Kapitel 7

7. KAPITEL


 

Arbejdet med andre

 

Den praktiske erfaring viser, at intet sikrer frihed fra trangen til at drikke mere end et intensivt arbejde med andre alkoholikere. Det fungerer, når alle andre aktiviteter slår fejl. Dette er vort tolvte forslag. Bring budskabet videre til andre alkoholikere. Du kan hjælpe, hvor ingen andre kan. Du kan sikre dig deres tillid, hvor alle andre fejler. Husk de er meget syge.

Dit liv vil få ny betydning. Dette at se mennesker komme sig, se dem hjælpe andre, se ensomhed forsvinde, se et fællesskab vokse op omkring dig, at have en mængde venner dette er en oplevelse, du ikke må gå glip af. Vi ved, du ikke vil undvære det. Hyppig kontakt med nykommere og med hinanden er lyspunkterne i vore liv.

Måske kender du ikke nogen, der drikker, og som ønsker at kvitte. Men det er let at finde dem ved at spørge nogle læger, præster eller hospitaler. De vil kun være lykkelige for at hjælpe dig. Start ikke op som evangelist eller reformator. Der eksisterer desværre en masse fordomme, og de vil hæmme dig, hvis du vækker dem. Læger og præster er dygtige, og hvis du ønsker det, kan du lære en masse af dem, men på grundlag af din egen erfaring med drikkeriet sker det, at du kan være en enestående hjælp for andre alkoholikere. Kritiser aldrig, men vær samarbejdsvillig. Hjælpsomhed er dit eneste mål.

Opdager du et emne for Anonyme Alkoholikere, så få så mange oplysninger som muligt om ham. Ønsker han ikke at holde op med at drikke, så spild ikke tid på at overtale ham. Du forspilder måske den næste chance. Dette råd gælder også hans familie. De må være tålmodige og indse, at de har at gøre med et meget sygt menneske.

Er der tegn på, at han ønsker at holde op, så få en samtale med det menneske, der har størst interesse i ham – for det meste er det hustruen. Få en fornemmelse af hans adfærd, hans problemer, hans baggrund, hvor alvorlig hans tilstand er, og om han hælder i nogen religiøs retning. Du har brug for disse oplysninger for at sætte dig selv i hans sted: få et indtryk af, hvordan du ville foretrække han greb sagen an, hvis det var omvendt. Nogle gange betaler det sig at vente, til han tager en druktur. Familien vil muligvis protestere, men medmindre han er i en dårlig fysisk tilstand, er det bedre at løbe risikoen. Tal ikke med ham, når han er meget beruset, medmindre han er voldsom, så familien behøver din hjælp. Vent til slutningen af en druktur, eller i det mindste på et klart øjeblik. Lad så familien eller en ven spørge, om han har i sinde at holde helt op, og om han vil gøre hvad som helst for det. Siger han ja, skal opmærksomheden rettes mod dig som et menneske, der er kommet sig. Du skal beskrives for ham som værende fra et fællesskab, der som en del af deres egen helbredelse forsøger at hjælpe andre, og som vil blive glad for at tale med ham, hvis han selv gerne vil.

Hvis han ikke ønsker at træffe dig, så tving ham aldrig til det. Familien må heller ikke hysterisk plage ham om at gøre noget eller fortælle en masse om dig. De må vente til slutningen af hans næste druktur. Du kan eventuelt lægge denne bog et sted, hvor han vil finde den i en pause i drikkeriet. Ingen særlige regler kan anbefales her. Familien må selv træffe disse beslutninger. Men tilskynd dem til ikke at være alt for ængstelige, for det kan ødelægge det hele.

Familien må normalt ikke forsøge at fortælle din historie. Hvis det er muligt, så undg4 at træffe nogen gennem deres familie. En henvendelse fra lægen – eller en institution – virker langt bedre. Hvis manden har behov for at blive indlagt, må dette ske, men ikke ved tvang, medmindre han er voldsom. Hvis lægen er villig, så lad ham fortælle, at han måske kan foreslå en løsning.

Når han har det bedre, kan lægen eventuelt foreslå dit besøg. Selv om du har talt med familien, så hold dem uden for den første samtale. Under disse forhold vil det vordende medlem indse, at ingen presser ham. Han vil føle, at han kan tale med dig, uden at blive plaget af familien. Aflæg ham et besøg, mens han endnu er rystende nervøs. Han kan være mere modtagelig, når han er deprimeret.

Træf ham så vidt muligt alene. lndled først en almindelig samtale. Drej så efter nogen tid samtalen hen på drikkeriet. Fortæl ham tilstrækkeligt om dine egne drikkevaner, symptomer og erfaringer til at formå ham til at tale om sig selv. Hvis han ønsker at tale, så lad ham tale. Således vil du få en bedre fornemmelse af, hvordan du bør gå videre. Er han ikke synderlig meddelsom, så fortæl din egen drikkehistorie til det tidspunkt, hvor du holdt op. Men fortæl ikke på, dette tidspunkt noget om, hvordan det skete. Er han i det alvorlige hjørne, så dvæl ved de problemer, spiritus afstedkom for dig, men varsomt, så det ikke virker moraliserende eller belærende. Er han i det lyse hjørne, så fortæl om nogle muntre episoder fra dine egne ture og få ham til at fortælle nogle af sine.

Når han finder ud af, at du kender alt til drikkeriet, begynd så at beskrive dig selv som alkoholiker. Fortæl hvor forvirret du var, og hvordan du omsider indså, at du var syg. Forklar ham om de kampe, du måtte igennem for at holde op. Fortæl om de mentale forviklinger, som førte til den første genstand, der blev starten på en druktur. Vi foreslår, du gør dette, som vi har gjort det i kapitlet om alkoholisme. Er han alkoholisk, vil han straks forstå dig. Han vil sammenligne dine mentale uoverensstemmelser med nogle af sine egne.

Er du overbevist om, at han er ægte alkoholiker, dvæl da ved sygdommens håbløse fremtidsudsigter. Bevis for ham, fra dine egne oplevelser, hvordan denne mærkelige tilstand, som er forbundet med den første genstand, modarbejder en normal reaktion af viljestyrke. Henvis ikke til denne bog på dette stadium, medmindre han allerede er bekendt med den og ønsker at tale om den. Vær også varsom med at betegne ham som alkoholiker. Lad ham drage sine egne konklusioner. Holder han fast ved, at han stadig kan kontrollere sit drikkeri, så sig, at det kan han muligvis – hvis han ikke er for alkoholisk. Men hold fast ved, at hvis han er hårdt belastet, er chancen for, at han kan komme sig ved egen hjælp, meget lille.

Fortsæt med at beskrive alkoholismen som en sygdom en skæbnesvanger lidelse. Fortæl om den medfølgende tilstand for legeme og sind. Hold hovedsagelig hans opmærksomhed rettet mod dine personlige erfaringer. Forklar ham om de mange, der er bukket under, fordi de aldrig indså deres ulykke. Læger er med rette uvillige til at fortælle en alkoholisk patient hele sandheden, medmindre det tjener et godt formål. Men du kan fortælle ham om håbløsheden ved alkoholisme, fordi du kan tilbyde en løsning. Du vil snart få din ven til at erkende, at han har mange – om ikke alle alkoholikerens træk. Hvis hans egen læge er villig til at fortælle ham, at han er alkoholiker – så meget des bedre. Selv om din kandidat ikke helt har erkendt sin tilstand, er han blevet meget nysgerrig efter at vide, hvordan du er kommet dig. Lad ham stille dig spørgsmålet, hvis han vil. Fortæl ham nøjagtigt, hvad der skete for dig. Tal åbent og frit om de åndelige træk. Er han agnostiker eller ateist, må du gøre det klart, at han ikke behøver at være enig i din opfattelse af Gud. Han kan vælge hvilken opfattelse, han måtte ønske, forudsat det virker sandsynligt for ham selv. Hovedsagen er, at han er villig til at tro på en Magt større end ham selv, og at han lever efter åndelige principper.

Når du har med et sådant menneske at gøre, er det bedst, du benytter et enkelt, almindeligt sprog til at beskrive de åndelige principper. Der er ingen grund til at vække eventuelle fordomme, som han kan have mod visse teologiske vendinger eller forestillinger, som måske allerede i forvejen har forvirret ham. Forstærk ikke sådanne begreber, uanset hvilken overbevisning du selv har.

Måske tilhører dit »emne« en religiøs retning, og måske er hans religiøse indsigt og uddannelse dig langt overlegen. I det tilfælde kan han undre sig over, hvordan du skulle kunne tilføre noget til det, han allerede ved. Men han vil være nysgerrig efter at vide, hvorfor hans egen overbevisning ikke har fungeret, og hvorfor din tilsyneladende virker så godt. Måske er han et eksempel på den sandhed, at troen alene ikke gør det. For at være bæredygtig, må troen følges af selvopofrelse og uselvisk, positiv handling. Lad ham forstå, at du ikke er kommet for at belære ham om religion. Indrøm, at han formentlig ved mere om det end du, men gør ham opmærksom på det faktum, at uanset hvor dyb hans tro og indsigt er, kan han ikke have brugt den – ellers ville han ikke drikke. Måske vil din historie hjælpe ham til at indse, hvor han har fejlet i at praktisere de selv samme regler, han kender så godt. Vi repræsenterer ikke nogen særlig tro eller overbevisning. Vi beskæftiger os blot med nogle almindelige principper, som anvendes i de fleste trosretninger.

Udlæg handlingsprogrammet ved at fortælle, hvordan du foretog en selvvurdering, hvordan du gjorde op med din fortid, og hvorfor du nu søger at hjælpe ham. Det er vigtigt for ham at forstå, at dine forsøg på at viderebringe dette til ham spiller en væsentlig rolle for din egen helbredelse. l realiteten hjælper han måske dig mere, end du hjælper ham. Gør det klart, at han ikke har nogen forpligtelser over for dig, at dit eneste ønske er, at han må prøve at hjælpe andre alkoholikere, når han slipper ud af sine egne vanskeligheder. Lad ham forstå, hvor vigtigt det er at sætte andres velfærd før sit eget. Gør det klart, at han ikke er under nogen form for pres, at han ikke behøver at se dig igen, hvis han ikke ønsker det. Du skal ikke blive fornærmet, hvis han ønsker at afblæse det hele, for han har allerede hjulpet dig mere, end du har hjulpet ham. Hvis din tale har været fornuftig, rolig og fyldt af menneskelig forståelse, har du måske fået en ven for livet. Måske har du gjort ham oprørt i spørgsmålet om alkoholisme. Det er kun en fordel. Jo mere håbløs han føler sig des bedre. Så vil der være større sandsynlighed for, at han følger dine forslag.

Måske fremsætter din kandidat grunde, hvorfor han ikke behøver at følge hele programmet. Måske sætter han sig imod at foretage en drastisk hovedrengøring, som kræver en samtale med andre mennesker. Modsig ikke sådanne synspunkter. Fortæl, at du også engang følte som han, men at du tvivler på, du ville have haft synderlig fremgang, hvis du ikke havde gjort rent bord. Fortæl under dit første møde om fællesskabet i Anonyme Alkoholikere. Viser han interesse, så lån ham dit eksemplar af denne bog.

Medmindre din ven ønsker at tale yderligere om sig selv, så forspild ikke din chance som velkommen. Giv ham en chance for at tænke over tingene. Bliver du, så lad ham styre samtalen i den retning, han ønsker det. Ofte er en ny mand ivrig efter straks at komme videre, og du kan fristes til at lade ham gøre det. Dette kan til tider være en fejlvurdering. Hvis han senere får problemer, kan han finde på at sige, at du pressede ham. Du vil få størst succes med alkoholikere, hvis du ikke fremstiller nogen lidenskab for afholdskampagne eller reformer. Tal aldrig ned til en alkoholiker fra nogle moralske eller åndelige højder; fremlæg ganske enkelt sættet af åndelige redskaber for ham til gennemsyn. Vis ham, hvordan det virkede på dig. Tilbyd ham venskab og fællesskab. Fortæl ham, at hvis han ønsker at få det bedre, så vil du gøre, hvad du kan for at hjælpe.

Hvis han ikke er interesseret i din løsning, hvis han bare forventer, at du skal spille bankier for hans økonomiske problemer eller sygepasser ved hans soldeture, må du lade ham passe sig selv, indtil han kommer på bedre tanker. Det kan ske, når han får det endnu værre.

Er han virkelig interesseret, og ønsker du skal komme igen, så bed ham læse denne bog i mellemtiden. Når han har gjort det, må han selv beslutte, om han vil fortsætte. Han må ikke presses eller tilskyndes af dig, af hustru eller venner. Skal det lykkes ham at finde Gud, må ønsket komme indefra.

Hvis han mener, han kan gøre det på anden vis, eller foretrækker en anden åndelig metode at gribe det an på, må du opmuntre ham til at følge sin egen samvittighed. Vi har ikke eneret på Gud, vi har blot en fremgangsmåde, som fungerer for os. Men læg vægt på, at vi alkoholikere har en masse tilfælles, og at du under alle omstændigheder ønsker at være hans ven. Lad det så blive ved det.

Mist ikke modet, hvis din kandidat ikke straks er modtagelig. Find en anden alkoholiker og prøv igen. Du kan være sikker på at finde en, som er tilstrækkelig desperat til villigt at acceptere det, du tilbyder. Vi finder det rent tidsspilde at blive ved med at opsøge et menneske, som ikke kan eller vil samarbejde. Lader du et sådant menneske passe sig selv, bliver han måske snart overbevist om, at han ikke kan klare sig ved egen hjælp. At bruge for megen tid på et enkelt tilfælde, er at nægte en anden alkoholiker muligheden for at leve og blive lykkelig. Én fra vort fællesskab mislykkedes totalt med sit første halve dusin kandidater. Han sagde ofte, at havde han fortsat med at arbejde med dem, havde han måske berøvet mange andre chancen, som senere er kommet sig.

Lad os nu antage, at du aflægger dit andet besøg hos en mand. Han har læst denne bog og påstår nu, at han er parat til at gennemgå de tolv trin i programmet for helbredelse. Du kan give ham en masse praktiske råd med din egen erfaring. Lad ham vide, at du står til rådighed, hvis han beslutter sig til at fortælle sin historie, men insister ikke på det, hvis han foretrækker at tale med en anden.

Måske er han falleret og hjemløs. Hvis det er tilfældet, kan du eventuelt hjælpe ham med at finde et job eller yde ham en smule økonomisk hjælp. Men du skal ikke snyde din familie eller kreditorer for penge, som tilkommer dem. Vær sikker på at anvende diskretion. Vær sikker på, at din familie vil byde ham velkommen, og at han ikke forsøger at udnytte dig for penge, forbindelser eller et sted at bo. Tillader du det sker, vil du blot skade ham. Du gør det muligt for ham at være uærlig. Du kan hjælpe ham på vej mod destruktionen snarere end mod helbredelse.

Undvig aldrig dit ansvar, men vær sikker på, at du handler rigtigt, når du påtager dig det. Hjælpen til andre er fundamentet i din egen helbredelse. En barmhjertighedsgerning fra tid til anden er ikke nok. Du må være »Den barmhjertige Samaritan« hver gang, det er påkrævet. Det kan koste mange nætters søvn, megen forstyrrelse i din fritid, afbrydelser i din arbejdstid. Det kan betyde, at du må dele dine penge og dit hjem, besøge fortvivlede hustruer og familier, utallige ture til politiet, behandlingshjem, hospitaler, fængsler og institutioner. Din telefon kan ringe på alle tider af døgnet. Din hustru klager til tider over, at du negligerer hende. Måske smadrer en fulderik dine møbler i hjemmet eller brænder madrassen. Måske må du slås med ham, hvis han er voldsom. Somme tider må du ringe efter lægen og give beroligende midler efter hans anvisning. Til andre tider er det politi eller ambulance, du må tilkalde. Du vil fra tid til anden opleve disse situationer.

Vi tillader sjældent en alkoholiker at opholde sig i vore hjem længere tid ad gangen. Det er ikke godt for ham, og til tider forårsager det alvorlige komplikationer i familien.

Selv om alkoholikeren ikke er modtagelig, er der ingen grund til at slå hånden af hans familie. Du må fortsat være venlig over for dem. Du må tilbyde dem at lære din livsholdning. Hvis de accepterer og praktiserer de åndelige principper, er der langt større chance for, at familiens overhoved kommer sig, og selv om han fortsætter med at drikke, vil familien finde livet langt lettere at bære.

For den type alkoholikere, som er i stand – og villig – til at blive raske, er en smule kærlighed i ordets egentlige forstand både nødvendig og ønskelig. De mennesker, der råber på penge eller husly, før de kan overvinde alkoholismen, er inde på et galt spor. Dog går vi ofte til yderligheder for at hjælpe hinanden med disse ting, når en sådan handling er begrundet. Måske kan dette synes selvmodsigende, men det mener vi ikke, det er.

Det drejer sig ikke om spørgsmålet om at give, men hvordan og hvornår du giver. Dette gør ofte forskellen mellem fiasko og succes. l samme øjeblik vi lægger vort arbejde på serviceplanet, så begynder alkoholikeren at regne med vores hjælp – snarere end Guds. Han hyler på dette og hint og påstår, han ikke kan styre alkoholen, før der er taget vare på hans materielle behov. Pjat! Nogle af os har måttet tage imod hårde slag for at lære denne sandhed: Job eller ej – hustru eller ej – vi holder simpelt hen ikke op med at drikke, så længe vi sætter afhængighed til andre mennesker foran afhængigheden af Gud.

Ideen må ætses ind i enhver mands bevidsthed, at han kan blive rask uafhængig af andre. Den eneste betingelse er, at han stoler på Gud – og får muget ud.

Nu til de interne problemer. Måske forekommer der en skilsmisse, separation eller blot et spændt forhold. Når din kandidat har helet det, han kan over for familien, og omhyggeligt fortalt dem om de nye principper, han lever efter, må han fortsætte med at praktisere disse principper i hjemmet. Naturligvis hvis han er så heldig at have et hjem. Selv om familien fejler i mange henseender, må det ikke bekymre ham. Han må koncentrere sig om sin egen åndelige udøvelse. Skænderier og kritik må undgås for enhver pris. l mange hjem er dette vanskeligt, men det er nødvendigt, hvis man vil opnå et resultat. Hvis han stædigt holder fast ved dette nogle måneder, vil virkningen på familien være bemærkelsesværdig. De mest uforenelige mennesker opdager, at de har et grundlag, hvor de kan mødes. Lidt efter lidt indser familien deres egne fejl – og erkender dem. Disse kan så diskuteres i en atmosfære af venlighed og hjælpsomhed.

Efter at have konstateret de håndgribelige resultater ønsker familien måske at deltage. Disse ting vil komme til at ske naturligt, og når tiden er inde. Imidlertid forudsat, at alkoholikeren fortsætter med at vise, at han kan holde sig ædru, velovervejet og hjælpsom, uanset hvad andre siger og gør. Naturligvis falder vi alle ofte langt uden for dette ideal. Men vi må prøve at hele skaden straks, medmindre vi vil betale de uheldige følger med en druktur.

Hvis skilsmisse eller separation foreligger, må der ikke være unødvendigt hastværk med atter at flytte sammen. Manden må være sikker på, at han er kommet sig. Hustruen må have fuld forståelse for hans nye livsholdning. Hvis deres gamle forhold skal genoptages, må det være på et bedre grundlag, eftersom det tidligere ikke fungerede. Det betyder en ny holdning og ånd i alt. Til tider er det i alles interesse, at parret forbliver adskilt, men i sagens natur kan der ikke gives nogen regel. Lad alkoholikeren fortsætte programmet dag for dag. Når tiden er inde til at flytte sammen igen, vil det stå klart for begge parter.

Lad ingen alkoholiker påstå, at han ikke kan komme sig, medmindre han får sin familie tilbage. Sådan er det bare ikke. l nogle tilfælde vil hustruen af en eller anden grund aldrig tilbage. Mind ham om, at hans helbredelse er uafhængig af mennesker. Det afhænger af hans fællesskab med Gud. Vi har set mennesker komme sig, hvis familie aldrig vendte tilbage, og vi har set andre falde i, når familien kom for tidligt tilbage.

Både du og den nye må dag for dag vandre vejen mod åndelig fremgang. Hvis du holder ud, vil bemærkelsesværdige ting ske. Når vi ser os tilbage, må vi erkende, at de ting, der hændte os, når vi overgav os selv til Guds varetægt, var bedre end noget, vi selv kunne have planlagt. Følg vejledningerne fra den Højere Magt, og du vil snart befinde dig i en ny og forunderlig verden, uafhængig af disse nuværende forhold.

Når du arbejder med en mand og hans familie, skal du passe på ikke at blive involveret i deres skænderier. Hvis du gør det, ødelægger du måske dine muligheder for at hjælpe. Men fremhæv over for familien, at han har været et meget sygt menneske og må behandles derefter. Du må advare mod at fremkalde bitterhed og jalousi. Du må slå fast, at hans karakterdefekt ikke forsvinder fra dag til dag. Vis dem, at han har begyndt en periode af vækst. Når de er utålmodige, så bed dem erindre den lykkelige omstændighed, at han er ædru.

Har du haft held til at løse dine egne familieproblemer, så beskriv for nykommerens familie, hvordan dette lod sig gøre. På denne måde kan du dirigere dem ind på rette spor uden at kritisere dem. Beskrivelsen af, hvordan du og din hustru løste jeres problemer, er mere værd end nogen kritik.

Hvis vi formodes at være åndeligt orienteret, kan vi foretage os alt det, en alkoholiker ikke forventes at gøre. Man mener ikke, vi bør færdes på steder, hvor der serveres alkohol; vi bør ikke opbevare det i vore hjem; vi bør undgå venner, som drikker; vi bør undgå film, som viser drikke-scener; vi bør ikke gå på bar; vore venner må skjule deres flasker, når vi besøger dem; vi må overhovedet ikke tænke på eller mindes om alkohol. Vor erfaring viser, at dette absolut ikke er nødvendigt.

Vi støder på disse forhold hver dag. Den alkoholiker, som ikke kan tåle det, har stadig den alkoholiske tankegang, der er noget galt med hans åndelige stadium. Hans eneste chance for at holde sig ædru ville være steder som indlandsisen, men selv der kan der dukke en eskimo op med en flaske whisky og ødelægge det hele. Spørg blot en hvilken som helst hustru, som har sendt manden til fjerne steder i den tro, at han derved kunne flygte fra alkoholproblemet.

Efter vor opfattelse er enhver behandling, som forsøger at bekæmpe alkoholismen ved at beskytte den syge mod fristelser, dømt til at mislykkes. Hvis alkoholikeren forsøger at beskytte sig selv, kan det lykkes for en tid, men som regel ender det med en endnu større soldetur end nogen sinde før. Vi har forsøgt disse metoder. Disse forsøg på at gøre det umulige mislykkes altid.

Så vores regel er ikke at undgå de steder, hvor der drikkes, forudsat vi har en rimelig grund til at være der Det omfatter barer, natklubber, danserestauranter, receptioner, bryllupper, ja, selv helt almindelige selskaber. Til den, der har erfaring med en alkoholiker, må dette synes som at friste skæbnen, men det er det ikke.

Du vil bemærke, at vi fremhævede en forudsætning.

Spørg derfor dig selv ved enhver lejlighed, som byder sig; »Har jeg en rimelig selskabelig, forretningsmæssig eller personlig grund til at være til stede? Eller forventer jeg at stjæle en smule fornøjelse fra de andre af stemningen, der er på disse steder?« Kan du besvare disse spørgsmål tilfredsstillende, behøver du ikke at ængstes. Gå – eller bliv væk, hvad der passer dig bedst. Men vær forvisset om at stå på fast åndelig grund, før du begynder, og at dit motiv med at gå hviler på et solidt grundlag. Tænk ikke på, hvad du kan få ud af lej ligheden. Tænk på, hvad du kan tilføre den. Men vakler du, må du hellere arbejde med en anden alkoholiker i stedet.

Hvorfor sidde lang i ansigtet på steder, hvor der drikkes, og sukke efter gamle dage. Er der tale om en fornøjelig anledning, så forsøg at øge stemningen for de deltagende, er det en forretningssammenkomst, så deltag i den almindelige forretningsentusiasme. Er du ude med én, som ønsker at spise på en bar, går du naturligvis med. Gør dine venner begribelig, at de ikke behøver at ændre deres vaner for din skyld. Når tid og lejlighed byder sig, fortæl så alle dine venner, hvorfor alkohol og dig ikke kan forenes. Gør du dette omhyggeligt, vil ikke mange byde dig på drinks. Mens du drak, trak du dig lidt efter lidt tilbage fra livet. Nu er du på vej tilbage til verdens selskabsliv. Begynd ikke atter på denne tilbagetrækning, fordi dine venner drikker spiritus.

Din nuværende opgave er at være der, hvor du kan være til størst hjælp for andre, så tøv aldrig med at gå, hvis du kan være til hjælp. Du må ikke tøve med at begive dig til Jordens mest uhumske steder i dette ærinde. Hold dig på dette grundlag i livets ildlinie, og Gud vil lede dig uskadt igennem.

Mange af os har spiritus hjemme. Vi har ofte brug for det til at bringe en grøn rekrut gennem de værste abstinenser. Nogle af os serverer det stadig for vore venner, forudsat at disse ikke er alkoholikere. Men nogle af os mener, at vi ikke bør servere spiritus overhovedet. Vi diskuterer aldrig dette spørgsmål. Vi føler, at hver enkelt familie selv må beslutte dette. l forhold til deres egne omstændigheden

Vi er uhyre varsomme med at vise intolerance og modvilje over for drikkeri i almindelighed. Erfaringen har vist os, at en sådan holdning ikke gavner nogen. Enhver ny alkoholiker er på vagt over for denne indstilling iblandt os og ånder lettet op, når de opdager, at vi ikke er fanatikere. En intolerant holdning kan måske frastøde alkoholikere, hvis liv kunne være reddet, hvis det ikke havde været for dette snæversyn. Vi ville end ikke gavne det mådeholdne drikkeri, for ikke én ud af tusinde, som nyder alkohol, ønsker oplysning om alkohol fra en, som forbander det.

Vi håber, Anonyme Alkoholikere en skønne dag vil kunne hjælpe samfundet til en bedre forståelse af alvoren omkring alkoholproblemerne, men vi vil være til ringe hjælp, hvis vor holdning er bitterhed og fjendtlighed. Det vil de, der nyder alkohol, ikke finde sig i.

Når alt kommer til alt, var vore problemer selvskabte. Flasken var blot et symbol. I øvrigt er vi holdt op med at bekæmpe nogen eller noget. Det er vi nødt til.