4. KAPITEL

I de foregående kapitler har vi lært noget om alkoholisme. Vi håber, vi har gjort forskellen klar på en alkoholiker og en ikke-alkoholiker. Hvis du opdager, at du ikke kan holde helt op, når du virkelig ønsker det, eller du finder ud af, du kun har lidt kontrol med mængden, du drikker, så kan du være alkoholiker. Er det sådan fat, lider du måske af en sygdom, som kun kan besejres af en åndelig oplevelse.

Til den, der mener sig at være ateist eller fritænker, kan en sådan oplevelse synes umulig, men fortsætter han som hidtil, leder det til en katastrofe, især hvis han hører til den håbløse, alkoholiske kategori. At være dømt til en alkoholisk død eller leve på et åndeligt grundlag er ikke altid lette alternativer at stå overfor.

Men det er ikke så svært. Omkring halvdelen af vort oprindelige fællesskab bestod faktisk af denne type. I begyndelsen forsøgte en del af os at krybe uden om spørgsmålet i det forfængelige håb, at vi ikke var »rigtige« alkoholikere. Men efter nogen tid måtte vi erkende det faktum, at vi måtte finde et åndeligt grundlag i tilværelsen, ellers var vi fortabte. Måske er det sådan fat med dig. Men tab ikke modet. Omkring halvdelen af os var ateister eller fritænkere. Vor erfaring viser, at du ikke behøver at fortvivle.

Hvis blot en moralkodeks eller en sundere livsfilosofi var tilstrækkelig til at overvinde alkoholisme, så ville mange af os være kommet sig for længst. Men vi opdagede, at sådanne moralkodeks eller filosofier ikke kunne redde os, uanset hvor hårdt vi forsøgte. Vi kunne ønske os en bedre moral, vi kunne ønske at være filosofisk indstillet, ja, faktisk kunne vi ville dette med al vor viljestyrke, men den nødvendige styrke var ikke til stede. Vore menneskelige hjælpekilder, som viljen dirigerede, var ikke tilstrækkelige – de svigtede os aldeles.

Vort dilemma var mangel på styrke. Vi var tvunget til at finde en Magt, ved hvilken vi kunne overleve. Og det måtte være en Magt større end os selv. Naturligvis. Men hvor og hvordan skulle vi finde denne Magt?

Det er netop, hvad denne bog handler om. Dens hovedmotiv er at sætte dig i stand til at finde en Magt, større end dig selv, som kan løse dit problem. Dermed menes, at vi har skrevet en bog, som vi mener er åndelig såvel som moralsk. Og det betyder naturligvis, at vi skal til at tale om Gud. Her begynder problemerne for fritænkere. Mange gange, når vi taler med et nyt menneske, ser vi, hvordan håbet vokser, efterhånden som vi belyser hans alkoholiske problemer og fortæller om fællesskabet. Men hans ansigt blegner, når vi begynder at tale om åndelige begreber, og især når vi nævner Gud, for vi berører et emne, som han troede, han nydeligt havde undgået eller totalt ignoreret.

Vi ved, hvordan han har det. Vi har selv kendt hans ærlige tvivl og fordomme. Nogle af os var voldsomt anti-religiøse. For andre bragte ordet »Gud« særlige mindelser om Ham, som en eller anden havde forsøgt at indprente dem i barndommen. Måske afviste vi dette specielle begreb, fordi det forekom os mangelfuldt, og med denne afvisning forestillede vi os, at vi totalt havde opgivet ideen om en Gud. Vi følte os berørt af tanken, at tro og afhængighed på en Magt udover os selv var et svaghedstegn – ja, ligefrem krysteragtigt. Vi så på denne verdens stridende individer, stridende teologiske systemer og uforklarlige katastrofer med dyb skepsis. Vi betragtede med mistro de mange, som påstod at være gudelige. Hvordan kunne en Højere Eksistens have noget at gøre med alt dette? Og hvem kunne i det hele taget begribe en Højere Eksistens? Og dog, til andre tider, når vi betragtede en stjerneklar nat, kunne vi gribe os i at tænke: »Hvem skabte mon alt dette?« Der var en følelse af ærefrygt og undren, men den var flygtig og snart borte igen. 

Jo, vi med fritænkerens gemyt havde haft disse tanker og oplevelser, må vi skynde os at sige. Vi opdagede, at så snart vi var i stand til at lægge fordommene til side og fremme villigheden til at tro på en Magt større end os selv, begyndte vi at se resultater, også selv om det var umuligt for os at definere eller begribe denne Magt – som er Gud.

Vi opdagede til vor lettelse, at vi ikke behøvede at påtage os andres opfattelse af Gud. Vor egen opfattelse, om end utilstrækkelig, var tilstrækkelig for at komme nærmere og til at muliggøre en forbindelse med Ham. Straks vi erkendte muligheden for tilstedeværelsen af en Skabende Intelligens, en Ånd fra universet, som stod bag alt, begyndte vi at være i besiddelse af en ny fornemmelse af styrke og vejledning, forudsat vi tog nogle andre enkle forholdsregler. Vi opdagede, at Gud ikke skaber for svære forhold for dem, som søger Ham. For os er det Åndelige Rige stort, rummeligt, altomfattende, aldrig forbeholdende eller afvisende for den, som ærligt søger. Det står åbent ~ tror vi – for enhver.

Derfor – når vi taler til dig om Gud, så er det Gud, sådan som du opfatter Ham. Dette indebærer også andre åndelige opfattelser, som du vil finde i bogen. Lad ikke nogen fordomme, som du måtte have mod åndelige terminologier afskrække dig fra ærligt at spørge: »Hvad betyder de for dig?« I starten var det alt, vi behøvede, til at begynde en åndelig vækst for at virkeliggøre vores første bevidste fællesskab med Gud – som vi forstod Ham. Bagefter erfarede vi, at vi accepterede mange ting, som dengang syntes totalt uden for vor rækkevidde. Dette var vækst, men ønskede vi at vokse, måtte vi begynde et sted. Så vi brugte vor egen opfattelse, hvor begrænset denne end var.

Vi behøvede kun at stille os selv et enkelt spørgsmål: »Tror jeg nu, eller er jeg overhovedet villig til at tro, at der findes en Magt større end mig selv?« Når et menneske kan sige, at han tror, eller er villig til at tro, kan vi bestemt forsikre ham, at han er på vej. Dette er blevet bevist blandt os gang på gang, at på denne enkle hjørnesten kan et vidunderligt, virkende, åndeligt grundlag bygges.*

Det var gode nyheder for os, for vi havde ikke forventet, at vi kunne gøre brug af åndelige principper, medmindre vi kunne acceptere en masse om tro, som syntes for vanskeligt. Når vi blev præsenteret for åndelig påvirkning, var vort svar så ikke: »Hvor jeg ønsker, jeg havde det, han har. Så er jeg overbevist om, at det ville virke, hvis jeg bare kunne tro som ham. Men så let kan jeg ikke acceptere den tro, som er så åbenbar for ham.« Derfor var det en lettelse at erfare, at vi kunne begynde på et langt enklere niveau.

Ved siden af den tilsyneladende manglende evne til at acceptere ved tro, fandt vi ofte os selv hæmmede af modvilje, følsomhed og urimelige fordomme. Mange af os havde været så nærtagende, at blot den mindste hentydning til det åndelige fik os til at rejse børster i modvilje. Skønt nogle vægrede sig, fandt vi det ikke svært at kaste disse følelser over bord. Den slags tanker måtte opgives. Stillet over for alkoholens ødelæggelser blev vi snart lige så modtagelige for det åndelige, som vi havde forsøgt at være i andre spørgsmål. I denne forbindelse var alkoholen mere overbevisende. Det bragte os omsider ind på et rimeligt niveau. Det var ofte en trættende proces, og vi håber ikke andre må bibeholde deres fordomme, så længe som nogle af os gjorde.

Nu spørger læseren måske stadig, hvorfor han skulle tro på en Magt større end ham selv. Vi mener, der er vægtige grunde og lad os se på nogle af disse.

Det nutidige, praktiske menneske hænger sig i realiteter og resultater. Alligevel accepterer det tyvende århundrede teorier af enhver art, forudsat de har et godt grundlag af fakta. For eksempel har vi adskillige teorier om elektricitet. Enhver tror på dem uden at tvivle. Hvorfor denne villige accept? Simpelt hen fordi det er umuligt at forklare det, vi ser, føler, styrer og anvender uden en rimelig formodning fra begyndelsen.

I vore dage tror enhver på formodede forhold, for hvilke

der kan føres bevis, selv om der ikke er absolut synlige beviser. Og demonstrerer videnskaben ikke, at synlige beviser er det svageste bevis? Eftersom mennesket studerer den materielle verden, er det ustandseligt blevet gjort klart, at udvendig optræden absolut ikke er indvendige realiteter. For at illustrere dette:

En almindelig ståldrager er en masse af elektroner, som hvirvler rundt om hinanden med en ufattelig hastighed. Disse mikroskopiske legemer er styret af ganske nøjagtige love, og disse love går igen i hele den materielle verden. Det fortæller videnskaben os, og vi har ingen grund til at tvivle på dette. Når man imidlertid foreslår den fuldstændig logiske formodning, at der udover den materielle verden, og livet som vi opfatter det, findes en almægtig, vejledende, Skabende Intelligens, så dukker vore stædige træk op til overfladen, og vi anstrenger os til det yderste for at overbevise os selv om, at sådan er det ikke fat. Vi læser tykke bøger og kaster os ud i stormfulde diskussioner i den faste overbevisning, at dette Univers ikke behøver nogen Gud for at forklare sig. Var vore påstande korrekte, ville følgen være, at livets grundlag var ingenting, var uden betydning og fortsatte mod intet.

Fremfor at opfatte os selv som agenter for intelligensen, som stødtropper for Guds evigt fremadskridende skabelse, foretrækker vi fritænkere og ateister at tro, at vor menneskelige intelligens har det sidste ord, er alfa og omega – begyndelsen og enden på alt. Ganske forfængeligt af os – ikke sandt?

Vi, der har betrådt denne usikre vej, beder dig lægge dine fordomme bort – selv mod organiseret religion. Vi har lært, at uanset de menneskelige skrøbeligheder ved forskellige trosretninger, så har denne tro givet formål og mening for millioner. Mennesker med tro har en logisk forestilling om, hvad livet drejer sig om. Faktisk plejede vi ikke at have nogen fornuftig forestilling i det hele taget. Vi plejede at gøre os muntre ved kynisk at dissekere åndelig tro og udøvelse, når vi opdagede, at mange åndeligt orienterede mennesker af alle racer, farver og overbevisning fremviste en grad af stabilitet, glæde og brugbarhed, som vi selv burde have søgt.

Vi vogtede i stedet på de menneskelige svagheder hos disse mennesker og brugte ofte deres mangelfuldhed som grundlag for massefordømmelse. Vi anklagede dem for intolerance, når det var os selv, der var intolerante. Vi overså realiteterne – skovens skønhed – fordi vi hæftede os ved det ækle i nogle få af træerne. Aldrig gav vi livets åndelige side en fair chance.

I vore personlige beretninger vil du finde en bred variation; hvordan fortælleren nærmer sig og fatter denne Magt, der er større end ham selv. Om vi er enige i en speciel tilnærmelse og forståelse, gør tilsyneladende kun ringe forskel. Erfaringen har vist os, at dette er forhold, vi ikke behøver at bekymre os om – i vort tilfælde. Det er spørgsmål, ethvert menneske selv må løse.

På et punkt er disse kvinder og mænd imidlertid påfaldende enige. Enhver har skaffet sig adgang – og tror på – en Magt større end dem selv. Denne Magt har i hvert enkelt tilfælde udrettet det mirakuløse, det menneskelig umulige. Som en kendt amerikansk statsmand udlagde det: »Lad os se på resultaterne.«

Der er tusindvis af kvinder og mænd verden over, som kategorisk erklærer, at siden de kom til at tro på en Magt større end dem selv, at have en vis holdning til denne Magt og foretage nogle enkle handlinger, er der sket en revolutionerende ændring i deres livsholdning og tankegang. Ansigt til ansigt med sammenbrud og mismod, og ansigt til ansigt med den totale fiasko i deres menneskelige ressourcer, følte de sig styret af en ny kraft, fred, glæde og fornuft, som gennemstrømmede dem. Dette skete umiddelbart efter, at de helhjertet opfyldte nogle få, enkle betingelser. Engang forvirrede og desorienterede over det tilsyneladende resultatløse i tilværelsen viser de nu det dybere grundlag for deres hårde liv. Ved at tilsidesætte drikkeproblemet fortæller de, hvorfor livet var så utilfredsstillende. De viser, hvordan forandringen skete. Når hundredvis af mennesker i dag kan sige, at bevidstheden om Guds tilstedeværelse er den vigtigste faktor i deres liv i dag, så repræsenterer de en magtfuld begrundelse for, hvorfor man skulle søge tro.

Verden har haft større materiel fremgang det sidste århundrede end alle de foregående årtusinder. Næsten alle kender årsagen. De, der studerer den ældre tids historie, beretter, at menneskenes intelligens på den tid var den samme som den bedste af i dag. Alligevel var den materielle fremgang dengang smertefuld langsom. Den moderne videnskabs metoder ved undersøgelser, forskning og opfindelser var næsten ukendte. I den materielle verden var menneskets sind knuget af overtro, traditioner og alle slags fikse ideer. Nogle af Columbus’ samtidige mente, at en rund Jord var absurd. Andre havde nær dræbt Galilæi for hans astronomiske kætterier.

Vi spurgte os selv: Er ikke nogle af os lige så ensrettede og urimelige i spørgsmål om den åndelige verden, som de ældre var om den materielle? Selv i starten af vort århundrede var de amerikanske aviser bange for at skrive om brødrene Wrights første vellykkede flyvning ved Kitty Hawk. Var ikke alle tidligere forsøg på at flyve mislykkedes? Gik ikke professor Langleys flyvende maskine til bunds i Potomacfloden? Var det ikke sandt, at de største matematiske genier havde bevist, at mennesket aldrig kunne flyve? Havde folk ikke sagt, at Gud havde skænket dette privilegium til fuglene? Blot tredive år senere var sejren over luftrummet en gammel historie, og flyrejserne var i fuldt sving.

Men inden for de fleste områder har vor generation været vidne til den totale frigørelse af vore tanker. Præsenter enhver havnearbejder for et søndagstillæg, hvor man beskriver et forslag om at udforske Månen ved hjælp af en raket, og han vil svare: »Jeg vil vædde på, de gør det inden længe«. Er ikke hele vor tidsalder karakteriseret ved denne lethed, hvormed vi forkaster gamle ideer for nye, ved den lethed hvormed vi bortkaster de gamle teorier og indretninger, som ikke duer, for nye, som gør?

Vi måtte spørge os selv, hvorfor vi ikke kunne møde vore menneskelige problemer med samme villighed til at ændre standpunkt. Vi havde problemer med vore personlige forhold, vi kunne ikke kontrollere naturen af vore følelser, vi var bytte for mismod og depression, vi kunne ikke klare vort eget liv, vi følte os værdiløse, vi var fulde af frygt, vi var ulykkelige, vi syntes ikke at være nogen egentlig støtte for andre mennesker. Var ikke en grundig løsning på denne plage vigtigere end hvorvidt, vi kunne læse i nyhedsspalterne om måneflyvninger? Naturligvis var det det.

Når vi så andre løse deres problemer ved en enkel tillid til universets Ånd, måtte vi høre op med at tvivle på Guds kraft. Vore ideer fungerede ikke, men det gjorde ideerne om Gud.

Brødrene Wrights næsten barnlige tillid til, at de kunne bygge en maskine, der kunne flyve, var drivkraften i deres bedrift. Uden den kunne intet finde sted. Vi fritænkere og ateister hang fast ved ideen, at selvtilstrækkelighed ville løse vore problemer. Når andre kunne vise, at »Gud-tilstrækkeligheden« fungerede for dem, begyndte vi at føle os som dem, der havde insisteret på, at brødrene Wright aldrig ville kunne flyve.

Logik er sagen. Den elskede vi. Vi holder stadig af den. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi fik evnen til at tænke, at efterprøve beviset for vor fornuft og drage vore slutninger. Dette er et af menneskets mest storslåede egenskaber. Vi med fritænkerens indstilling ville ikke føle os tilfredse med forslag, som ikke understøttes af en rimelig indfaldsvej og fortolkning. Det er beklageligt, at vi må sige, hvorfor vi mener vor nuværende tro er rimelig, hvorfor vi mener, det er mere fornuftigt og logisk at tro – end ikke at tro, hvorfor vi mener, vor tidligere overbevisning var vattet og blødsøden, når vi tvivlende rakte hænderne frem og udbrød: »Jeg ved det ikke!«

Knust af selvforskyldte kriser, som vi ikke kunne udsætte eller undgå, blev vi alkoholikere, og vi måtte frygtløse se i øjnene, at enten er Gud alt – eller intet. Enten eksisterer Gud – eller ej. Hvilket valg traf vi da?

Når vi nåede dette punkt, blev vi direkte stillet over for spørgsmålet om tro. Vi kunne ikke komme uden om spørgsmålet. Nogle af os var allerede langt ude på fornuftens bro, på vej mod den eftertragtede Troens kyst. Udlægningen og løfterne om det nye land havde bragt glans i de trætte øjne og frisk mod til det søgende sind. Venlige hænder var udstrakte til velkomst, men på en eller anden måde kunne vi ikke betræde kysten. Måske havde vi støttet os for kraftigt til fornuften det sidste stykke vej og ønskede nu ikke at miste dette underlag.

Det er naturligt, men lad os se lidt nærmere på det. Uden at vide det var vi så ikke blevet bragt hertil, hvor vi nu stod, af en vis tillid? For stolede vi ikke på vor egen fornuft? Havde vi ikke fuld tillid til vor evne til at tænke? Hvad var så det om ikke en slags tro? Jo, vi havde været tillidsfulde, krybende tillidsfulde for fornuftens Gud. Så på en eller anden måde opdagede vi, at troen havde haft en finger med i spillet hele tiden.

Vi opdagede også, at vi havde været tilbedere. Hvilken gang mental gåsehud plejede det ikke at medføre. Havde vi ikke på skift tilbedt mennesker, ting, følelser, penge og os selv? Og havde vi dernæst ikke andagtsfuldt, med de bedste motiver, betragtet solnedgangen, havet eller en blomst? Hvem af os havde ikke elsket noget eller nogen? Hvor meget havde disse følelser, disse forelskelser, disse tilbedelser at gøre med sund fornuft? Lidt eller intet indså vi til slut. Var ikke disse ting stoffet, af hvilket vores liv var bygget? Når alt kommer til alt, afgjorde så ikke disse følelser selve grundlaget for vor eksistens? Man kunne umuligt påstå, at vi ikke ejede evnen til tro, eller kærlighed, eller tilbedelse. Under en eller anden form havde vi levet på tro og meget lidt andet.

Forestil dig et liv uden tro. Hvis der kun var sund fornuft tilbage, så ville der ikke være noget liv. Men naturligvis tror vi på livet. Vi kan ikke bevise livet i den forstand, som man kan bevise, at en lige linie er den korteste vej mellem to punkter, og alligevel findes livet. Kunne vi stadig påstå, at det hele ikke var andet end et bundt elektroner, skabt af ingenting, uden mening, hvirvlende af sted mod ingenting? Selvfølgelig kunne vi ikke det. Selve elektroner syntes mere intelligent end som så. Det påstår i alt fald kemikerne.

Vi så således, at fornuften ikke var alt. Ligeledes er fornuften, så meget som vi bruger den, ikke absolut troværdig, selv om den også stammer fra vort bedste jeg. Hvad med dem der beviste, at mennesket aldrig ville kunne flyve?

Vi havde dog overværet en anden slags flyvning, en åndelig befrielse, mennesker, der rejste sig over deres problemer. De sagde, Gud havde gjort disse ting mulige, men vi smilede blot ad dem. Vi havde overværet åndelige frigørelser, men ville helst overbevise os selv om, at det ikke var sandt.

I realiteten snød vi os selv, for dybt i ethvert menneske, barn som voksen, findes den grundlæggende tanke om Gud. Det kan være skjult bag katastrofen, bag pomp og pragt, bag tilbedelsen af ting, men i en eller anden form findes den. For tro på en Magt større end dig selv, og mirakuløse demonstrationer af denne Magt i menneskers liv, er i virkeligheden lige så gamle som selve menneskeheden.

Omsider indså vi, at tro på en eller anden slags Gud var en del af det hele, lige så meget som følelsen vi har for en ven. Nogle gange måtte vi være frygtløse i vor søgen, men Han var der. Han var lige så stor en realitet som vi selv. Vi fandt denne Store Realitet inden i os selv. Ved sidste analyse er det kun der, Han findes. Sådan var det for os.

Vi kan kun jævne vejen en smule. Hvis vore vidnesbyrd hjælper til at fjerne nogle fordomme, sætter dig i stand til at tænke ærligt og giver dig mod på at ransage dig selv omhyggeligt, så kan du, hvis du ønsker det, slå følge med os andre på den brede landevej. Med en sådan holdning kan du ikke gå fejl. Bevidstheden om din tro vil helt sikkert komme til dig.

I denne bog kan du læse om en mand, som troede, han var ateist. Hans oplevelse er så interessant, at noget af den bør fortælles nu. Den ændring, der skete i hans hjerte, var så dramatisk, overbevisende og rørende.

Vor ven var søn af en præst. Han gik i missionsskole, hvor han gjorde oprør mod, hvad han anså for overindlæring af religiøst stof. I årene efter forfulgtes han af problemer og frustrationer. Mislykkede forretninger, sindssyge, dødelige sygdomme og selvmord var katastroferne i den nærmeste familie, som deprimerede og forbitrede ham. Desillusionen i efterkrigstiden, det stadigt voksende alkoholproblem og et forestående mentalt og fysisk sammenbrud bragte ham til randen af selvdestruktion.

En aften, hvor han var indlagt på et hospital, blev han opsøgt af en alkoholiker, som kendte til åndelig opvågnen. Vor vens modvilje rejste sig. og han hulkede bittert: »Hvis der findes en Gud, så har han bestemt aldrig gjort noget for mig! « Men da han senere var alene på sit værelse, stillede han sig selv dette spørgsmål: »Er det muligt, at alle de religiøse mennesker, jeg har truffet, har taget fejl?« Mens han overvejede spørgsmålet, følte han det som befandt han sig i helvede. Men så – som et tordenbrag – opstod en stor tanke. Den overskyggede alt andet: