6. KAPITEL

Hvad skal vi nu gøre, efter at vi har taget vor personlige selvransagelse? Vi har forsøgt at få en ny holdning – et nyt forhold til vor Skaber – og har opdaget forhindringerne på vor vej. Vi har erkendt visse defekter; vi har i store træk erkendt, hvad vore problemer består af; i vor personlige selvransagelse har vi sat fingeren på de svage steder. Nu står disse for at skulle smides ud. Det kræver for vores del en handling, som, når den er til ende, betyder, at vi har erkendt over for Gud, for os selv og for et andet menneske, det nøjagtige omfang af vore defekter. Dette bringer os til det femte trin i programmet til helbredelse, som blev nævnt i foregående kapitel.

Måske er det særligt vanskeligt at diskutere vore defekter med et andet menneske. Vi mener måske, vi har gjort det godt nok ved at indrømme visse ting over for os selv. Herom hersker der tvivl. Almindeligvis finder vi i reglen den isolerede selvvurdering utilstrækkelig. Mange af os fandt det nødvendigt at gå langt længere.

Vi vil være mere villige til at diskutere os selv med et andet menneske, når gode grunde taler herfor. Derfor den bedste grund først: Hvis vi kaster det afgørende trin bort, får vi måske ikke bugt med drikkeriet. Fra tid til anden har nykommere forsøgt at holde visse sandheder om deres liv for dem selv. l forsøget på at undgå disse ydmygelser har de søgt lettere metoder. Næsten i hvert tilfælde blev de fulde. Efter at have været standhaftige med resten af programmet undrede de sig over, hvorfor de faldt i. Vi mener, grunden er, at de aldrig blev færdige med deres egen hovedrengøring. De tog ganske vist en selvransagelse, men klamrede sig fast ved nogle af de værste ting, de havde på lager. De troede blot, de var kommet af med deres egoisme og frygt; de troede kun, de havde været ydmyge. Men de havde ikke lært tilstrækkeligt om ydmyghed, frygtløshed og ærlighed på den måde, vi har fundet, det er nødvendigt, før de fortæller en anden alle deres livs historien

Alkoholikeren fører mere end de fleste en dobbelttilværelse. Han er for en stor del skuespiller. For sine omgivelser præsenterer han sin scenefigur. Der er den, han ønsker, vennerne skal se. Han ønsker at nyde et vist omdømme, men ved inderst inde, at han ikke fortjener det.

Selvmodsigelsen bliver forstærket i de ting, han foretager sig under sine soldeture. Når han atter kommer til fornuft, ,oprøres han over visse episoder, som han svagt erindrer. Disse erindringer er mareridt. Han ryster ved tanken om, at nogen kunne have set ham. Efter bedste evne fortrænger han disse erindringer så dybt ind i sig selv som muligt. Han håber aldrig, at de atter ser dagens lys. Han lever under konstant spænding og frygt – som forårsager yderligere drikkeri.

Psykologerne er tilbøjelige til at give os ret. Vi har brugt i tusindvis af dollars på undersøgelsen Men vi kender kun få tilfælde, hvor vi har givet disse læger en fair chance. Sjældent har vi fortalt dem hele sandheden. Ejheller har vi fulgt deres råd. Uvillige til at være ærlige over for disse velmenende mennesker var vi heller ikke ærlige over for nogen anden. Det er ikke noget under, at mange i den medicinske branche ikke havde høje tanker om alkoholikere og deres muligheder for at komme sig.

Hvis vi forventer at leve længe og lykkeligt i denne verden, må vi være absolut ærlige over for en eller anden. Helt rigtigt og naturligt tænker vi os godt om, før vi vælger personen eller personerne – som vi skal tage dette intime og fortrolige trin med. De af os, som tilhører en religiøs retning, der kræver skriftemål, må, og ønsker naturligvis, at gå til den udvalgte autoritet, hvis pligt det er at modtage skriftemål. Selv om vi ikke har nogen religiøs forbindelse, er det måske stadig anbefalelsesværdigt at tale med én, som er ordineret i en etableret trosretning. Ofte er disse mennesker hurtige til at opfatte og forstå vore problemer. Naturligvis træffer vi fra tid til anden mennesker, som ikke har forståelse for alkoholikere.

Såfremt vi ikke kan – eller ønsker dette – finder vi i vor bekendtskabskreds en forstående ven, som kan holde tand for tunge. Måske bliver det lægen eller psykologen. Måske bliver det en fra vor egen familiekreds, men vi kan ikke afsløre alt for vore hustruer eller forældre, da noget måske ville såre dem og gøre dem ulykkelige. Vi har ingen ret til at redde vort eget skind på en andens bekostning. Det, vi fortæller af vor historie, er til nogen, som vil forstå og alligevel være uberørte. Reglen er at være hårde mod os selv, men altid hensynsfulde over for andre.

Uden at forklejne nødvendigheden af at diskutere os selv med en anden, kan der opstå situationer, hvor der ikke findes en passende person til rådighed. Forholder det sig sådan, må dette trin måske udsættes, men imidlertid kun hvis vi afventer i absolut villighed til at tage det ved førstkommende lejlighed. Vi siger dette, fordi det betyder meget for os, at vi taler med den rette. Det er vigtigt, at vedkommende kan holde på hemmeligheder; at vedkommende helt forstår og anerkender, hvad vi er i færd med; at vedkommende ikke vil forsøge at ændre vore planer. Men dette må ikke blot bruges som en undskyldning til at udsætte.

Når vi først har besluttet, hvem der skal lytte til vor beretning, spilder vi ikke tiden. Vi har skrevet vor selvransagelse ned og er nu forberedt på en længere samtale. Vi forklarer den, vi har valgt, hvad vi er i færd med, og hvorfor det er nødvendigt at gøre det. Vedkommende må gøres klart, at vi er ude i et ærinde om liv og død. De fleste, man på denne måde henvender sig til, vil blive glade for at kunne hjælpe; de vil føle sig beærede over den tillid, vi viser dem.

Vi stopper vores stolthed i lommen og tager fat, belyser hver en brist i vor karakter, hvert dunkelt hjørne fra fortiden.

Når vi én gang har taget dette trin, uden at holde noget tilbage, så glæder vi os. Vi kan se verden i øjnene. Vi kan være alene i fuldkommen fred og harmoni. Frygten forlader os. Vi begynder at føle vor Skabers nærhed. Måske har vi haft visse åndelige overbevisninger, men nu begynder vi at få åndelig erfaring. Følelsen af, at problemet med drikkeriet er forsvundet, vil ofte optræde meget stærkt. Vi føler, vi er kommet på den brede landevej, hvor vi går hånd i hånd med universets Ånd.

Når vi vender hjem, finder vi et sted, hvor vi kan være i fred en times tid, og omhyggeligt overvejer vi, hvad vi har bedrevet. Af hjertet takker vi Gud inderligt, at vi kender Ham bedre nu. Vi tager denne bog ned fra hylden og slår op på de sider, der indeholder de tolv trin. Ved omhyggeligt at læse de første fem forslag, kan vi spørge os selv, om vi har forsømt noget, for vi bygger på en hvælvning, gennem hvilken vi til sidst selv skal passere som et frit menneske. Er arbejdet stadig solidt? Ligger stenene, som de skal? Har vi sparet på cement til fundamentet? Har vi forsøgt at blande mørtel uden sand?

Hvis vi er tilfredse med svaret, ser vi nu på det sjette trin. Vi har lagt vægt på, at villighed er en absolut nødvendighed. Er vi nu villige til at lade Gud fjerne alle de ting, der kan virke stødende? Kan Han fjerne dem alle – hver og én? Hvis vi klamrer os til noget, vi ikke vil slippe, så beder vi om Guds hjælp til at blive villige.

Når vi er parate, siger vi sådan noget lignende: »Min Skaber – jeg er nu villig til at overgive mig helt til Dig – på godt som på ondt. Jeg beder om, at Du vil fjerne hver enkelt karakterbrist, som hindrer min brugbarhed for Dig og for mine medmennesker. Giv mig styrken, når jeg går ud på Dit bud. Amen.« Så har vi gjort os færdige med det syvende trin.

Hvad vi nu behøver er handling, for vi vil finde, at »tro uden handling er død«. Lad os kaste et blik på det ottende og niende trin. Vi har lavet en liste over alle de personer, vi har gjort fortræd, og over for hvem, vi er villige til at gøre afbigt.

Den skrev vi, da vi foretog vores selvransagelse. Vi gjorde os til genstand for en drastisk selv-vurdering. Nu går vi ud til vore venner og udbedrer den skade, vi tidligere har forvoldt. Vi forsøger at bortfjerne de rester, der har hobet sig op på grund af vore anstrengelser for at leve efter vor egen vilje og selv køre hele menageriet. Hvis vi mangler viljen til at gøre det, fortsætter vi med at spørge, til den indfinder sig. Husk, det var en aftale fra begyndelsen: vi ville gå hele vejen for sejren over alkohol.

l Formentligt er der stadig nogen ængstelse. Når vi ser på listen over forretningsforbindelser og venner, som vi har gjort uret, føler vi os måske lidt ængstelige ved at henvende os med et åndeligt grundlag. Men lad os berolige dig. For nogle menneskers vedkommende behøver vi ikke – og bør formentligt ikke – fremhæve det åndelige ved den første henvendelse. Måske vil det gøre skade. l øjeblikket forsøger vi at få styr på vort liv, men det er ikke det eneste mål. Vort egentlige formål er at tilpasse os for at blive af størst værdi for Gud – og for menneskene omkring os. Det er sjældent nogen god idé at henvende sig til en person, som måske stadig lider under vore uretfærdigheder over for ham, og erklære, at vi er blevet religiøse. Det er det, man i »ringen« kalder at være åben for slag. Hvorfor stemple os selv som værende fanatikere eller religiøse plageånder? Måske ødelægger vi en fremtidig mulighed for at aflevere et fordelagtigt budskab. Men helt sikkert vil manden blive imponeret af et særligt ønske om at gøre en uret god igen. Han vil være mere interesseret i en tilkendegivelse af den gode vilje, end vore foredrag om åndelige åbenbaringer.

Vi bruger ikke dette som en undskyldning for at slippe for at tale om Gud. Når det tjener et godt formål, er vi villige til at fortælle om vor overbevisning med takt og sund fornuft. Spørgsmålet vil opstå, hvordan vi nærmer os et menneske, vi hader. Måske vedkommende har gjort os mere fortræd, end vi har forvoldt ham, og skønt vi har oparbejdet en større forståelse for ham, er vi ikke alt for ivrige efter at indrømme vore fejl. Når det drejer sig om en person, vi bryder os mindre om, så må vi på trods af dette bide i det sure æble. Det er sværere at henvende sig til en fjende end en ven, men vi vil opdage, at det gavner os langt mere. Vi kommer med en hjælpsom og tilgivende ånd, erkender vore tidligere syge følelser og giver vor undskyldning.

Under ingen omstændigheder kritiserer vi en sådan person eller begynder at diskutere. Vi fortæller ganske enkelt, at vi aldrig kommer vort drikkeri til livs, medmindre vi har gjort vort yderste for at rette op på fortiden. Vi er kommet for at feje for vor egen dør og indser, at vi ikke kan opnå noget af betydning, før vi har gjort dette, og uden at prøve at fortælle ham, hvad han bør gøre. Det er ikke hans fejltagelser, det drejer sig om. Vi holder os til vore egne. Hvis vor optræden er behersket, åben og ærlig, vil vi kunne glæde os over resultatet.

I ni ud af ti tilfælde sker det uventede. Til tider indrømmer vedkommende sine egne fejl, så årgamle stridigheder smelter bort på et øjeblik. Det er sjældent, det mislykkes at gøre tilfredsstillende fremskridt. Vore tidligere uvenner roser ofte det, vi foretager os, og ønsker os lykke og held. Ved særlige lejligheder tilbyder de at hjælpe os. Det gør imidlertid ikke så meget, om en eller anden smider os ud. Vi har for vor del gjort, hvad vi kunne. Det er at bringe vand over dæmningen.

De fleste alkoholikere skylder penge væk. Vi undgår ikke vore kreditorer. Vi fortæller dem, hvad vi er i færd med, vi prøver ikke at skaffe os gode ben på drikkeriet. Som regel ved de det i forvejen, hvad enten vi tror det eller ej. Vi er heller ikke bange for at afsløre vor alkoholisme, fordi det måske kan medføre økonomiske problemer. Kommer man på den rigtige måde, vil selv den værste kreditor til tider overraske os. Når vi har opnået den bedste aftale, vi kan, lader vi disse mennesker vide, at vi beklager det skete. Vort drikkeri har gjort os til dårlige betalere. Vi må slippe af med frygten for vore kreditorer, uanset hvor langt vi må gå, for vi er tilbø-jelige til at drikke, hvis vi er bange for at møde dem.

Måske har vi begået noget kriminelt, som ville sende os i fængsel, hvis det kom offentligheden for øre. Måske er vi på bunden af vor økonomi og ude af stand til at gøre rent bord. Vi har allerede indrømmet dette til en anden, men vi er sikre på at blive sat ind eller miste jobbet, hvis det blev kendt. Måske er det bare en ubetydelig forseelse, som at have brugt af repræsentationskontoen. De fleste af os har begået den slags. Måske er vi skilt og har giftet os igen, og så har vi ikke betalt bidragene til vor første hustru. Hun er opbragt over det og har udtaget stævning på os. Også dette er almindelige proble-mer.

Skønt disse genopretninger kan tage sig højst forskelligt ud, er der dog nogle generelle principper, som vi finder vejledende. Idet vi minder os selv om, at vi har besluttet at gå til den yderste grænse for at opnå en åndelig opvågnen, beder vi om at få styrke og vejledning til at gøre det rette, uanset hvad de personlige konsekvenser end måtte blive. Måske mister vi vor stilling eller omdømme, eller vi risikerer fængsel, men vi er villige. Det må vi være. Vi må ikke vige tilbage for noget.

Som regel er andre imidlertid også indblandet. Derfor må vi ikke spille den overilede og ubetænksomme martyr, som unødvendigt ofrer andre for at redde sig selv fra alkoholens faldgrube. En af vore bekendte havde giftet sig på ny. På grund af drikkeriet og såret stolthed havde han ikke betalt bidragene til sin første hustru. Hun var rasende og gik til retten og udtog stævning for at få ham arresteret. Han havde antaget vores livsholdning, havde fået en stilling og var ved at komme ovenpå. Det ville have været en heroisk bedrift, hvis han var gået op til dommeren og havde sagt: »Her er jeg!« Vi mente, han burde være villig til dette om nødvendigt, men hvis han kom i fængsel, kunne han jo intet gøre for nogen af familierne. Vi foreslog ham så at skrive til sin første hustru og erkende sine fejl og bede om tilgivelse. Det gjorde han og sendte samtidig en mindre sum penge. Han fortalte om sine planer for fremtiden. Han sagde, at han var villig til at gå i fængsel, hvis hun insisterede. Naturligvis gjorde hun ikke det, og hele problemet har for længst fundet sin løsning.

Før vi tager drastiske skridt, som kan implicere andre mennesker, må vi sikre os deres samtykke. Men har vi fået deres tilladelse, har talt med en anden om det, bedt om Guds hjælp og blevet overbevist om dette skridt, så må vi heller ikke vige tilbage.

Dette får os til at tænke på en af vore venner. Mens han drak, accepterede han en sum penge af en bitterlig forhadt konkurrent, uden at denne fik kvittering. Han nægtede kategorisk at have modtaget beløbet og udnyttede episoden til at bringe manden i miskredit. Han udnyttede således sin egen forkerte handlemåde til at ødelægge en andens rygte. Faktisk ruinerede det konkurrenten.

Han følte, han havde begået en fejltagelse, som han umuligt kunne rette op igen. Genoptog han denne gamle sag, var han bange for at ødelægge sin kompagnons omdømme, blamere sin familie og berøve dem levebrødet. Hvilken ret havde han til at implicere dem, der var afhængige af ham? Hvordan kunne han overhovedet offentliggøre dette og dermed rense konkurrenten?

Efter en samtale med sin hustru og kompagnonen kom han til den konklusion, at det var bedre at løbe disse risici, end at stå over for sin Skaber og være skyldig i disse ødelæggende bagtalelser. Han indså, at han måtte lægge udfaldet over til Gud, ellers ville han snart begynde at drikke igen, og så ville alligevel alt være tabt. For første gang i mange år gik han i kirke. Efter gudstjenesten gik han stille op og afgav sin forklaring. Hans handling mødte udelt bifald, og i dag er han en af sin bys mest betroede indbyggere. Alt dette skete for år tilbage.

Måske har vi problemer på hjemmefronten. Måske er vi involveret med kvinder på en sådan måde, at vi ikke bryder os om at få det publiceret. l denne forbindelse tvivler vi på, at alkoholikere er meget værre end andre, men drikkeriet skaber sex-relaterede problemer i hjemmene. Efter nogle år med en alkoholiker bliver en hustru slidt op, bliver pirrelig og ikke let at tale med. Hvordan kan hun blive andet? Manden begynder at føle ensomhed, begynder at få ondt af sig selv. Han begynder at se sig om efter andet end spiritus, i natklubber og lignende. Måske har han en hemmelig og spændende affære, med »pigen, som forstår ham«. l retfærdighedens navn må indrømmes, at hun måske forstår, men hvad skal vi stille op i et sådant tilfælde? En mand, der på denne måde er involveret, føler ofte stort samvittighedsnag, især hvis han er gift med en loyal og tapper pige, som i bogstavelig forstand har gennemgået et helvede for hans skyld.

Hvad end situationen må være, er det som regel nødvendigt at gøre noget ved det. Er vi sikre på, at vor hustru intet ved, skal vi så fortælle det? Ikke altid ~ mener vi. Hvis hun i hovedsagen ved, at vi har levet et vildt liv, skal vi så sætte hende ind i enkeltheder? Vi må uden tvivl berette om vore fejl. Måske insisterer hun på at kende alle detaljer. Måske ønsker hun at vide, hvem kvinden er, og hvor hun befinder sig. Vi føler, vi bør lade hende vide, at vi ikke har ret til at involvere et andet menneske. Vi fortryder, hvad vi har bedrevet, og ved Guds vilje skal det ikke gentage sig. Det er det længste, vi kan strække os, vi har ingen ret til at gå videre. Skønt der kan være retfærdiggjorte undtagelser, og skønt vi ikke ønsker at fastsætte nogen form for regler, har vi ofte erfaret, at dette er den bedste fremgangsmåde.

Vort udkast til en livsform er ikke en ensrettet vej. Den gælder såvel for hustruen som for manden. Hvis vi kan glemme, kan hun også. Det er imidlertid bedre, at man ikke unødvendigt navngiver en person, som hun kan udsætte for sin jalousi.

Måske er der tilfælde, hvor den yderste ærlighed er påkrævet. Ingen udenforstående kan vurdere i disse intime situationer. Der kan være tilfælde hvor begge beslutter, at det kærligste og fornuftigste er at lade sket være sket. Hver især kan bede for det, med modpartens lykke dybest på sinde. Hold altid for øje, at vi har at gøre med den mest forfærdelige af alle menneskelige følelser: jalousi. En dygtig strateg vil måske beslutte at angribe Problemet på flanken, fremfor at tage risikoen ved et direkte angreb ansigt til ansigt.

Har vi ikke haft den slags komplikationer, er der mange andre ting, vi kan gøre i hjemmet. Fra tid til anden hører vi en alkoholiker sige, at det eneste han behøver er at holde sig ædru. Han må helt afgjort holde sig ædru, for ellers eksisterer der ikke noget hjem. Men han er stadig langt fra at have gjort det godt igen mod hustru eller forældre som i årevis har lidt under den elendige behandling. Det overgår enhver at fatte den tålmodighed, hustruer og mødre har vist alkoholikere. Havde det ikke været for den, ville mange af os ikke have haft noget hjem i dag, ja, mange havde måske været døde.

Alkoholikeren er som en tornado, der vælter sig af sted gennem andres liv. Hjerter knuses. Smukke forhold dør. Hengivenhed bliver rykket op ved roden. Egoisme og ubetænksomme vaner bevarer hjemmene i oprør. Den mand er ubetænksom, som påstår, at ædruelighed er tilstrækkelig. Han minder om landmanden, der kom op af sin stormkælder og fandt hjemmet raseret. Hans bemærkning til hustruen lød: »Jeg kan ikke se, der er sket noget her, lille Mor. Sikke et held, det holdt op med at blæse!«

Jo, der ligger lang tids genopbygning foran os. Vi må tage føringen. En angerfuld mumlen om at vi beklager, gør ikke sagen klar. Vi bør sætte os sammen med familien og analysere fortiden, som vi opfatter den nu, og være varsomme med ikke at kritisere dem. Deres defekter kan være nok så iøjnefaldende, men der er stor sandsynlighed for, at vore egne handlinger bærer en stor del af ansvaret. Vi gør rent bord med familien og beder hver morgen under vor morgenmeditation vor Skaber vise os vejen til tålmodighed, tolerance, venlighed og kærlighed.

Det åndelige liv er ikke en teori. Vi bliver nødt til at leve det. Medmindre familien ytrer ønske om at leve efter åndelige principper, mener vi ikke, man bør tvinge dem til det. Vi skal ikke uafladelig tale om åndelige forhold. De vil selv ændre sig med tiden. Vor adfærd vil virke mere overbevisende end vore ord. Vi må huske på, at ti eller tyve års drikkeri kan gøre hvem som helst skeptisk.

Der kan være fejl, som vi aldrig helt kan rette op. Hvis vi ærligt kan sige til os selv, at vi ville gøre det godt igen, hvis det var muligt, så bekymrer vi os ikke om dem. Nogle mennesker kan vi ikke møde personligt, dem skriver vi et ærligt brev til. Der kan være en gyldig grund til at udsætte nogle forhold. Men vi udsætter ikke, hvis det kan undgås. Vi må være følsomme, velovervejede, taktfulde og ydmyge, uden at være krybende eller bukkende og skrabende. Som et af Guds mennesker står vi med fast grund under fødderne, vi kryber ikke for nogen.

Hvis vi er samvittighedsfulde med denne del af vor udvikling, vil vi forbavses, før vi er kommet halvvejs igennem. Vi kommer til at kende en ny frihed og en ny glæde. Vi fortryder ikke fortiden, ejheller ønsker vi at smække døren i for den. Vi vil forstå ordet sindsro, og vi vil kende fred. Uanset hvor langt nede på skalaen vi har befundet os, vil vi indse, hvordan vores erfaring kan hjælpe andre. Følelsen af ubrugelighed og selvmedlidenhed vil forsvinde. Vi vil miste interessen for det egoistiske og vinde interessen for vore medmennesker. Selvtilfredsheden vil forsvinde. Hele vor holdning og vort syn på livet vil ændres. Frygten for mennesker og økonomisk usikkerhed vil forsvinde. Vi vil per intuition vide, hvordan vi skal behandle forskellige situationer, som tidligere ville hæmme os. Vi vil pludselig erkende, at Gud gør det for os, hvad vi aldrig kunne gøre for os selv.

Er disse løfter overdrevne? Det mener vi ikke. De går i opfyldelse iblandt os – nogle gange langsomt, nogle gange hurtigt. Men de sker altid, hvis vi arbejder på det.

Disse tanker bringer os til det tiende trin, som foreslår, at vi vedbliver med den personlige selvransagelse, og fortsætter med at rette enhver ny fejltagelse, som måtte opstå hen ad vejen. Vi fastholder denne livsholdning lige så energisk, som vi rensede ud i fortiden. Vi er trådt ind i den åndelige verden.

Vor næste opgave er at udvikle os i forståelse og duelighed. Dette sker ikke på en enkelt dag. Det fortsætter livet ud. Vedbliv at være på vagt over for egoisme, uærlighed, bitterhed og frygt. Når disse dukker op, beder vi straks Gud fjerne dem. Vi taler straks med en anden om det og retter hurtigt op, hvis vi har gjort nogen fortræd. Så vender vi beslutsomt vore tanker mod nogen, vi kan hjælpe. Kærlighed og tolerance mod andre er vores løsning.

Vi er holdt op med at bekæmpe nogen eller noget, selv alkohol, for på dette tidspunkt har vi fået vor sunde fornuft tilbage. Det er sjældent, vi fatter interesse for spiritus. Fristes vi, viger vi tilbage, som havde vi brændt os på en varm kakkelovn. Vi reagerer fornuftigt og normalt, og vi opdager, at dette sker automatisk. Vi vil opdage, at vor nye indstilling til alkohol er blevet skænket os uden tanke eller anstrengelse fra vor side. Det kommer bare. Det er det, der er det mirakuløse. Vi bekæmper det ikke, ejheller undgår vi fristelserne. Vi føler det, som var vi i en slags neutralitet: sikker og beskyttet. Vi har end ikke afsvoret det. Problemet er i stedet blevet fjernet. Det eksisterer ikke for os. Vi er hverken højt på strå eller bange. Det er vor erfaring. Sådan reagerer vi, så længe vi holder os i en passende åndelig form.

Det er let at ophøre med det åndelige handlingsprogram og hvile på vore laurbær, men vi udsætter os for problemer, hvis vi gør det, for alkohol er en listig fjende. Vi er ikke helbredte for alkoholismen. Hvad vi i realiteten har, er en daglig mulighed for henstand ved at vedligeholde vor åndelige kondition. Hver dag er en dag, hvor vi må bære visheden om Guds vilje ind i alle vore gøremål. »Hvordan kan jeg bedst tjene Dig – Din vilje ske – ikke min«. Disse tanker må bestandig følge os. Vi kan opøve vor viljestyrke så meget, vi lyster, på denne måde. Dette er den rigtige anvendelse af viljestyrke.

Der er allerede nævnt en masse om at modtage styrke, inspiration og vejledning fra Ham, som er alvidende og har styrken. Hvis vi omhyggeligt har fulgt vejledningen, er vi begyndt at fornemme Hans Ånd strømme ind i os. Vi er på en rnåde blevet Guds-bevidste. Vi er begyndt at udvikle denne livsvigtige sjette sans. Men vi skal videre – og det betyder mere handling.