Medstifter af Anonyme Alkoholikere. Vort fællesskabs fødselsdag skriver sig fra den første dag, han var varigt ædru, d. 10. juni 1935. Indtil sin død i 1950 lod han AA-budskabet gå videre til mere end 5.000 alkoholikere, mænd og kvinder. Alle disse ydede han lægehjælp uden nogen sinde at tænke på at kræve betaling.

I dette fantastiske arbejde fik han stor hjælp af søster Ignatia ved St. Thomas Hospital i Akron, Ohio. Hun var en af de betydeligste venner, vort fællesskab nogen sinde vil få.

Jeg blev født i en lille New England-landsby med omkring 7.000 indbyggere. Den almindelige moralske standard var, som jeg husker det, langt over gennemsnittet. Der blev hverken solgt øl eller spiritus, bortset fra at man måske kunne skaffe sig en halv flaske fra statens spiritusagentur, hvis man kunne bevise, at man virkelig havde brug for det. Uden dette bevis måtte den forventningsfulde køber gå med uforrettet sag uden det, som jeg senere skulle komme til at betragte som et enestående universalmiddel mod al menneskelig dårligdom. De fleste af byens borgere så med megen mistillid og mishag på dem, som fik sendt spiritus fra Boston eller New York. Byen var velforsynet med kirker og skoler, hvor jeg udøvede mine første uddannelsesmæssige aktiviteter.

Min far var en meget anerkendt person, og begge mine forældre var meget aktive i kirkelige anliggender. De lå begge intelligensmæssigt en hel del over gennemsnittet.

Desværre var jeg enebarn, hvilket måske skabte den egoisme, som spillede sådan en vigtig rolle for udviklingen af min alkoholisme. 

Lige fra jeg var barn og op gennem gymnasiet, blev jeg mere eller mindre tvunget til at gå i kirke, søndagsskole og undertiden til aftengudstjeneste. Dette fik mig til at beslutte, at jeg aldrig mere ville sætte mine ben i en kirke, fra den dag jeg selv kunne bestemme. Denne beslutning holdt jeg fast ved i de næste fyrre år, undtagen når omstændighederne gjorde, at det var uklogt at blive væk.

Efter gymnasiet gik jeg fire år på et af de bedste universiteter i landet, hvor drikkeri tilsyneladende udgjorde et stort ekstrapensum. Næsten alle lod til at drikke. Jeg drak selv mere og mere og morede mig sorgløst uden hverken legemlige eller økonomiske problemer. Jeg var tilsyneladende hurtigere end mine drikkekammerater frisk dagen-derpå. De var plaget af (eller måske velsignet med) tømmermænd. Jeg havde aldrig hovedpine, hvilket får mig til at tro, at jeg var alkoholiker næsten fra starten. Min tilværelse drejede sig om, at jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til uden tanke for andres ønsker eller rettigheder. En indstilling der blev mere fremherskende med årene. Jeg tog eksamen »med udmærkelse« i mine drikkebrødres øjne, men ikke i dekanens.

De næste tre år tilbragte jeg i Boston, Chicago og Montreal, hvor jeg var ansat i en stor industrikoncern, der solgte udstyr til jernbaner, benzinmotorer og andre jernprodukter. l disse år drak jeg så meget, som min tegnebog tillod, uden at jeg tog særlig skade af det, skønt jeg var begyndt at få mandolinfeber om morgenen. Jeg forsømte kun en halv dag på disse tre år.

Mit næste skridt var at begynde på det medicinske studium, og jeg kom ind på et af de største universiteter i landet. Der tog jeg fat på drikkeriet med endnu større alvor end tidligere. P.g.a. min enorme kapacitet, hvad øl angik, blev jeg valgt som medlem af et af drikkelaugene, og jeg avancerede hurtigt til formand. Mange morgener på vej til undervisning, hvor jeg endda har været velforberedt, vendte jeg om p.g.a. mine rystelser. Jeg turde ikke gå ind i undervisningslokaler af frygt for at gøre skandale, hvis jeg skulle blive kaldt frem til overhøring.

Dette udviklede sig fra slemt til værre indtil foråret, andet studieår, hvor jeg efter en særlig lang druktur blev klar over, at jeg ikke kunne stå distancen, så jeg pakkede min kuffert og tog sydpå for at tilbringe en måned på en stor gård, der tilhørte en af mine venner. Da tågerne lettede, blev jeg klar over, at det var dumt at opgive studierne, og at jeg hellere måtte vende tilbage til arbejdet. Da jeg kom tilbage, opdagede jeg, at fakultetet havde andre ideer angående det spørgsmål. Efter megen diskussion gav de mig lov til at vende tilbage, så jeg kunne tage min eksamen, som jeg klarede hæderligt. Men de var meget forargede og sagde, at de mente, at de kunne undvære mig. Efter mange pinefulde diskussioner, gav de mig mit bevis, og jeg flyttede til et andet af de førende universiteter i landet og begyndte på næste studieår om efteråret.

Der blev mit drikkeri så meget værre, at mine kammerater, som jeg boede i hus med, fandt det nødvendigt at sende bud efter min far, som rejste en lang vej for at gøre et mislykket forsøg på at få mig på ret køl. Det havde ingen effekt, for jeg fortsatte med at drikke, og jeg drak stærkere sager end tidligere.

Da jeg stod over for den afsluttende eksamen, gik jeg på en særlig ihærdig druktur. Til den skriftlige eksamen rystede jeg sådan på hånden, at jeg ikke kunne holde på blyanten. Jeg afleverede en masse blanke sider og fik naturligvis en skideballe. Udfaldet blev, at jeg måtte gå et semester om og holde mig helt tørlagt, hvis jeg skulle gøre mig håb om at bestå. Det gjorde jeg og beviste for fakultetet, at både min opførsel og mine kundskaber var i orden.

Jeg opførte mig så fordelagtigt, at det lykkedes mig at opnå en meget eftertragtet kandidatstilling i en by vestpå, hvor jeg var i to år. l disse to år havde jeg så travlt, at jeg på det nærmeste aldrig forlod hospitalet. Følgelig kom jeg heller ikke i vanskeligheder.

Da de to år var gået, åbnede jeg en praksis inde i byen. Jeg havde lidt penge, alverdens tid og store problemer med min mave. Jeg opdagede hurtigt, at et par drinks lindrede min mavepine, i det mindste for et par timer ad gangen, så det faldt mig ikke spor svært at falde tilbage til min gamle last.

På dette tidspunkt var det begyndt at svie alvorligt til mig legemligt, og i håb om bedring lod jeg mig frivilligt indespærre på et lokalt sanatorium mindst en halv snes gange. Jeg kunne nu vælge mellem to onder. På den ene side plagede mine nerver mig, hvis jeg drak, og på den anden side plagede min mave mig, hvis jeg lod være. Efter tre år på denne måde havnede jeg på det lokale hospital, hvor de prøvede at hjælpe mig, men jeg fik mine venner til at smugle sprut ind til mig, eller jeg stjal hospitalets sprit, så jeg fik det hurtigt værre.

Til sidst måtte min far sende en læge fra min hjemby, og det lykkedes på en eller anden måde for ham at få mig hjem. Jeg lå i sengen i to måneder, før jeg vovede mig ud af huset. Jeg blev i byen i et par måneder yderligere og vendte så tilbage for at genoptage min praksis. Jeg tror, jeg må have været skræmt fra vid og sans over, hvad der var sket, eller over lægen, eller måske begge dele, så jeg rørte ikke et glas, før hele landet blev tørlagt.

Da forfatningsændringen blev gennemført, følte jeg mig sikker. Jeg vidste, at alle ville købe et par flasker eller et par kasser spiritus, alt efter hvad finanserne tillod, og at det snart ville være slut. Derfor gjorde det ikke den store forskel, om jeg kom til at drikke en smule. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvilke næsten ubegrænsede mængder spiritus regeringen gjorde det muligt for os læger at skaffe, og jeg vidste heller intet om det spritsmugleri, der snart skulle vise sig på arenaen. Jeg drak med måde i begyndelsen, men det tog mig relativt kort tid at glide tilbage i de samme vaner, som før havde haft så katastrofale følger.

l løbet af det næste par år udviklede jeg to fobier. Den ene var frygt for ikke at kunne falde i søvn, og den anden var frygt for at løbe tør for spiritus. Da jeg ikke havde mange penge, vidste jeg, at hvis jeg ikke holdt mig ædru nok til at tjene penge, ville jeg løbe tør. Derfor tog jeg for det meste ikke den morgendrink, som jeg havde så stort behov for. l stedet tog jeg en stor dosis nervepiller for at dæmpe de rystelser, der plagede mig så frygteligt. Undertiden gav jeg efter for trangen til morgensnapsen, men så varede det heller ikke mange timer, før j eg var helt ude af stand til at arbejde. Dette reducerede mine chancer for at smugle noget hjem den aften, hvilket så igen betød en nat, hvor jeg ørkesløst kastede mig rundt i sengen, efterfulgt af en morgen med ulidelige rystelser. l løbet af de næste femten år var jeg fornuftig nok til aldrig at sætte mine ben på hospitalet, når jeg havde drukket, og jeg modtog kun sjældent patienter. Til tider gemte jeg mig i en, af de klubber, jeg var medlem af, og jeg havde den vane undertiden at indskrive mig på et hotel under et opdigtet navn. Men mine venner fandt mig sædvanligvis, og jeg tog hjem, hvis de lovede ikke at skælde mig ud.

Hvis min kone planlagde at gå ud om eftermiddagen, skaffede jeg en stor forsyning spiritus, smuglede det hjem og gemte det i kulkassen, i snavsetøjskurven, over dørstolper, ovenpå bjælker i kælderen og i revner i kældergulvet. Jeg brugte også gamle kufferter og kister og endog askekassen. Cisternen på toilettet brugte jeg aldrig, fordi det var for let gennemskueligt. Jeg fandt senere ud af, at min kone inspicerede den hyppigt. Jeg plejede at putte små flasker i en pelsforet handske og smide den på verandaen, når det blev mørkt om vinteren. Min smugler havde gemt spiritus på bagtrappen, hvor jeg kunne få fat i det, når det var belejligt. Somme tider stoppede jeg flasker i lommerne, men de blev undersøgt, og det blev for risikabelt. Jeg hældte også spiritus på små flasker og stak dem ned i strømperne. Dette fungerede fint, indtil min kone og jeg skulle hen og se Wallace Berry i »Tugboat Annie«. Herefter var det slut med buksebenet og strømpenummeret!

Jeg skal ikke bruge plads på at fortælle om alle mine hospitals- og sanatorieoplevelser.

l hele denne periode blev vi mere eller mindre frosset ud af vore vennen Man kunne ikke invitere os, fordi jeg helt sikkert blev fuld, og min kone turde ikke invitere nogen af samme grund. Min søvnløshedsfobi krævede, at jeg drak mig fuld hver aften, men for at kunne skaffe mere spiritus til den følgende aften, måtte jeg holde mig ædru om dagen, i det mindste indtil klokken fire. Den praksis fortsatte med enkelte afbrydelser i sytten år. Det var et frygteligt mareridt: tjene penge, skaffe spiritus, smugle det hjem, blive fuld, morgenrystelser, store doser nervemedicin, der skulle gøre det muligt for mig at tjene flere penge o.s.v. til trivialitet. Jeg lovede min kone, mine venner og mine børn, at jeg ville holde op med at drikke – løfter, som sjældent holdt mig ædru én eneste dag, skønt jeg var meget oprigtig, når jeg afgav dem.

For dem med tilbøjelighed for det eksperimentelle vil jeg nævne det såkaldte øleksperiment. Da man kunne købe øl igen, troede jeg, at jeg var på den sikre side. Af det kunne jeg jo drikke så meget, jeg ville. Altså fyldte jeg kælderen med min kones tilladelse. Det varede ikke længe, før jeg drak halvanden kasse om dagen. Jeg tog tredive pund på i løbet af to måneder, lignede et svin og blev ubehageligt kortåndet. Så faldt det mig ind, at når man først lugtede af øl, kunne ingen vide, hvad man ellers havde drukket, så jeg begyndte at »fortynde« mit øl med ren alkohol. Naturligvis blev resultatet meget slemt, og således sluttede det eksperiment.

Samtidig med øleksperimentet traf jeg en gruppe mennesker, som jeg følte mig tiltrukket af p.g.a. deres tilsyneladende ligevægt, sundhed og glæde. De talte helt uden forlegenhed, hvilket lå mig selv fjernt, de syntes at befinde sig godt i enhver situation og virkede meget sunde. Ydermere virkede de lykkelige. Jeg var selv dårligt tilpas det meste af tiden, mit helbred var ved at bryde sammen, og jeg var helt igennem elendig. Jeg følte, at de havde noget, jeg ikke havde, og som jeg ville have gavn af. Jeg fandt ud af, at det var noget af åndelig art, som ikke appellerede ret meget til mig, men jeg mente heller ikke, det kunne skade mig. Jeg brugte megen tid på at studere sagen i de følgende to et halvt år, men ikke desto mindre var jeg stadig væk fuld hver aften. Jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i, og talte med enhver, jeg mente måtte vide noget om det.

Min kone blev meget interesseret i det, og det var hendes interesse som holdt liv i min, skønt jeg på intet tidspunkt fornemmede, at dette kunne være svaret på mit alkoholproblem. Hvordan min kone bevarede sin tro og sit mod i alle disse år, får jeg aldrig at vide, men det gjorde hun. Hvis hun ikke havde gjort det, ved jeg, at jeg ville have været død for længe siden. Af en eller anden grund har vi alkoholikere åbenbart en evne til at vælge verdens prægtigste kvinder. Hvorfor de skal underkastes den tortur, vi påfører dem, kan jeg ikke forklare.

Omkring dette tidspunkt blev min kone en lørdag eftermiddag ringet op af en dame, som inviterede mig til at komme om aftenen for at møde en af hendes venner, som måske kunne hjælpe mig. Det var dagen før Mors Dag, og jeg var kommet fuld hjem med en stor potteplante, som jeg satte fra mig på bordet, fortsatte direkte ovenpå og gik ud som et lys. Næste dag ringede hun igen. Selv om jeg havde det meget dårligt, ville jeg gerne være høflig og sagde ja tak. Jeg fik min kone til at love mig, at vi højst blev der i et kvarter.

Vi kom præcis klokken 17, og den var over 23, da vi gik. Jeg havde efterfølgende et par korte samtaler med denne mand, og jeg holdt brat op med at drikke. Denne pause varede i tre uger. Jeg skulle til Atlantic City for at deltage i flere møder. Jeg drak al den whisky, de havde i toget og købte adskillige flasker på vej til hotellet. Dette var en søndag. Jeg blev fuld om aftenen, holdt mig ædru om mandagen til eftermiddagen og fortsatte så med at drikke mig fuld igen. Jeg drak så meget, jeg turde i baren og afsluttede derefter mit arbejde på værelset. Om tirsdagen startede jeg om morgenen og var godt i gang ved middagstid. Da jeg ikke ville blamere mig, checkede jeg ud og købte nogle flere flasker på vej til stationen.

Jeg havde ventetid, før toget kom. Jeg husker intet fra da af, og til jeg vågnede op hos en ven i en by i nærheden af mit hjem. Disse rare mennesker underrettede min kone, som sendte min nye ven for at hente mig. Han fik mig hjem og i seng, gav mig et par drinks den aften og en øl den følgende morgen.

Dette var den 10. juni, 193 5, og det var min sidste drink. l skrivende stund er der gået fire år.

Det spørgsmål, som naturligt falder dig ind, er måske: »Hvad sagde eller gjorde den mand, der var anderledes end det, andre havde sagt eller gjort?« Man må huske, at jeg havde læst en hel del og talt med enhver, der vidste eller mente at vide noget om alkoholisme. Men denne mand havde sin erfaring gennem mange års skrækkeligt drikkeri: Han havde gjort de fleste af drukkenboltens erfaringer, men var blevet hjulpet med lige præcis de midler, som jeg selv havde prøvet på at antage, dvs. den åndelige påvirkning. Han sagde noget om alkoholisme, som utvivlsomt var nyttigt. Hvad der var meget vigtigere: