gælder især for kvinder. Potentielle kvindelige alkoholikere går hurtigere over til de stærkere sager og er uden kontrol efter blot nogle få år. Nogle alkoholikere, som ville blive fornærmede over at blive kaldt alkoholikere, er overraskede over deres manglende evne til at stoppe. Vi, som kender symptomerne, ser et stort antal potentielle alkoholikere overalt blandt unge. Men forsøg at få dem til at indse det!*
Når vi ser tilbage, føler vi, at vi er fortsat med at drikke mange år efter det punkt, hvor vi kunne have holdt op ved egen vilje. Hvis nogen spørger, om han har nået dette farlige punkt, så lad ham prøve at holde sig fra spiritus et år. Hvis han er rigtig alkoholiker – og meget langt fremme – er der ringe chance for, at det lykkes. I de første dage af vort drikkeri kunne vi somme tider holde os ædru et år eller mere blot for senere atter at drikke alvorligt. Selv om du måske er i stand til at holde op over en rimelig periode, kan du stadig godt være potentiel alkoholiker. Af dem, som denne bog appellerer til, tror vi, det er få, der kan holde sig ædru i noget,
*Dette var rigtigt ved denne bogs første udgivelse i 1939. I 1986 viste en femtedel af medlemmerne af AA i U.S.A. og Canada sig at være 30 og derunder.
der minder om et år. Nogle vil drikke sig fulde dagen efter, de har truffet deres beslutning; de fleste inden for nogle få uger.
For dem, som er ude af stand til at drikke med måde, er spørgsmålet: Hvordan stopper man totalt? Vi går naturligvis ud fra, at læserne har et ønske om at stoppe. Hvorvidt personen kan holde op uden det åndelige grundlag, afhænger af i hvilken grad han allerede har mistet evnen til at vælge, hvorvidt han vil drikke eller ej. Mange af os mente, vi havde masser af karakter. Der var en enorm trang til stede til at holde op for stedse. Alligevel fandt vi det umuligt. Dette er alkoholismens paradoks, som vi kender den – denne totalt manglende evne til at lade være, uanset hvor stort ønsket – eller nødvendigheden er, der ligger bag.
Hvordan skal vi da hjælpe vore læsere til at gøre sig klart hvorvidt de er én af os? Det vil være en hjælp at forsøge at holde op for en tid, men vi mener, vi kan yde en endnu større hjælp til alkoholikere og måske også til den medicinske lægestand. Så vi vil beskrive nogle af de mentale stadier, som går forud for et tilbagefald, for det er tilsyneladende der, vanskeligheden ved problemet ligger.
Hvilke tanker dominerer en alkoholiker, som gang på gang må gentage forsøget med den første drink? Venner, som har talt fornuftigt med ham efter den soldetur, som har bragt ham til randen af skilsmisse og bankerot, er mystificerede, når han går direkte ind på det nærmeste værtshus. Hvorfor gør han det? Hvad tænker han på? Vores første eksempel er en af vore venner, som vi kan kalde Jim. Denne mand havde en nydelig kone og familie. Han arvede et indbringende automobilagentur. Han havde det bedste omdømme fra verdenskrigen. Han var en dygtig forretningsmand, og alle syntes om ham. Han var intelligent, og så vidt vi kunne se, helt normal, bortset fra et nervøst gemyt. Han drak ikke, før han var femogtredive. På få år blev han så voldsom, når han drak, at han måtte indlægges. Han kom i kontakt med os, da han forlod det psykiatriske hospital.
Vi fortalte ham, at vi havde kendskab til alkoholisme, og hvad vi havde fundet ud af. Hans familie blev atter samlet, og han begyndte at arbejde som sælger i det firma, som han havde mistet ved sit drikkeri. Alt gik godt for en tid, men han udviklede ikke sit åndelige liv. Til sin egen bestyrtelse drak han sig fuld en halv snes gange i hurtig rækkefølge. Hver gang arbejdede vi med ham og gennemgik omhyggeligt, hvad der var hændt. Han erkendte, at han virkelig var alkoholiker og i en alvorlig tilstand. Han vidste, at hvis han fortsatte, stod han over for en ny indlæggelse. Hvad mere var, han ville miste sin familie, som han var dybt knyttet til.
Alligevel drak han sig atter fuld. Vi bad ham fortælle nøjagtigt, hvad der var sket. Her er hans beretning: »Jeg kom på arbejde tirsdag morgen. Jeg husker, jeg var irriteret over at være sælger for et firma, der havde været mit eget. Jeg havde en diskussion med chefen, men intet alvorligt. Så besluttede jeg at køre en tur ud i landet for at besøge en eventuel køber til en bil. På vejen blev jeg sulten og kørte ind på en café med bar. Jeg havde ikke tænkt på at drikke noget; jeg tænkte bare, jeg ville købe en sandwich. Jeg tænkte også, at jeg måske kunne finde en køber til en bil på stedet, for jeg kendte det og var kommet der i årevis. Jeg havde spist der mange gange i de måneder, jeg havde været ædru. Jeg satte mig ved et bord og bestilte en sandwich og et glas mælk. Jeg havde stadig ikke i tankerne besluttet at drikke. Jeg bestilte endnu en sandwich og besluttede at få endnu et glas mælk.
Pludselig fik jeg den idé, at hvis jeg hældte en smule whisky i min mælk, kunne det ikke skade mig på fyldt mave. Jeg bestilte en whisky, som jeg hældte i mælken. Svagt sansede jeg, at det ikke var videre fornuftigt, men jeg følte mig på den sikre side, fordi jeg tog whiskyen på fuld mave.
Forsøget var så vellykket, at jeg bestilte endnu en whisky, som jeg hældte i et nyt glas mælk. Det lod ikke til at genere mig, så jeg forsøgte mig med endnu en.«
På denne måde startede endnu en tur på hospitalet for Jim. Han stod her over for truslen om indlæggelse, tab af familie og position, for ikke at tale om den psykiske og fysiske smerte, som hans drikkeri altid medførte. Han vidste en masse om sig selv som alkoholiker Men alle disse årsager blev elegant fejet til side til fordel for den skøre idé, at han kunne drikke whisky, hvis han blot blandede det op med mælk.
Hvad end betegnelsen for den nøjagtige definition må være, så kalder vi dette for det glade vanvid. Hvordan kan man kalde en sådan mangel på proportioner i evnen til at tænke klart ved noget andet navn?
Måske mener du, at dette er et ekstremt tilfælde. For os er det ikke noget særsyn, for en sådan tankegang har været karakteristisk for hver eneste af os. Til tider har vi overvejet konsekvenserne længere end Jim. Men parallelt med vor sunde dømmekraft, og det evigt nysgerrige, mentale fænomen, løb altid uvægerligt nogle vanvittige, ligegyldige undskyldninger for at tage den første drink. Vor sunde dømmekraft undlod at holde os i skak. De vanvittige tanker løb af med sejren. Den næste dag kunne vi ærligt og inderligt spørge os selv: hvordan i alverden var det gået til?
I nogle tilfælde gik vi ud med det forsæt at drikke os fulde, og vi følte os selv retfærdiggjort af nervøsitet, vrede, bekymring, depression, jalousi eller noget lignende. Men selv med et sådan startgrundlag er vi nødt til at erkende, at vor retfærdiggørelse for en soldetur var vanvittig uigennemtænkt, når vi tog i betragtning, hvad der altid førte med sig. Vi ser nu, at når vi begyndte at drikke med forsæt, fremfor af tilfældige årsager, var der få alvorlige eller realistiske tanker om, hvad de forfærdelige konsekvenser kunne blive, i den tid vi udtænkte det.
Med hensyn til den første drink er vor opførsel så meningsløs og ubegribelig, som den er for en person med lidenskab for »fumlegængeri«! Han nyder gyset ved at springe ud foran en lastbil i fuld fart. Det morer han sig med nogle få år på trods af velmente advarsler. På dette tidspunkt vil du kalde ham en skør rad med nogle tossede ideer om morskab. Men så svigter heldet ham, og han bliver lettere skadet flere gange i træk. Nu ville du forvente, han holdt op, hvis han var normal. Snart rammes han igen, og denne gang med en hjernerystelse til følge. Men knap en uge efter han har forladt hospitalet, brækker et hurtigkørende lastvognstog hans arm. Han bedyrer dig, at han har besluttet at holde helt op med dette »fumlegængeri«, men få uger efter brækker han begge ben.
Gennem årene fortsætter denne opførsel, fulgt af hans bestandige løfter om at være forsigtig eller helt holde sig borte fra vejene. Til sidst mister han sit arbejde, hustruen begærer skilsmisse, og selv bliver han latterliggjort. Han forsøger alle de kendte midler for at slå denne »fumlegængerpassion« ud af hovedet. Han lader sig indlægge og håber på en bedring. Men samme dag han kommer ud,. styrter han sig ud foran en brandbil, så han brækker ryggen. En slig person må være sindssyg – ikke sandt?
Du mener sikkert, at vort eksempel er for søgt. Men er det? Vi, der har været igennem vridemaskinen, må erkende, at hvis vi erstattede »fumlegængeriet« med alkoholisme, ville denne illustration passe nøjagtigt på os. Hvor fornuftige vi end måtte være i andre sammenhænge, så havde vi været besynderligt ufornuftige, når alkohol havde været involveret. Det er stærke ord – men er det ikke sandt?
Nu vil nogle tænke: »Jo, det er sandt, hvad du siger, men det passer ikke helt på os. Vi indrømmer, vi har nogle af symptomerne, men er ikke gået til de yderligheder, l gjorde. Vi kan heller ikke sammenlignes, for vi forstår os selv så godt efter det, vi har fået fortalt, så den slags kan ikke ske igen. Vi har ikke mistet alt i livet på grund af vort drikkeri, og det er afgjort heller ikke vor hensigt. Tak, fordi vi fik det fortalt.« Dette gælder måske for visse ikke-alkoholikere, som er i stand til at holde op eller moderere drikkeriet, selv om de drikker tosset og kraftigt, fordi deres hjerne og fysik ikke er skadet, som vores var det. Men den egentlige og potentielle alkoholiker vil næsten uden undtagelse overhovedet ikke være i stand til at stoppe trods nok så dyb indsigt i sig selv.
Dette er et punkt, vi ønsker at slå fast atter og atter for at nå vore alkoholiske læsere. Det er blevet åbenbaret for os selv i bitter erfaring. Men lad os tage endnu et eksempel.
Fred er kompagnon i et velrenommeret revisionsfirma. Han har en god indtægt, et dejligt hjem, er lykkelig gift og far til lovende børn i gymnasiealderen. Af personlighed er han så attraktiv, at han er ven med alle. Hvis der nogen sinde har eksisteret en succesrig forretningsmand, så må det være Fred. Han er i alle henseender et stabilt og velafbalanceret menneske. Alligevel er han alkoholiker. Vi traf første gang Fred for omkring et år siden på et hospital, hvor han havde ladet sig indlægge for at rekreere oven på en slem gang fuldesyge. Det var første gang, dette var hændt ham, og han skammede sig forfærdeligt. Langt fra at erkende, at han var alkoholiker, bildte han sig ind, at han var indlagt på grund af nerver. Lægen understregede kraftigt, at det kunne være mere alvorligt, end han selv troede. l nogle få dage var han meget deprimeret over sin tilstand. Han besluttede at holde helt op med at drikke. Det faldt ham ikke et øjeblik ind, at han måske slet ikke kunne holde op, hans karakter og standpunkt til trods. Fred ville ikke opfatte sig selv som alkoholiker, langt mindre acceptere et åndeligt hjælpemiddel for sit problem. Vi fortalte ham, hvad vi vidste om alkoholisme, og han var interesseret og indrømmede, at han havde visse symptomer, men han var langt fra at erkende, at han ikke selv skulle kunne gøre noget ved det. Han var sikker på, at denne ydmygende oplevelse, plus den indsigt, han nu havde fået i sig selv, nok skulle holde ham ædru resten af livet. Hans indsigt i sig selv ville klare problemet.
En tid hørte vi ikke mere til Fred, men en dag fik vi at vide, at han var tilbage på hospitalet. Denne gang var han ganske rystet, og han lagde ikke skjul på, at han havde glædet sig til at se os igen. Den beretning, vi fik, er ganske informativ, for her stod vi foran et menneske, som var helt overbevist om, at han blev nødt til at holde op med at drikke, som ikke havde nogen undskyldning for sit drikkeri, som kunne fremvise en sund dømmekraft og beslutsomhed i alle andre henseender – og alligevel faldt han pladask.
Men lad ham selv berette: »Jeg var meget imponeret over det, l havde fortalt mig om alkoholisme, og jeg troede helt ærligt ikke, at det ville være muligt for mig at drikke igen. Jeg kunne tilslutte mig jeres ideer om den listige ufornuft, som går forud for den første drink, men jeg var sikker på, at det ikke kunne ske for mig, efter det jeg nu vidste. Jeg troede ikke, jeg var så fremskreden som de fleste af jer, at jeg sædvanligvis havde haft held til at løse mine andre personlige problemer, og at jeg derfor også ville have heldet med mig, hvor l var faldet i. Jeg følte, at jeg havde alle forudsætninger for at kunne klare det, og at det udelukkende ville være et spørgsmål om optræning af viljestyrke og så være på vagt.
Med dette i tankerne passede jeg mine forretninger, og alt gik fint en tid. Det var ikke noget problem at afslå drinks, og jeg begyndte at undre mig over, om jeg ikke havde gjort for stort postyr ud af en enkel sag. En dag tog jeg til Washington for at forelægge noget regnskabsmateriale for et regeringskontor. Jeg havde før været ude af byen under denne specielle, tørre periode, så det var der ikke noget nyt i. Fysisk havde jeg det fint, ejheller havde jeg nogen presserende problemer eller bekymringer. Forretningen gik godt, jeg var tilfreds og vidste, at mine kompagnoner var det samme. Det var enden på en fuldendt dag – ikke en sky på himlen.
Jeg tog til hotellet og klædte mig om til middag i ro og mag. Da jeg stod på tærsklen til spisesalen, slog det mig, at det ville være rart med et par cocktails til middagen. Det var det hele – intet andet. Jeg bestilte min middag og en cocktail. Så bestilte j eg nok en cocktail. Efter middagen besluttede jeg at gå en tur, og da jeg kom tilbage til hotellet tænkte jeg, at det ville være godt med en drink, før jeg gik i seng, så jeg gik ind og fik én i baren. Jeg husker, jeg fik adskillige flere den aften, og endnu flere den næste morgen. Jeg har en tåget erindring om at være i et fly på vej mod New York, hvor jeg fandt en flink taxichauffør i lufthavnen – i stedet for min kone. Chaufføren fulgte mig rundt i flere dage. Jeg husker kun lidt af, hvor jeg var, hvad jeg sagde eller gjorde. Så fulgte hospitalet med uudholdelige fysiske og mentale smerter.
Straks jeg fik evnen til at tænke tilbage, gennemgik jeg omhyggeligt aftenen i Washington. Ikke alene havde jeg ikke taget mig i agt, men jeg havde overhovedet ikke forsøgt at kæmpe mod den første drink. Denne gang havde jeg overhovedet ikke skænket konsekvenserne en tanke. Jeg var begyndt at drikke så skødesløst, som havde disse cocktails været sodavand. Jeg erindrede nu, hvad mine alkoholiske venner havde fortalt mig, hvordan de havde forudsagt, at hvis jeg havde et alkoholisk sindelag, ville tiden og stedet komme – og jeg ville drikke igen. De havde sagt, at selv om jeg opbyggede et forsvar, så ville det en dag blive væltet af en eller anden ligegyldig årsag til at tage en drink. Det var netop, hvad der skete, og hvad værre var: Alt, hvad jeg havde lært om alkoholisme, var pist forsvundet. Fra dette øjeblik vidste jeg, at jeg havde det alkoholiske sindelag. Jeg indså, at viljestyrke og indsigt i mig selv ikke ville være nogen hjælp i disse mentale sorte huller, jeg har aldrig kunnet forstå mennesker, som påstod, at de var magtesløse over for et problem. Nu forstår jeg – det var et knusende slag.
To medlemmer fra Anonyme Alkoholikere kom og besøgte mig. De lo, hvilket jeg ikke brød mig om, og så spurgte de, om jeg nu anså mig selv for alkoholiker, og om jeg denne gang følte mig slået. Jeg måtte bekræfte begge spørgsmål. De læssede dynger af kendsgerninger over mig, om en alkoholikers mentalitet, sådan som jeg havde båret mig ad i Washington – en håbløs tilstand. De fortalte dusinvis af hændelser fra deres egne historier. Denne proces fjernede de sidste rester af tro på, at jeg kunne klare dette ved egen hjælp.
Så forelagde de det åndelige svar og handlingsprogrammet, som hundredvis af dem med held havde fulgt. Skønt jeg kun havde gået ubetydeligt i kirke, var disse forslag, rent intellektuelt, ikke vanskelige at forstå. Men handlingsprogrammet, skønt ganske fornuftigt, lød temmelig drastisk.
Det betød, at jeg ville blive nødt til at kaste adskillige livslange forestillinger ud ad vinduet. Det var ikke let. Men i samme øjeblik, jeg besluttede at gennemføre processen, fik jeg en besynderlig fornemmelse af, at min alkoholiske tilstand forlod mig, og dette viste sig faktisk at være sandt.
Af samme vigtighed var opdagelsen af, at de åndelige principper ville løse alle mine problemer. Siden er jeg blevet vist en livsholdning, som er langt mere tilfredsstillende og – håber jeg – mere anvendelig end det liv, jeg tidligere havde levet. Ikke fordi min gamle livsstil på nogen måde var slet, men jeg ville ikke bytte de bedste stunder fra dengang, med de værste nu. Jeg ville ikke gå tilbage – selv om jeg kunne.« Freds beretning taler for sig selv. Vi håber, det trænger ind hos de tusinder, der har det som ham. Han havde kun følt vridemaskinen nappe. De fleste alkoholikere må være temmelig slemt tilredt, før de begynder at løse deres problemer.
Mange læger og psykiatere er enige i vor konklusion. En af disse, medlem af staben på et berømt hospital, kom for nylig med denne udtalelse om os: »Hvad I siger om den almindelige håbløshed, som præger gennemsnitsalkoholikerens tilstand, er efter min mening korrekt. For to historiers vedkommende, som jeg har hørt, er der ingen tvivl om, at I var 100% håbløse, bortset fra guddommelig hjælp. Havde I bedt om at blive indlagt på dette hospital, ville jeg ikke have taget jer, hvis jeg på nogen måde kunne undgå det. Det er for fortvivlende med den slags tilfælde. Selv om jeg ikke er religiøs, har jeg dyb respekt for den åndelige påvirkning i jeres tilfælde. I de fleste tilfælde er der faktisk ingen anden løsning.«
Endnu en gang: På visse tidspunkter har alkoholikeren intet effektivt, mentalt forsvar mod den første drink. Bortset fra nogle enkelte tilfælde kan hverken han selv eller nogen anden menneskelig magt tilvejebringe et sådan forsvar. Forsvaret må komme fra en Højere Magt.