Hvordan den til sidst brød en sydstatsmands modvilje og forudbestemte denne sælger til at starte AA i Philadelphia.

Den ottende januar 1938, det var min D-dag: stedet Washington D.C. Denne sidste karrusel var startet juleaftensdag og jeg havde virkelig bedrevet en del i disse fjorten dage. For det første havde min nye kone forladt mig, med kufferter, bagage, møbler, så havde viceværten smidt mig ud af den tomme lejlighed, og slutningen var tabet af endnu et job. Efter et par dage på herberg og en nat i detentionen endte jeg til sidst ved min moders dør – noget rystende, med flere dage gamle skægstubbe og naturligvis »flad« som sædvanlig. Mange af disse ting var sket for mig mange gange før, men denne gang var det alt sammen kommet på én gang. For mig var det bare nok.

Her stod jeg, niogtredive år gammel og en fuldstændig fiasko. Intet havde fungeret. Min moder ville kun tage imod mig, hvis jeg ville forblive låst inde i et lille lagerrum og give hende mit tøj og mine sko. Vi havde spillet det spil før. Det var på denne måde, Jackie fandt mig liggende på en køje, i undertøj, med varm og kold sved, bankende hjerte og denne frygtelige, kløende uro over det hele. Imidlertid havde jeg altid undgået delirium tremens.

Jeg havde ikke bedt om hjælp, og jeg tvivler alvorligt på, om jeg ville, men Fitz, en af mine gamle skolevenner, havde overtalt Jackie til at komme. Var han kommet to-tre dage senere, tror jeg, jeg havde smidt ham ud, men han traf mig en dag, hvor jeg var åben for hvad som helst.

Jackie kom omkring kl. 7 om aftenen og snakkede til kl. 3 om morgenen. Jeg husker ikke meget af, hvad han sagde; men jeg så virkelig, at her var en anden fyr nøjagtig som jeg: han havde været på de samme kolbøttefabrikker og de samme fængsler, kendte de samme tab af arbejde, samme frustrationer, samme kedsomhed og den samme ensomhed. Ydermere havde han kendt det hele meget bedre og oftere end jeg. Alligevel var han lykkelig, afslappet, tillidvækkende og leende. Den nat slappede jeg for første gang i mit liv af og indrømmede, at jeg var ensom. Jackie fortalte mig om en gruppe mennesker i New York, hvoraf Fitz var én. De havde det samme problem som jeg og ved at arbejde sammen, hjalp de hinanden. De drak ikke og var lykkelige ligesom han selv. Han sagde noget om Gud eller En Højere Magt, men jeg slog det hen – det var for fuglene, ikke for mig. Lidt mere af vores samtale blev i min hukommelse, men jeg ved, at jeg sov resten af den nat, medens jeg tidligere ikke havde kendt til, hvad en nats søvn virkelig var.

Dette var min introduktion til dette forstående fællesskab, skønt det skulle vare over et år, før vores samfund kom til at bære navnet Anonyme Alkoholikere. Alle i AA kender den enorme lykke, der findes i vores ædruelighed, men der er også tragedier. Min sponsor, Jackie, var en af disse. Han bragte mange af vore tidlige medlemmer ind, selv om han ikke selv kunne klare den og døde af alkoholisme. Læren af hans død forbliver stadig i mig, selv om jeg ofte undrer mig over, hvad der ville være sket, hvis en anden havde henvendt sig først til mig. Så jeg siger altid, at så længe jeg husker den ottende januar, så længe holder jeg mig ædru.

Det ældgamle spørgsmål i AA er, hvad der kom først; neurosen eller alkoholismen? Jeg vil nok tro, at jeg var temmelig normal, før alkohol fik overtaget. Mine første leveår tilbragte jeg i Baltimore, hvor min fader var læge og korngrosserer. Min familie boede i meget velstående omgivelser, og medens begge mine forældre drak, somme tider for meget, var ingen af dem alkoholiker. Min fader var en meget velfungerende person, og skønt min moder var meget følsom og en smule egocentrisk og krævende, var vores hjem forholdsvis harmonisk. Vi var fire børn, og selv om begge mine brødre blev alkoholikere – en døde af alkoholisme – har min søster aldrig taget en drink i sit liv.

Indtil jeg var tretten år, gik jeg i folkeskole med normal fremgang og gennemsnitskarakterer. Jeg har aldrig vist noget særligt talent eller været vanskelig. Da jeg var tretten, blev jeg sendt på en meget fin protestantisk kostskole i Virginia, hvor jeg opholdt mig i fire år. Jeg gennemgik den uden særlige bedriften I sport fulgte jeg bare med og var på tennisholdene. Jeg kom godt ud af det med de andre drenge og havde en temmelig stor bekendtskabskreds, men ingen nære vennen Jeg havde aldrig hjemve og havde nok i mig selv.

Her tog jeg nok mit første skridt mod min kommende alkoholisme ved at udvikle en frygtelig modvilje mod alle kirker og religioner. På denne skole havde vi bibellæsning før hvert måltid og gudstjeneste 4 timer om søndagen, og jeg blev så oprørt over dette, at jeg svor, at jeg aldrig ville tilslutte mig eller komme i nogen kirke, bortset fra til bryllupper og begravelsen

Da jeg var sytten, kom jeg ind på universitetet, i grunden for at tilfredsstille min fader, som ønskede, at jeg skulle studere medicin der, som han havde gjort. Det var der, jeg fik min første drink, og jeg husker den stadig; for hver »første« drink siden hen gjorde nøjagtig det samme trick: jeg følte den gå gennem hele kroppen og lige ned til tæerne. Men hver drik efter den »første« føltes mindre effektiv og efter tre-fire stykker føltes de som vand. Jeg blev aldrig nogen lystig drukkenbolt, jo mere jeg drak, des roligere blev jeg, og jo mere fuld jeg blev, des hårdere kæmpede jeg for at holde mig ædru. Så det er klart, at jeg aldrig havde det morsomt med at drikke. Jeg kunne være den mest ædru udseende af flokken, og lige pludselig kunne jeg være den mest fulde. Selv den første nat var jeg i black-out, hvilket får mig til at tro, at jeg var alkoholiker lige fra min første drik. Det første år på universitetet kom jeg kun lige igennem studierne. Det første år havde jeg poker og druk som hovedfag. Jeg nægtede at tilslutte mig nogen bestemt gruppe, da jeg ville være min egen herre, og det år begrænsede mit drikkeri sig til en aftenforestilling en eller to gange om ugen. Det andet år var mit drikkeri mere eller mindre begrænset til weekenderne, men jeg var nær blevet sparket ud p.g.a. pjækkeri.

l foråret 1917 blev jeg »patriotisk« og meldte mig til hæren for at undgå at blive sparket ud af skolen. Jeg er en af de fyre, som kom ud af militærtjenesten med en lavere rang, end da jeg kom ind. Jeg havde været på kursus i officerstræningskorpset den foregående sommer. Så jeg kom ind i hæren som sergent, men jeg kom ud som menig, og man skal virkelig være usædvanlig for at gøre det. l de næste to år vaskede jeg flere pander og skrællede flere kartofler end nogen anden amerikaner. l hæren blev jeg periodisk dranker og perioden faldt når som helst, jeg kunne finde lejlighed dertil. Jeg undgik dog at komme i vagtarresten. Mit sidste »anfald« i hæren varede fra den femte november til den elvte, 1918. Vi hørte over radioen den femte, at våbenstilstanden ville blive underskrevet den næste dag (dette var en forhastet rapport), så jeg tog et par cognac’er for at fejre det; så sprang jeg på en lastvogn og stak af uden orlov. Det næste, jeg husker, var i Bar le Duc, mange kilometer fra lejren. Det var den elvte november og klokkerne ringede for den virkelige våbenstilstand. Her stod jeg, ubarberet, tøjet flænget og snavset, uden nogen erindring om min tur rundt i Frankrig, men naturligvis en helt for de lokale franskmænd. Godt tilbage i lejren blev alt tilgivet mig på grund af enden. Men i lyset af, hvad jeg har lært siden, ved jeg, at jeg var en erklæret alkoholiker, da jeg var nitten.

Med krigen bag mig og tilbage i Baltimore sammen med venner, var der adskillige småjobs i tre år: Og så gik jeg i gang med at arbejde ihærdigt som en af de første ti ansatte i et nyt finansieringsselskab. Sikke en chance og jeg ødelagde den! Dette selskab har nu en omsætning på over tre milliarder dollars om året. Tre år senere, da jeg var femogtyve, åbnede og drev jeg deres kontor i Philadelphia og tjente mere, end jeg nogen sinde siden har gjort. Jeg var godt nok den lovende unge mand, men to år senere var jeg på den sorte liste som en uansvarlig drukkenbolt. Det tog ikke lang tid.

Mit næste job var i en salgsfremmende stilling for et olieselskab i Mississippi, hvor jeg snart kom højt på strå og fik masser af klap på skuldrene. Så væltede jeg rundt med to firmabiler på kort tid og »bingo« fyret igen. Pudsigt nok var den »store kanon«, som fyrede mig fra dette selskab, en af de første jeg mødte, da jeg senere sluttede mig til AA-gruppen i New York. Han havde også været hele turen igennem vridernaskinen og havde været tørlagt to år, da jeg så ham igen.

Efter at oliejobbet holdt op, rejste jeg tilbage til Baltimore og min moder, idet min første kone havde sagt farvel for bestandig. Så fulgte et sælgerjob hos et dækfirma. Jeg omstrukturerede deres salgssystem i byen og atten måneder senere, da jeg var tredive, tilbød de mig jobbet som afdelingsleder. Som et led i denne forfremmelse sendte de mig til deres nationale kongres i Atlantic City for at fortælle de store, hvordan jeg havde gjort. På det tidspunkt begrænsede jeg drikkeriet til weekenderne, men jeg havde ikke fået en drink i en hel måned. Jeg indskrev mig på mit hotelværelse og bemærkede en plakat, stukket ind under glasset på skrivebordet, der sagde »Der vil absolut intet drikkeri finde sted ved denne kongres« underskrevet af selskabets direktør. Det var bare for meget! Hvem mig? Den store kanon? Den eneste sælger, der var indbudt til at tale ved kongressen? Manden, der stod for at overtage en af deres største afdelinger på mandag? Jeg skulle vise dem, hvem der var boss! Ingen i det selskab så mig mere – ti dage senere telegraferede jeg min fratræden ind.

Så længe tingene var svære og jobbet en udfordring, kunne jeg altid holde mig på måtten. Men så snart jeg fandt ud af sammenhænge, fik puslespillet til at gå op og chefen til at klappe mig på skulderen, var jeg strøget igen. Rutine job kedede mig, men jeg kunne påtage mig det sværeste, jeg kunne finde, og arbejde dag og nat, indtil jeg havde det under kontrol; så ville det blive kedeligt, og jeg ville tabe al interesse for det. Jeg lod mig aldrig besvære af opfølgning og ville uvægerligt belønne mig selv for anstrengelserne med den første drik.

Efter dækjobbet kom trediverne, depressionen og nedgangsperioden. l otte år, før AA fandt mig, havde jeg fyrre job, sælger/rejsende, det ene efter det andet og den samme gamle rutine. Jeg kunne arbejde som en gal i tre-fire uger uden en eneste drink, spare penge op, betale nogle få regninger og så »belønne« mig selv med alkohol. Derefter flad igen, gemme sig på billige hoteller over hele landet, et nats ophold i fængsel hist og her og altid den frygtelige følelse: »Til hvilken nytte? Der er ikke noget ved nogen ting.« Hver gang jeg gik i black-out, og det var hver gang, jeg drak, var der altid den nagende frygt. »Hvad har jeg nu lavet denne gang?« Engang fandt jeg ud af det. Mange alkoholikere har opdaget, at de kan tage deres flasker med i et billigt biografteater og drikke, sove, vågne op og drikke igen i mørket. Jeg havde begivet mig til en af disse en morgen med min lommelærke, og da jeg gik sent om eftermiddagen, samlede jeg en avis op på vej hjem. Forestil min overraskelse, da jeg læste indrammet på side ét, at jeg var blevet taget med fra teateret i bevidstløs tilstand omkring middagstid den dag, bragt med ambulance til et hospital og udpumpet og derefter udskrevet. Øjensynligt var jeg gået lige tilbage til biografen med en flaske, opholdt mig der adskillige timer og begivet mig hjem uden erindring om, hvad der var hændt.

Den syge alkoholikers mentale tilstand er uden for enhver beskrivelse. Jeg havde ikke noget imod den enkelte, hele verden var helt forkert. Mine tanker gik i ring med: Hvad drejer det hele sig om? Folk laver krige og slår hinanden ihjel; de slås og skærer halsen over på hinanden for at få succes, og hvad får de ud af det? Havde jeg ikke haft succes, havde jeg ikke løst vanskelige opgaver i forretningslivet? Hvad havde jeg fået ud af det? »Alt er helt forkert og til helvede med det!« l de sidste to år af mit drikkeri bad jeg, hver gang jeg var fuld, om, at jeg ikke ville vågne op igen. Tre måneder før jeg traf Jackie, havde jeg gjort mit andet spinkle forsøg på selvmord.

Dette var baggrunden, der gjorde mig villig til at lytte den ottende januar. Efter at jeg havde holdt mig tørlagt i to uger og holdt mig i nærheden af Jackie, fandt jeg pludselig ud af, at jeg var sponsor for min sponsor, for han var pludselig gået på druk. Jeg blev overrasket over at få at vide, at han kun havde været spiritusfri en måned eller sådan noget lignende, da han bragte mig budskabet! Jeg foretog imidlertid et S.O.S. opkald til New York gruppen, som jeg endnu ikke havde truffet, og de foreslog, at vi begge kom derover. Det gjorde vi den næste dag, og sikke en tur! Jeg fik virkelig en chance til at se mig selv fra et ikke-drikkende synspunkt. Vi mødte op i Hanks hjem, manden, som havde fyret mig elleve år før i Mississippi, og der traf jeg Bill, vores grundlægger. Bill havde dengang været tørlagt i tre år og Hank i to år. Dengang anså jeg dem kun for et par lurendrejere, for de var ikke bare i gang med at redde alle drukkenbolte i verden, men også alle de såkaldte normale mennesker! Alt, hvad de talte om den første weekend, var Gud, og hvordan de ville forbedre Jackies og mit liv. På den tid tog vi virkelig hinandens selvransagelse grundigt og ofte. Trods alt dette kunne jeg godt lide alle disse nye venner, fordi, som før sagt, de lignede mig. De havde også været store kanoner, ind imellem, som gentagne gange havde skejet ud i utide, og de vidste også, hvordan man deler en papirtændstik til tre enkelte tændstikker (det er meget nyttigt på steder, hvor tændstikker er forbudt). De var også taget til en by og var vågnet op hundrede af kilometer i den modsatte retning, uden at vide hvordan de var kommet der. Den samme gamle rutine syntes at være fælles for os alle. I løbet af den første weekend besluttede jeg at blive i New York og tage imod alt, hvad de havde at byde på, undtagen al deres »Gudesnak«. Jeg vidste, at de havde brug for at få deres vaner og tanker revideret, men jeg var god nok! Jeg drak bare for meget. »Lad mig bare blive fikset lidt op og stik mig et par dollars, og jeg vil snart være som i mine velmagtsdage«. Jeg havde været tørlagt i tre uger, havde fået glattet rynkerne ud og havde selv fået min sponsor gjort ædru!

Bill og Hank havde lige overtaget et autopolish-firma og de tilbød mig et job – ti dollars om ugen og tag over hovedet – hos Hank. Vi var alle opsat på at sætte DuPont ud i kulden.

På den tid bestod gruppen i New York af ca. tolv mænd, der arbejdede efter princippet, hver sin alkoholiker. Vi havde ikke noget bestemt navn eller fremgangsmåde. Vi kunne følge en mands ideer en tid, beslutte, at han var galt på den og slå over til en andens metode. Men vi holdt os ædru, så længe vi holdt sammen og talte sammen. Der var ét møde om ugen i Bill’s hjem i Brooklyn, og vi deltog alle, efter tur, med at deklamere højt om, hvordan vi havde forandret vort liv siden sidst, hvor mange drukkenbolte vi havde reddet og forbedret, og lidt til sidst, men ikke mindst, hvordan Gud havde rørt på skulderen af hver af os personlig. Du store kineser, sikke en flok forvirrede idealister! Dog havde vi alle et inderligt håb i vore hjerter: og det var ikke at drikke. Ved vort ugentlige møde var jeg en fare for sindsroen de første par måneder, for jeg benyttede enhver lejlighed til at give det »åndelige synspunkt« eller hvad som helst, der havde noget anstrøg af teologi, det glatte lag. Meget senere opdagede jeg, at de ældre holdt mange bønnemøder, idet de håbede på at finde en måde til at give mig løftet og samtidig forblive tolerant og åndelig. Det så ikke ud til, at de fandt noget svar, for her holdt jeg mig ædru og solgte masser af autopolish, som de tjente 1000 procent på, så jeg vaklede derudad på min egen glade facon, lige til juni, da jeg rejste ud for at sælge auto-polish i New England. Efter en udmærket uge bød to af mine kunder mig på frokost en lørdag. Vi bestilte sandwich, og en af dem sagde: »Tre øl«. Jeg lod min stå; den anden sagde: »Tre øl«. Jeg lod også den stå. Så var det min tur. Jeg bestilte: »Tre øl«, men denne gang gik det anderledes, jeg havde tredive cent i kontanter og med en ugeløn på ti dollars er det store ting. Derefter drak jeg alle tre øl, lige efter hinanden, sagde: »Vi ses« og gik rundt om hjørnet efter en flaske vin; Jeg så dem aldrig mere.

Jeg havde fuldstændig glemt den ottende januar, da jeg fandt fællesskabet, og jeg tilbragte fire dage med at vandre rundt i New, England halvfuld, hvorved jeg mener, at jeg ikke kunne blive fuld, og jeg kunne ikke blive ædru. Jeg prøvede at kontakte fyrene i New York, men telegrammer kom direkte tilbage igen, og da jeg til sidst fik fat i Hank på telefonen, fyrede han mig lige på stedet. Det var dengang, jeg så mig selv grundigt efter i sømmene. Min ensomhed var værre end nogen sinde, for nu havde selv mine egne artsfæller vendt sig mod mig. Denne gang gjorde det virkelig ondt, mere en nogen tømmermænd, jeg havde haft. Min strålende agnosticisme falmede, og jeg så for første gang, at de, som virkelig troede, eller i det mindste ærligt prøvede at finde en kraft større end dem selv, var langt bedre indstillet på og tilfredse, end jeg nogen sinde havde været, og de så ud til at besidde en lykke, som jeg aldrig havde kendt.

Jeg solgte mine polish-prøver ud til spotpriser og krøb tilbage til New York et par dage senere i en meget kvæstet sindstilstand. Da de andre så min ændrede fremtræden, tog de mig tilbage, men de måtte gøre det barsk for mig; hvis de ikke havde gjort det, tror jeg aldrig, at jeg kunne have holdt det ud, endnu en gang lå der en udfordring i et barsk job, men denne gang var jeg besluttet på at gennemføre det. l lang tid var den eneste »højere magt«, jeg kunne indrømme, gruppens kraft. Men det var langt mere, end jeg nogen sinde før havde oplevet, og det var i det mindste en begyndelse. Det var også en afslutning, for aldrig siden den sekstende juni 1938 har jeg behøvet at vandre alene.

Omkring den tid blev vores store AA-bog skrevet, og det hele blev meget enklere; vi havde en bestemt formulering som nogle og tres af os var enige om, var gennemsnitskuren for alle alkoholikere, som ønskede ædruelighed. Og formuleringen har ikke forandret sig en tøddel igennem årene. Jeg tror ikke, at fyrene var helt overbeviste om min personlige forandring, for de forsøgte at undgå at indbefatte min historie i bogen, så mit eneste bidrag til deres litterære anstrengelser var min tidligere overbevisning om stadig at være en teologisk oprører, og at ordet Gud skulle anerkendes med tilføjelsen »som vi forstår Ham«, for det var den eneste måde, jeg kunne acceptere åndelighed. Efter at bogen kom frem, fik vi alle travlt i vore bestræbelser på at ville redde alle og enhver, men jeg stod stadig på AAs yderste fløj. Medens vi var i gang med alt dette og deltog i møderne, påtog jeg mig ikke noget job som aktiv leder før februar 1940. Så fik jeg en udmærket stilling i Philadelphia og fandt hurtigt ud af, at jeg manglede et par med-alkoholikere omkring mig, hvis jeg skulle holde mig ædru. På den måde fandt jeg mig selv midt i en helt ny gruppe. Da jeg startede med at fortælle fyrene om, hvordan vi gjorde det i New York og alt det om den åndelige del af programmet, fandt jeg ud af, at de ikke ville tro mig, medmindre jeg praktiserede det, jeg prædikede om. Så fandt jeg ud af, at når jeg gav mig hen til denne åndelige og personlige del af programmet, fik jeg lidt mere sindsro. Ved at fortælle de nyankomne om, hvordan de skulle forandre deres liv og fremtiden, fandt jeg pludselig ud af, at jeg selv var ved at forandre mig. Jeg havde været for selvtilstrækkelig til at skrive en moralsk selvransagelse, men jeg opdagede, at ved at pege på de forkerte handlinger og fremtræden hos en ny mand, at jeg faktisk var i gang med min egen selvransagelse og hvis jeg forventede, at han skulle forandre sig, måtte jeg også arbejde med mig selv. Den forandring har været en langsommelig proces for mig, men gennem de senere år har udbyttet været enormt.

I juni 1945 foretog jeg sammen med et andet medlem mit første og eneste tolvte-trins udkald til en kvindelig alkoholiker, og et år senere giftede jeg mig med hende. Hun har været ædru hele tiden siden, og det har været godt for mig. Vi kan deles om vore mange venners latter og tårer og allervigtigst, vi kan dele vores AA-livsstil og får daglig lejlighed til at hjælpe andre.

Jeg kan kun slutte, at den vækst og forståelse, der er kommet til mig, har jeg intet ønske om at nedtrappe. Jeg går meget sjældent glip af møderne i min gruppe her i nabolaget, og antallet af fremmøder har aldrig været under to om ugen. Jeg har kun været med i et serviceudvalg i de sidste ni år, for jeg føler, at jeg havde min chance de første par år, og at nyere medlemmer skulle udfylde de pladser. De er langt mere fleksible og fremskridtsvenlige, end vi flaksende fædre var, og vores fællesskabs fremtid ligger i deres hænder. Vi bor nu vestpå og er meget heldige. AA-kredsen, den er god, enkel og venlig, og vores eneste ønske er at blive i AA og ikke på AA. Vort yndlingsslogan er »Easy Does It«

Og jeg siger stadig, at så længe jeg kan huske den ottende januar i Washington, så længe vil Guds nåde, som jeg forstår den, holde mig i lykkelig ædruelighed.